I

Herman Bang

Tine

Kapitel I

   Tine blev ved at løbe grædende frem med Vognen, mens Fru Berg råbte de sidste Ord højt ud i Mørket og Blæsten.
   - Så reder I nok - i det blå Kammer – i aften ... endnu i aften.
   - Ja - ja, svarede Tine og kunne ikke tale for Tårer.
   - Og hils - og hils! råbte Fru Berg gennem Gråden, Vinden tog hendes Ord. Endnu en sidste Gang løb Tine til og greb efter hendes fremstrakte Hånd, men hun fik den ikke mere. Så standsede hun; og, som en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Mørket. Nu hørtes den ikke mere.
   Tine gik hjem gennem Alléen og Gården, hvor Jagthundene sagte klynkede. Hun åbnede Døren til Gangen: der var så tomt med de øde Knager og Herlufs Legetøjskrog, hvor der nu var rømmet ud. Hun gik ind i Køkkenet, hvor Tællelyset brændte med en osende Væge mellem Resterne fra Tébordet.
   I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden.
   - Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Røst, og der blev stille igen. Kun Maren, der sad med Forklædet over Hovedet som en rokkende Bylt, hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl.
   - Ja, sagde Lars efter en Stund betænksomt: nu er de væk, sagde han, og Husmanden nikkede til Bekræftelse.
   - Så skulle vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som før, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulle hjælpe.
   I Gangen åbnede hun Døren til Dagligstuen. Lampen brændte roligt på det tomme Bord, og Dørene til de andre Stuer, der stod åbne, lå som tre stille og mørke Gab ind mod det forladte Rum.
   - Sybordet har hun med sig, sagde Sofie.
   - Ja, sukkede Tine. Pladsen på Forhøjningen var tom.
   - Og så Billederne, sagde Sofie og pegede.
   Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter på Tapetet frem, Mærker af Portrætterne, der var taget ned.
   Gråden ville op hos Tine også, og hun vendte sig: Ja - lad os så tage i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret. De to Senge stod ved Siden af hinanden, dækkede af det samme Tæppe - det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden stod Herlufs Tremmeseng, tømt.
   Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Høns igen, med Tællelyset i Hånden, mens hun talte om, da »Drengen« var lille; hun havde været Herlufs første Barnepige, og der var for hende i Verden ikke anden Dreng end han.
   - Han var knap fød', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun på sit Købstadjysk, en sær indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvær med rigtig at åbne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E’er.
   - Han vil' aldrig bæres af andre end af mig og så Fruen - hun snøftede mellem hvert Ord - nej - han vil' ikke ....
   - Jeg har båret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om Morgningerne ... for der ville han over - hun smilte pludselig gennem Gråden - og ha' Varmen, den Strik, sluttede hun og græd igen.
   - Ja, sagde Tine, der sad på Sengekanten.
   Hun tænkte på Vintermorgenerne, da hun med Tørklædet om Hovedet løb herned, når det lysnede - i Skolen var snart det halve Dagværk gjort - og hun slog sine tre Slag på Sovekammerdøren med de flade Hænder for at vække Fru Berg og Herluf, der lå i deres søde Slummer.
   Fru Berg kom søvnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, råbte hun, mens hun klaskede med Hænderne ned på Dynen.
   - Kaffen - Kaffen, skreg hun med sin glade Stemme, så de kunne høre det helt ned i Køkkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole.
   Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs Seng - der var Is på Ruden, så  - Ja, ja, jeg klæ'r mig på, jeg klæ'r mig på, Henrik, råbte hun til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtøjet, så han kunne tro, hun allerede var oppe.
   ... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin Herluf og fældede Tårer både over Godt og over Ondt.
   - Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun.
   - Ja, han var, gentog hun.
   Tine sad endnu på Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde for Indfald - så lystige Indfald.
   Hun tænkte på den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdøren, just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig havde grebet hende i begge Benene - Skovrideren var allerede på Trappen - og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne - han var allerede ved Døren -: Stille, stille, hviskede Fru Berg - -
   Han var herinde allerede - Tine lå som en Mus.
   Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der hørte på og lo og satte sig ned - midt i sin Seng.
   - Du sætter dig på Tine, du sætter dig på Tine, skreg Fru Berg, helt åndeløs af Latter ... og Tine røg ud af Sengen, højrød i Hovedet og med Gråden i Halsen, og løb ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil Skolen, og kom ikke i Skovridergården tre Dage, så skamfuld var hun.
   ... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklæderne ud af Skovriderens Seng og samlede dem uden for Døren.
   - Tag så Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke se det tømte Kammer.
   De bar Dynerne og Madrasserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor alle Døre stod åbne bag dem.
   - Det er så tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie.
   - Ja, sagde Tine, der slæbte en Madras.
   I det blå Gæstekammer var der koldt som i en Kælder; der havde ingen sovet siden i Sommer. Den ene Gæsteseng skulle ud, og den anden blev stillet op ad Væggen.
   Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom de gamle Bøllings for at hente Datteren.
   Da Madam Bølling kom ind i Dagligstuen i Trækken fra alle de Døre, blev hun stående på Gulvet - de ville aldrig sidde i Sofaen i Skovridergården, dér skulle Fru Berg blive - mens Tine blev ved at gå ud og ind og Sofie bar Pinde til den blå Kakkelovn: hun havde anlagt »Tørklædet« imidlertid.
   Tørklædet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende »hendes Ho'edpin'«. Hun fik den regelmæssigt de fem af Ugens syv Dage og var så grumme uoplagt til at udtale sig udover »Ja« og »Nej«, eller til at foretage sig noget som helst ud over det nødvendigste. Efter en Storvask hvilede Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset.
   Tine kom frem i Døren til Skovriderens Stue: Vil I se, sagde hun, nu er vi færdige.
   - Ja, lad os det, svarede gamle Bølling, og de gik ind gennem Skovriderens Stue i det blå Kammer, hvor den ene smalle Seng stod forladt op ad den lyseblå Væg, og der var koldt, så de to Gamle skuttede sig ved det.
   De stod alle tre foran Sengen - Tine havde hængt Fru Bergs Billede op ved Hovedgærdet.
   - Nå, her ligger han jo ret så stadselig, sagde Bølling og søgte at le lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres Sørgmodighed.
   - Ja, når der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, når her nu bliver Varme.
   De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede på Forhøjningen på Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en enkelt Sætning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker.
   Madam Bølling blev ved at sidde og ryste på Hovedet og se ud i Stuen:
   - Ja - det har været et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun. Begge de gamle Bøllings brugte så stadig det Adverbium »ret«, som de havde så at sige på Håndværkets Vegne fra Bøllings megen Omgang med Bibelen.
   Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun. - Og Brombærrene var godt surrede fast til Kassen?
   Brombærrene var to Krukker Syltetøj, som Madam Bølling havde syltet, for at Fru Berg skulle have dem med til København:
   - For det er hendes bedste Syltetøj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombær.
   - Skovrideren surrede dem selv fast, Mor, siger Tine.
   - Ja, vi har no'en Gange - Madam Bølling bliver ved i samme stille Tone - fået Brombær hernede - - og så Marmelade ... - Til Tvebakkerne, sluttede hun efter en Stilhed.
   - Det har vi, sagde Tine og så ud i Luften.
   Hun tænkte på Aftnerne, når der kom Bud op efter dem i Skolen - mest når Skovrideren var ude da - og de gik herned efter Té, og Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom på Bordet, og de spiste af Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang.
   - En Sang, Tine, en Sang, råbte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de satte i med »Hr. Peder« og »Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vande« og »I Kongelunden«, til det blev til en Vals, så de svingede hen over Gulvtæppet, og Fru Berg forpustet forlangte Mælkepunschen, der blev bragt ind i en Stenkrukke.
   - Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine - sagde Madam Bølling, der stadig tænkte på Brombærrene - så de derovre kan få det som herhjemme.
   Og gamle Bølling, der sad med foldede Hænder og ikke hørte, hvad de andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt ind her i Sognet, havde han talt sammen - gamle Bølling sagde:
   - Ja, ja, Guds Vilje ske, sagde han og rejste sig.
   De Gamle skulle hjem: Tine ville jo dog blive og vente på Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gå, de måtte synge:

Kong Fred'rik hviler nu på Båre

      og slumrer sødt i Dødens Blund;

      nu rinder Folkets Takke-Tåre

      for Drotten fra hvis djærve Mund

      det lød så tit: min Tak modtag!

      Jeg svigter ej på Farens Dag!

   Forældrene var ude af Gården, men Tine blev stående på Trappen. Hun lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur.
   Så smilte hun: hun vilde tage dem over - det ville glæde Skovrideren, når han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham.
   Og hun gik over Gården og åbnede Døren til Loen og til Hundenes Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Gøen og løb så i forvejen ind ad den åbne Gangdør.
   Inde i Dagligstuen satte Tine sig på den tomme Forhøjning. Hun syntes aldrig, hun havde været så bedrøvet - så beklemt og bedrøvet som nu, mens hun stirrede ud i den øde Gård. Lyset i Køkkenvinduet flakkede endnu en Gang hen over Ladens Hvidt - så var også det slukket, og hun så bare Valdnøddetræets Skygge midt i den mørke Gård.
   Det var i går Aftes, Fru Berg sad her hos hende på Forhøjningen og så ud på det bladløse Træ: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er sprunget ud? havde hun sagt og hun havde grædt og lagt Armen om hendes Hals.
   Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, så det lød skingert ud i den mørke Gård:

      Og derfor græder Mand og Kvinde,

      derfor er Glædens Dør nu lukt;

      Taknemlighedens Hjerter binde

      en Krans, som blomstre skal så smukt

      Thi Mindet aldrig slettes ud

      om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud!

Tine sad med foldede Hænder i sit Skød, mens Ajax og Hektor lå med store Øjne på Gulvtæppet ved hendes Fødder.

.....

   Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen.
   - Og så er jeg indkaldt, sagde han kort.
   Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede, ét for ét, Lysene på Klaveret, som hun havde tændt.
   - Sådan kommer alt på én Gang, sagde Berg.
   Det havde været Tines hele Tanke: Sådan kom det på én Gang; og så tænkte og spurgte hun: Véd Fruen det?
   - Ja - det var Jessen, som bragte Budet på Dampskibet.
   De satte sig ved Bordet, som Tine havde dækket, og de begyndte at tale med lidt langsomme sløvede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svært. Lars kom måske med og de fleste af Husmændene skulde også af sted.
   - Skovgerningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Hænder.
   - Nej, sagde Tine.
   De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i Sognet. De tog dem, så brat det var, fra Hjemmene nu.
   - Ja hos Anders Tækkemand var det ren Jammer. Ane havde været i Skolen i dag med sine to på Armen - så hun græd og græd .... For nu var Anders væk - - så hun græd ....
   Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skælve om Munden.
   - Ja, sagde Berg, der sidder jo Broderen fra den sidste Krig - med begge Benene skudt væk ...
   - Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Krøblinger, som gør Folk bange.
   De blev tavse lidt. Hundene gik kælende til og fra, men de agtede dem ikke. Berg talte igen om Driften. På Vikar var han da vis. Den enarmede Baron Staub kunde han altid få, han var disponibel.
   - Han har jo fået sit, sagde han, ved Vådeskud ... Og næsten uden Overgang, lænende sig tilbage mod Væggen og seende frem mod Lyset, sagde han: Nu er de langt ude på Vandet.
   Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Øjnene over Vandet, mens han sagde det; og hun ville finde noget at sige, der kunde muntre ham, hjælpe på Humøret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet så mange Ord mellem Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som var det en anden, Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gøtsches eller nogen, som man ikke sådan havde »Respekten« for: Det var jo Fru Berg, man snakkede med i Skovridergården. Til sidst sagde hun i en Tone, der skulle være munter:
   - Og vi, som har aset med det blå Kammer - det kunne vi snart have sparet både Sofie og jeg! Hun rejste sig.
   - Er det allerede i stand? De får da også alting gjort, Tine. Berg tog hendes Hånd og Blodet jog op i Tines Ansigt - det gjorde det for det mindste, når hun var i Skovridergården. - Skovrideren skulde vel se det, sagde hun, og hun åbnede Døren; men på én Gang blev hun stående i Studereværelset, og han gik ene ind i Gæstekammeret.
   - Hvor der var kønt og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage.
   Tine ville til at gå nu. Hun syntes, det var så uvant beklemmende, som om de to var ene i det hele Hus - det forladte Hus. Men Skovrideren gik hen til Bordet og sagde:
   - Der står om Bisættelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke læse det først.
   Det var en af Tines Fester, når Skovrideren læste højt, af Aviserne, når de kom, Onsdag og Lørdag Aften, eller af en Bog fra Bogskabet - alle Oehlenschlägers Tragedier.
   - Tak, sagde hun. Men Sofie ville vist gerne høre med. Og hun gik ud for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af Skorstenen og fulgte med ind for at sætte sig i Krogen ved Bogskabet, hvor hun så tit havde hørt til, når de læste.
   Berg åbnede langsomt det sørgerandede Blad og lagde et Øjeblik Hænderne ned derover: Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevæget og stille.
   Han begyndte at læse halvt højt Beretningen om »Kongens sidste Færd«. Rundt i det stille Hus hørtes der ikke en Lyd - uden hans dæmpede Stemme.
   Tine fulgte ikke Ordene; hun hørte kun Røsten, som hun kendte fra så mange stille Aftener, og hun så igen Fru Berg som hun sad der under Lampen, og hun hørte hende le, som hun lo ad Tines strømmende Tårer - Tine, der tog Livet så glad, græd over Bøger som en Kalv - Tårerne, der nu brød frem igen én på én ...
   ... »snart tændtes der Lygter og Fakler, som lyste på Kongens sidste Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den sidste Ære. Klokkerne ringede fra alle Tårne, og hver Gård og hvert Hus - til det fattigste - havde Lys i alle Ruder. På mange Steder havde i den mørke Nat samlet sig Grupper af tavse Tilskuere ...«
   Henne i Krogen gik Sofies Snøften over til højlydt Gråd, men Skovrideren blev ved at læse:
   ... »Tæt ved Banegården stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste blev spændte fra og førtes bort af Staldbetjentene, som gående havde fulgt deres høje Herre; et Sejldugsklæde spændtes over Vognen for at skærme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde. Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den Syvende« ....
   Berg holdt inde lidt - hans Stemme begyndte at blive hæs.
   Tine sad og så frem for sig: hun tænkte på Tragedierne, de havde læst om og om igen, den om Axel og så den om Dronning Zoë .... I femte Akt begyndte altid også Fru Berg at græde og, kom der noget rigtig smukt, trykkede de hinandens Hænder under Bordet.
   Berg for fort med at læse om den sidste Procession og om Talen. Hans Stemme blev bevæget, så man hørte den knap:
   .... »Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kærlighed ledsager ham til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets Kredse, fra Krigeren, der kæmpede for ham og Fædrelandet på Valpladsen, fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand under ham er stegne; fra Bondens hæderlige Stand, for hvem Frederik den Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte« .....
   - Ja, sagde Berg, det er sandt.
   Tine for sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, hørte hun efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de læste - for så længe, for hvor længe ...
   .... »Atter løftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet, ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Følget havde opstillet sig. Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets Indgang, Kisten sattes på sin Plads, Sjællands Biskop holdt fra en sortbetrukken Talerstol en Bøn, den sidste Begravelsesceremoni fandt Sted, og Salutskuddene uden for Kirken forkyndte, at nu var Kong Frederik bisat«.
   Sofie holdt Hænderne op for sit Ansigt, Tine blot så på Berg, der læste:
   .... »Under Orgeltoner forlod Følget i Tavshed Kirken, og Deres Majestæter vendte tilbage til København.«
   Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til Farvel.
   Så sagde Berg, i det han lænede Hovedet mod Væggen og så så langt ud i Stuen - som én Gang før:
   - Hvor Drengen dog græd, da han kom i Båden.
   Sofie skulde følge Tine og de fik Lygten tændt. Dens dinglende Lys faldt ujævnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn:
   Der var nok af dem - der havde ikke været for rart i Skovridergården, nu i Sommer - så det huserede ved Nattetider.
   - »Vognen« havde hun da hørt den alene tre Gang' - så tydeligt den var svinget op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke mere Vogn end bag på en Hånd - - ikke mere end bag på min Hånd, det så også Fruen.
   - Og det véd én da, sluttede Sofie og snøftede, hva' så'en Kørsel betyder .... når'et til fornummes tre Gang' ....
   Tine talte ikke, og de blev ved at gå frem i Mørket. Hunden i Per Eriksens Gård for op, og inde hos Jomfruerne Jessen vågnede Moppen.
   - Ja, Gud holdt sin Hånd over både Herren og Fruen, sagde Sofie i en Tone, som kastede hun Jord på dem begge.
   Tine drog Vejret som En, der frysende vågner.
   - Hvor det bliver koldt ved Dannevirke, sagde hun.
   De var nået til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var angst for at komme for nær til Kirkegården Nattestunder.
   - Nu kan jeg gå alene, Sofie, sagde hun: Tak nu - Sofie. Og så passer du nok Skovriderens Té, så den bliver, som den plejer - ikke?
   - Ja - farvel, Jomfru Tine.
   - Farvel.
   Tine hørte Hundene, der for op igen p Sofies Vej - mens hun langsomt gik hjem imod Skolen.
   - - -
   Tine bankede og hørte først Dagge, der tog på at gø, og så Moderen, der kom af Sengen og ud:
   - Det er mig, Mor, sagde hun.
   Madam Bølling lukkede op i Nattrøje og Kappe med Strimler: Skovrideren er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen.
   - Å Herregud, å Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dørene stå helt ind til Bølling, mens hun gik; å Herregud - å, Herregud!
   - Det var jo forventet, sagde Bølling, der sad op i Sengen.
   Tine måtte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved Dampskibet. Nå, så hun fik 'et at vide, nå, så hun fik 'et at vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: nå, så hun fik 'et at vide, Staklen ....
   - Ja, Gud være med os, sagde Bølling med foldede Hænder, da der omsider blev stille.
   Tine var træt, og hun sagde Godnat. Hun tog i Døren til »Skolen« for at prøve, om den var låst, før hun gik op ad Trappen; og henover Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne var spredt.
   Inde i Kamret stillede hun Vækkeuret til Slag og flyttede Gyldenlakkerne fra Ruden ned på Gulvet.
   Nedenunder småsnakkede Forældrene endnu, det lød, som var det næsten i den samme Stue.
   - Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er det fjorten herfra Sognet.
   Så faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine hørte deres vante Åndedrag, roligt og taktfast næsten, op gennem Huset.
   Hun kunne ikke sove. Hun lå og tænkte på en Dag i Efteråret - den sidste, hvor de havde været i Skoven Skovriderens og hun ....
   De skulle ned, med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at møde Skovrideren ved den første Lysning. Forpagterens fra Rønhave mødte de i Kalechen, de skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt på Vejen, før de skiltes.
   De gik videre. Herluf rodede efter Brombær op ad hvert et Gærde. Fuldt af Nødder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik.
   De vilde slå ind over Marken, men Herluf hvinede bag dem: han sad fangen fast i Rankerne og hylede, med sit hele Ansigt smurt sort af Brombær:
   - Se Drengen, se Drengen, råbte Fru Berg og lod Tine få ham løs; selv løb hun op imod Markhøjen.
   - Kom, kom, råbte hun oppe fra. Hvor her er dejligt.
   Det var, som så man den hele Ø i dag i den klare Luft - Bakke og Dal - så grøn og blød. Langt ude blev Skovene borte som i blålige Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Grønt. Og i Himlen var der ikke Bund.
   - Så dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg.
   Men Herluf gav ikke Ro; han vilde »fanges«; og de løb, løb, alle tre, Højen rundt.
   - Ja - her er det dejligste Land, råbte Tine, der løftede den fangede Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Kløver.
   De gik igen over Marken hen i mod Skoven, hvor de satte sig ved Brændestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt.
   Hækletøjerne kom frem af Lommen, og de småsnakkede:
   - Det var svært, så de fra Rønhave kørte til Bispens nu - det var anden Gang ..
   - Tredje var det - i to Uger.
   - Og så hang Herredsfogeden bagpå - som Fjerdemand til L’hombren.
   De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklogt sit Besyv med i Talen. Og godt underrettede var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Døren; og der blev vekslet Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bølling eller Madammen eller Tine kom ud på Trappen.
   Så tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under Træerne:
   - Hvor dog Skoven holdt sig, så så grøn den stod.
   - Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer.
   - Ja. Men huskede Tine i fjor - de lod begge Hækletøjet synke og så ud mod det brunlige Skovbryn - da den var gul i September.
   De blev ved at tale om Skoven: når de havde været her sidste Gang det År og det -
   - Nej – i fjor var det knap man fik Nødderne bjærget.
   - Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg.
   Herluf råbte, lidt derfra, mellem Træerne: Tine skulde komme, Tine måtte komme derhen. Det var en svær og bøjet Gren, der hang som en Gynge, tæt ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, så han græd og lo. Så skulle hun selv op, Fru Berg vilde gynge hende:
   - Op Tine - op.
   - Den knækker, den knækker, råbte Tine - det var en Vægt - mens Fru Berg svingede til Grenen, så Tines Skørter fløj om hendes Ben.
   Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines bomuldsbestrømpede Lægge:
   - Skovrideren, skreg hun og satte bums ned på Jorden på Hug - Fru Berg måtte le ud med Ryggen til et Træ, før hun kunde komme hen og få Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud på en Serviet.
   Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede på en Træstub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var snart på Tide at tage sig af dem nu. Nætterne var dog blevet kolde.
   Haven var Bergs og Tines stadige Fællesvirke. Skovrideren var Rosenelsker og krydsede også Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra Horsens, fik aldrig rigtigt Håndelaget i en Have. Så var det Tine mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik til hånde. Om Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe på Havetrappen i sit Sjal og så til og snakkede over Plænen til de to, som syslede og beskar og vandede. Hun så dem til sidst kun som et Par Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede.
   .... De havde pakket ind for at gå. Herluf og Tine legede Tagfat over Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm.
   De kom ud på Landevejen: lys og klar lå Aftenluften over de pløjede Marker - hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen!
   - I sådan Luft hører man Tine, sagde Berg, der standsede. Skovrideren mente altid, Tine havde en Røst for fri Luft, så frejdig som Vorherre havde givet hende den.
   - Kom, Tine, råbte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og de gik langsomt hen ad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i Verset, satte Berg en halvdæmpet Bas til, så det lød over Marken:

      Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Vove!

      nu kommer Natten så sort:

      alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,

      Dagen den lister sig bort.

      Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage,

      til de gulnæbede små;

      men når i Morgen du kommer tilbage,

      sig mig så alt, hvad du så!

   Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmænd frem; i Rad røg de sindigt Piber.
   - God Aften - god Aften, kom det fra Røgerne stille ud mod Vejen til dem.
   - God Aften, Anders Nils. - God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem alle ved Navn.
   Foran Lars Eriks stod hun lidt - den Gamle var så plaget af Gigten -: Nå, hvordan er det så? spurgte hun op til Porten.
   - Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersønnen.
   - Nå, så Gud ske Lov da.
   - Ja, så Godnat, Hans Lorents, sagde Tine og gik igen.
   De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i Hånden. Foran dem lå Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rød bag ved det gamle Tårn.

      Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Rislen,

      Kærlighed kalder dig hjem;

      sæt dig nu kønt mellem Løvbuskens Hvislen,

      syng så din Kærlighed frem!

      Kunde, som du, jeg i Æteren svømme,

      véd jeg nok, hvor gik min Flugt;

      jeg kan i Lunden kun sukke og drømme,

      det er min Kærligheds Frugt.

    De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene. Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Græsning på en Vejkant, før hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Hænderne, da de kom hende forbi.
   I Skolen sad gamle Bølling på Trappen med sin Pibe, og kom ned og hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrømpen, i Døren: hun havde Butterdejskringler, frisk bagte, i dag: og Fru Berg og Herluf kom op, til Sæde på Bænken, mens Bølling blev stående nedenfor med Berg og talte om Skovauktionen.
   Nede ved Kæret blev Smedjen lukket, og ovre ved Kroen kom Madam Henrichsen, bred og stormægtig, ud på sin Bænk mellem de to hvide Søjler. De hilste alle over Pladsen - også til den svære Knud Smed, der gik hjem med sin Hund.
   Det var som alle måtte trives og blive runde og sunde i dette Nabolag, her på »Torvet«, så velnærede de alle var, både hos Bøllings og i Kroen og Smedjen.
   Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og Bølling talte hviskende neden for Trappen. Sine drev sindigt sin Ko til Vands over Pladsen. Den drak og brølede, dumt og langt, ud over Kæret.
   Klokkerne hørte op. Så skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Tine fulgte med dem. Himlen var dunkelrød over Hegn og Marker.
   Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret - den om »lille Grethe«. Skovrideren lod Døren til sin Stue stå på Klem.
   Herluf var træt og faldt i Søvn på sin Skammel med Hovedet op mod Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede også hun.
   Hun vågnede halvt. Tine ser nok efter Bordet, sagde hun så med en søvnig Stemme, og Tine rejste sig for at se efter Sofie - Fru Berg blev sjælden rigtigt vågen, før Lampen var tændt og Teen inde.
   - Nej, er der dækket, sagde hun da, helt overrasket, og kom nok så rank op i Sofaen.
   Efter Te plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i Badstue så gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren.
   Eller Berg læste, i den store halvmørke Stue, hvor der kun var lyst rundt om Lampen. Mest var det Oehlenschläger, han læste, eller også Palludan Müller - Tine havde Lommetørklædet fremme i sit Skød.
   Bagefter, når Tine skulle til at gå, løb Fru Berg og hun på Vejen ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af samme Kop:
   - Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud, før de havde fået den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo, Mand.
   Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sent, han vilde selv følge Tine hjem. De gik hen ad Vejen, hvor Huse og Gårde lå som tættere Skygger i det stille Mørke. Hundene vågnede kun halvt og sendte en søvnig Knurren efter dem.
   Berg løftede Lygten for at finde den tørreste Vej i Sølet. Her, Tine, her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen løftet - at blive »fulgt« af Skovrideren var det ærefuldeste, hun vidste.
   - Vi ses, hilste Berg, når de skiltes.
   - Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Døren var lukket op. Men Madam Bølling var gnaven. Det lignede dog ingenting at komme hjem her den sene Nat.
   Men da de Gamle nu var vågne, måtte Tine alligevel ind til Sengen: der var altid noget at tale eller spørge om fra Skovridergården.
   Tine gik op, mens Forældrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos Madam Bølling, at blev hun først vækket om Natten og kom op i Underskørtet, så havde hun ti Ting at gå om, ud i Køkkenet og ind igen, mens hun stadig talte med Bølling.
   - Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekræftede Bølling dernede.
   - Tine, sagde Madam Bølling op gennem Loftet.
   - Jo, Mor.
   - Tine, du, husk det lille Stykke Smør i morgen Barn, jeg har lagt til Side - det artede sig så vel i Kærnen, så jeg lagde det til en Side ... de kunne dog smage det dernede.
   - Ja, Mor sagde Tine og blundede ind med Forældrenes Ord i sine Øren.
   - Jo, de har gode Hjerter, sluttede Madam Bølling af; hun kom endelig af Underskørtet og op til Bølling.

.....

   Tine kunde ikke falde i Søvn i nat. Forældrenes rolige Ånde lød bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun tænkte på alle disse År, på Skovridergården, hvor alt var oprevet nu, på Herluf og Fru Berg, der var rejst, og på sin egen Barndom.
   Hun huskede Vintermorgnerne, når alle »Fars Børn« kom til Skole i Mørke og Moder trillede dem ud af det meget Tøj - Trine og Lars Eriks Lene - inde i Sovekamret, mens Tine så forundret til fra Sengen. Og så sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe på Dynen.
   Om Søndagen var der Glasvæg for Præstens Vogn, og Kordrengene sad i Køkkenet på Bænken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes Spølkummer for at varme sig, mens Præsten prædikede.
   Men lidt efter lidt længedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene så de uden Lys. Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede »Fars« Drenge hen over Pladsen, og hun og Kroens Katinka havde den ene - de spillede Paradis, mens det skumrede.
   Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Tørklæder frem i Dørene, og Fader røg sin Pibe på Trappen.
   - Den lider, Vinteren, nu, sagde han over til Smeden.
   - Hun lider, svarede han, som skoede Lars Eriks Skimlede.
   Stærene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork ret på Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke, gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Mærker og Varsler at tage af, om den fløj højt eller om den fløj lavt og når den gik i Mose - både for Sommeren og Sæden og for Regn før Skt. Hans.
   - Den kom sent, den bringer Varme, sagde Bølling. Han vidste Dato for, når Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han førte Bog med både Stork og Stære i sin tyske Almanak.
   Foråret kom, og Vinduerne blev lukket op i Skolen.
   Ud over Pladsen hørte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort og Katekismus.
   Så sang de tilslut med høje Stemmer, mens Bølling slog Takten med den store Pegepind; Madam Henrichsen gik såmænd tit ud i sin Dør blot for at høre til.
   - Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier.
   Både Fædrelandssang og Salme lød der over Pladsen, til Børnene til sidst jublende slap fri og Bølling kom ud på sin Trappe at svale sig en Stund, efter Dagens Sved.
   Om Aftenen, når Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Hånden og fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad på en Sten ved Døren, bag Buksbomhækkene, eftertænksom og stille.
   Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de fra Gammelgård og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i Fjederstolen på sin Vogn:
   - Der er altid travlt her i Sognet om Foråret, snakkede Madam Esbensen .... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet - i Maj Måned.
   - Det kommer af, forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som ved at blive færdige med Høsten.
   Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder Sladder halve Timer om både Nedkomst og Barsel, foran Trappen.
   - Ja, ja, det giver Offer, nikkede Madam Esbensen til »Farvel« og jollede af i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bølling måtte først give Madam Henrichsen Besked - hun kom ud for at høre, hvor det var, og hvordan det stod.
   - Hos Hans Lorentz? - Ja, jeg tænkte det. Det er vel Tiden ....
   - Nå - der går det da på hvert evige Åde lidt, det er jo Guds Vilje.
   Og Madammerne gik ind.
   .... Sommeraftner, når Ane-Pige var kommen fra »Lodden« med Mælken, sad Madam Bølling og Tine på Trappen. Graveren kom med Spaden fra Kirkegården og gik hjemefter.
   - Nå, Niels Lars, sagde Madam Bølling, er det så gjort?
   - Ja, Madam, svarede han, nu er der Plads.
   - Ja, Gud ske Tak, hun måtte stride hårdt - ja, Gud ske Tak ... Ja, så Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bølling.
   - Godnat, Madam.
   Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev stille på Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buksbom, Hyld og Lind.
   Næste Morgen blev Pladsen strøet med Blade og Sand. Det var tungt for Bærerne at nå op forbi Krolængen med Liget; de hvilede midt på Pladsen, med Kisten stillet på de sorte Bukke. Så gik de videre ind på Kirkegården. Graven var tæt ved Muren og Madam Bølling og Tine hørte Talen inde i Køkkenet.
   Om Aftenen gik Madam Bølling ind at se på Kranse. Efter Eftersynet kom hun til Sæde på Trappen med sin Strømpe. Madam Henrichsen sad ovre hos sig mellem de to hvide Søjler.
   - Så er hun henne, sagde Madam Bølling: Og Gud ske Tak - hun stred sin Strid.
   - Ja, hun var et Skrog, bekræftede Madam Henrichsen.
   - Men Gud løser op til sin Tid, sluttede Madam Bølling, og de strikkede tavse.
   Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm - de gik til Præsten sammen nu -; de sang, mens de løb hen over Sand og Buksbom.

.....

  Årene gik.
   Helg og Søgn og Høstens Tid - Uge på Uge, fra Søndag til Søndag
   I Degnegården skiftedes de til at gå i Kirke nu, Moderen og Tine; én måtte jo blive ved Huset: Pastoren skulle have sin ordentlige Kaffe efter Tjenesten.
   I dag var det så varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge Sider under Kirketiden. Solen lå frem over Bordet og den Damaskes Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser.
   Salmen med dens mange Røster i Diskanten lød ind gennem Haven. Det var »Dejlig er Jorden«, de sang; Tine faldt i og nynnede den med, mens hun gik.
   En Kirkegangskone kom op gennem Lågen, og Kordrengene for ud af Våbenhuset, hujende ned gennem Buksbomhækkene:
   - Skal I forstyrre Pastoren, råbte Tine ud. Og, lidt mere lavmælte, begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren.
   Selv satte Tine sig - det hvide Bord var færdigt - på Forhøjningen så andægtig, som kunne hun høre Kapellanen præke helt herind.
   Når hun hørte den unge Præst i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og græd som et sprukket Kar, så længe han var på Prædikestolen. Hun havde nu i det Hele svært nemt til vands i denne Sommer, og det tog hende og kom over hende, alting, som én Bedrøvelighed - så Kroens Katinka lo hende ud, så det klukkede.
   - En lille Hjerteve, min Pige, sagde Tinka og klaskede Tine midt på Barmen: hos dig arter det sig så Skam til Bedrøvelse.
   Tine blev ved at sidde på Forhøjningen. Udenfor lå Pladsen solbelyst og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre på Krobænken sad kun Præstens Nils i Skjorteærmer og rød Vest og spyttede så langstrakt ud i Solen.
  Salmesangen begyndte igen, og de første Karle listede, varsomt og skruttende sig, af Kirke for at få Piben stoppet ved Porten, med Tommelfingeren. Der kom flere, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen kom på Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de åbnede Ruder.
   Ude på Pladsen bredte de unge Karle sig med tændte Piber i store Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig inden for Kirkegårdsporten i en undselig Klump.
   Hos Degnens blev fire, fem Gårdkoner bænkede og sad lavmælte og stramme rundt om Madam Bøllings Flødekumme, mens Tine bød Kaffen om til dem og Kapellanen - det var, som fik hun det så underligt i Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen. Og Øjnene stod stirrende helt ud af Hovedet på hende, blot han talte til hende, som nu.
   Så hørtes en Vogn omme bag Krolængen, og Tinka, der fniste ude på Pladsen med Landhandlerens Sønner fra Notmark, fordi hun så Kapellanen og Tine ved Vinduet, måtte til Siden for Gammelgaards Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i Sædet: Nå - så det er ham, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og de spillede videre.
   Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene på Skolens Trappe efter det lange Sæde. Der er ellers nyt, sagde han, efter at han var kommen ind og havde givet Håndslag rundt og havde fået sig sat: I har sågu' fået Skovrider udnævnt, Folkens – i forgårs. Berg hedder han, sagde han og gav Kapellanen »Berlingske« til Eftersyn.
   - Så blev'et ikke ham fra Gråsten, sagde Bølling.
   - Og det var godt det samme, erklærede Madammen.
   Kapellanen læste Udnævnelsen op: H.R. Berg hed han og var Premierløjtnant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han kunne være og hvorfra han var. Det kunne være en af de Bergs fra Gram, mente Bølling, der var en Forstråd Berg i 1829 ...
   - Det huskede Madammen ... De var egentlig kommet oppe om fra Kolding ...
   - Og var ret en herlig Familie, sagde Bølling.
   De to Gårdkoner på Fløjene begyndte også at tale med halvhviskende Røster - om den gamle Forstråds: de havde begge to været med til at vaske den salig Forstrådinde den sidste Gang - hun lå med Hovedet på både sin Bibel og sin Salmebog ... Og de blev ved at tale om Ligstue og »Klædning« og Begravelse, til de blev meget rørte og tørrede Øjnene med de sammenlagte Lommetørklæder; mens den midterste Kone stadig dyppede Butterdejskringler, sendrægtig men uafladelig, i Madam Bøllings Kaffe og fik dem fortæret.
   - Nej, af Slægt er han fra København, fortalte Sten, der nu fik Kaffe budt af Tine: en ung Mand, sagde Herredsfogeden ...
   - Men gift er han, Jomfru Bølling, sagde Sten og tog Tine i Armen. Og Tine, der, når Kapellanen var på Sognets Jorder, gik om med en Sekstendels Besked på alting og vågnede rent som forskrækket ved hver Tiltale, sagde med et Ryk:
   - Er han? - - så de alle lo, mens den midterste Gårdkone endelig blev færdig og sindig fik sin Kop sat tilbage på Bordet.
   Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vinduet, havde bragt Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav deres Besyv i Laget: Så blev'et vel endelig til noget med Auktionen efter Forstrådens da. Nå - stort var det nu ikke med Besætningen.
   - Men de Skimlede, de kunne dog tænkelig blive tjenlige til Trækkebrug, mente Knud Smed.
   Hos Degnens brød de op. Hun har sgu fået et Strejfskud, Degnens Tine, af den Præstespire, sagde Sten til sin Kusk, mens de kørte hjem ad Gammelgård til ...
   ... Ude på Pladsen blev der tomt så lidt efter lidt. Småklyngevis drev de Unge hjem bag Hegnene.
   Madam Bølling kaldte på Tine gennem Huset: hun ville gå lidt fra Dørene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet Svar. Tine stod inde på Kirkegården i Hjørnet, og så efter Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Hækkene.
   Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud af Bunken. Hun skrev så mange Viser af i en blå lille Bog i Sommer. Oppe på sit Kammer slog hun op på »Ridder Åge«, der tog »Kisten på sin Bag«. Den skrev hun af, med Skønskriftbogstaver, Vers for Vers.
   Nede på Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer lød ud i Aftenen.
   Madam Bølling kom fra Kirkegården nu, mens Klokkerne ringede. Hun havde været inde om at se til Forstrådens Grav. Det var også en Guds Skændsel, så Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en Levkøj ved Korset i det mindste.
   Kortspillerne var langsomt gået hjem, og Kroens Karle hviskede sagte på Bænken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran deres Døre og strikkede tavse.
   Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet. Aftenen var kølig og fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegård og Have. Hver Lyd blev hørt - hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra Paradisstien, bag Kirkegårdsmuren, hvor Parrene kæredes.
   Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine hørte Stemmerne: de talte om Skovriderens igen.
   - Ja, vi får dem jo til Nabo, sagde Madam Bølling sindigt.
   Og Vognen kørte videre, til Lyden døde.
   En Flagermus skød forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn lå Aftenen tyst; kun på Paradisstien raslede Buskene sagte.
   - Tine, kaldte Madam Bølling fra Trappen.
   - Ja, Mor, for Tine op og fik Lommekluden frem; hun måtte tørre sine Øjne.
   - Så Godnat, Madam Henrichsen, lød det nedefra.
   - Godnat, Madam Bølling.
   Og Dørene blev lukket rundt omkring ...

.....

   Om Efteråret kom Skovriderens; og Herluf blev født og han voksede til, og Vintre gik og Somre.
   Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gæster hos Skovriderens - de fra København og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Løb om Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Fløde - man skulle altid tro, der var mere Forslag i Bøllings fire Køer end i Skovriderens fjorten, og Madam Bølling lagde, så lang Ferien var, sit Hoved i Blød med »hvad den Stakkel vel skulde finde på at give alle de Mennesker at spise.«
   - Det er ikke let, det er ikke let, for sådan et Købstadbarn, sagde hun.
   Når Tine kom ned i Skovridergården i Morgenstunden, var Rullegardinerne nede endnu i alle Gæstekamrene. Fru Berg lukkede sagte Døren fra Sovekammeret op og kom ud på Afsatsen i Natkjole:
   - Er det Tine, hviskede hun.
   - Ja.
   Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i sine Øjne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle, som skulde lægges:
   - Og De ved, Tine, at de Vandkringler altid - og Fru Berg slog hjælpeløs i Tæpperne - mislykkes for mig ... (der var mere end Vandkringler, som »altid mislykkedes« for Fru Berg).
   - Tine kunde jo snart få lagt den Smule Kringle.
   - Å Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i Sengen.
   - Og så lukker De nok et Vindue op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun puttede sig under Tæppet.
   Fru Berg elskede at få det sidste Blund med den friske Sommerluft hen over Sengen.
   Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gården og stansede foran Køkkenvinduet.
   - Men hvor har De været gemt så længe, Tine, sagde han og blev stående lidt og så på Tine, der arbejdede så rask i Dejen med sine runde Arme.
   - Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig være ganske køn - om Morgnerne ...
   Om Eftermiddagene sad Madam Bølling og Tine ved Vinduerne i Stadsstuen, Bølling var mest på Lodden nu, da der ikke var Skolegang.
   - Tine, Tine, råbte Madam Bølling til Datteren, der voksede Tråd -: de fra Rønhave ...
   Rønhaveren svingede om Krolængen med en stor Holstenskvogn fuld af Fremmede.
   - Nu har de vist Snesen, sagde Madam Bølling. Hvor de får Plads, du ... hvor de lægger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel kunne »lægge dem«.
   Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi.
   - De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklærede Madam Bølling så til Slut og strikkede igen.
   De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle deres på en Høstvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg råbte til Vinduerne:
   - Til Storeskoven - til Storeskoven, råbte hun, mens de Fremmede sang hen ad Vejen.

   Det Land endnu er skønt,

      thi blå sig Søen bælter,

      og Løvet står så grønt,

      og ædle Kvinder, skønne Møer

      og Mænd og raske Svende

      bebo de danske Øer.

   - Den Sorte? er det hendes Bror? spurgte Madam Bølling.
   - Ja ... Så du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod Sytøjet ligge i sit Skød.
   Så kom Bispens - med to gamle Vallø Stifts-Damer i Kaleche; Madam Bølling hilste ved at neje til Gulvet på Forhøjningen. Og Stens kørte med deres Studenter: Hele Øen havde Fremmede nu.
   Katinka, der ikke veg fra Krobænken den lange Eftermiddag, måtte over og udøse sit Hjerte. Hun havde bevægede Tider om Sommeren: For man bliver anskudt, Madam Bølling, af de Københavnere, sagde hun.
   - Å - der var Studenterne hos Stens og ham, den sortsmudskede, hun vidste ikke, hvad han var - fra Rønhave ...
   - Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Hænderne rapt i Siderne, så hun stod som en Hankekrukke.
   Madam Bølling syntes skam ikke, der var stort ved de Springfyre.
   - Men Skovrideren er køn, sagde hun, Skovrideren er køn ... Det endte Madam Bølling altid med, hvor mange Mandfolk der så var på Tale.
   Fangels kørte op om Krolængen og holdt Mellemmadskurvene op foran Skolevinduerne: De skulde til Lille-Skoven - bare et Trip.
   - Så de farter, sagde Madam Bølling, så de farter. Ja, Gud ske Lov, ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land.
   - Blot de nu har husket Spiseskeer til Grøden, sagde Tine. Hun tænkte stadig kun på Skovriderens.
   - Du skulle gå et Løb derned, du skulle, sagde Moderen. Der er vist både et og et andet ... Det er ikke sådan, at ha' Huset fuldt af så mange liggende Personer.
   Tine gik ned og »så lidt efter« i Skovridergården, mens de var i Storskoven.
   Om Aftenen sad Tine længe på Bænken på Trappen. En efter én kørte Vognene hjem med deres søvnige Gæster.
   - God Aften, hilste Kusken dæmpet.

   - Tine, lød det nedefra, med en dæmpet og langt udtrukken Røst for ikke at vække Bølling, der sov: Hører du?
   - Ja, Mor.
   - Det var Skovriderens.
   - Ja, Mor.
   Tine stod ved sit Vindue, mens Sangen blev svagere og svagere:

      ... mod de Tysker, Slaver, Vender,

      hvor man dem paa Tog hensender -

      en Ting mangler for den Have,

      Leddet er af Lave.

   - Nu var de ved Skovridergården - nu drejede de ind.
   Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede så tungt med Hestene op om Krobakken - i den stille Nat.
   ... Når Fru Berg kom hjem fra Sønderborg efter at have fulgt de sidste Sommergæster, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens. Så - nu er de af sted, sagde hun og pustede. - Og Gud ske Lov, lo hun, Gud ske Lov for det.
   Kaffen kom på Bordet; ude i Køkkenet gik, glad, Madam Bøllings Jern til de varme Vafler.

.....

   Så kom Efteråret og Æbleplukningen og siden den store Slagtning.
   Hele Huset lugtede af Ingefær og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Pølser. Fru Berg fortalte Pølsehistorier, og Maren skulde synge.
   Hun kvædede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i Rullepølsen med nogle vældige Sting; Fru Berg satte i med Omkvædet, så det klang:

      Pølse, Vin og Kærlighed,

      det er Livets Herlighed!

   Tine rørte Indmaden til de hvide Pølser, mens Sofie, der var dobbelt så »emballeret« som de andre og så tilbunden om Hovedet, så hun så ud som en Hårdtsåret, håndterede Mandlerne, der skulle skoldes.
   - Vi Bysens Folk forstår os ikke stort på det Slagtevæsen, sagde Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mest og så til, med Hænderne under sit Forklæde.
   Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en Kende Vanille med. Hun og Tine løb ind med et Lys for at finde den i Sekretæren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste Sølvtøj.
   Lyset stod på den nedslåede Sekretærklap, mens de søgte.
   Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind - de fandt ikke Vanillen. Der var bare hendes Lommetørklæder, og der bare Breve ... Hun blev stående med Brevskuffen trukken frem på Klappen og lo:
   - Det var Bergs Breve fra det første År, de var forlovede ... Hun løste Pakken og bredte de store, blå Brevpapirer ud på Klappen og læste, ved Tællelyset. Hun lo og begyndte at læse højt: det var lutter Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte - alt.
   Tine lo med, mens de blev ved at stå indpakkede i deres mange Sjaler foran Tællelyset: »Du godeste Gud - ja - det var den Gang, sagde Fru Berg og holdt pludselig op at læse.
   - Og det troede man var Kærlighed, sagde hun og slog den flade Hånd ned mod Brevpakken, mens hun lo.
   De søgte videre og endelig fandt de Vanillen. I Køkkenet var Fedtegreverne på, og der stod en Damp over Skorstenen.
   Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad på Bænken ved Døren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft Slagtning, når de havde slagtet hos Skovriderens.
   - Se god Aften, god Aften - ja, nu er Greverne på, råbte Fru Berg.
   - Tine, nu henter vi Pølserne.
   De gik ind i Spisekammeret, hvor de færdige og trinde Pølser skinnede i lange Rader, bredte ud på Strå, og de fordelte dem i Partier til hver.
   - Lad den gå med, lad den gå med, sagde Fru Berg og slog en sidste Sortepølse som en tyk Snog hen til Ane Tækkemands:
   - Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til Huskonerne, som rullede Pølserne omhyggeligt ind i Bomulds Klæder og kyssede på Hånden både »Fruen« og »Jomfruen«.
   - Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Hånden til sig: nyd det med Helsen .... nyd det med Helsen.
   - Nu får I Greverne i Spandene.
   De øste op med den store Slev i Spand efter Spand:
   - For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig så hjemligt som en Kat ved Ild.
   - Ja - ja, det kildrer i Næserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af Fryd og Fornøjelse.
   Den sidste havde fået og langsomt kom Konerne af sted.
   - Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende på Anes Taksigelser - hun gik som den sidste med Spanden og sine Pølser, der var pakkede ind som en Bylt.
   Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade på Fru Bergs Stol midt under Lampen:
   - Ja - jeg har hørt om 'et før - sagde hun. Jeg har jo hørt om 'et før - og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af Begærlighed efter at høre det en Gang til.
   Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindøde Datter hos Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Båren, på én Gang, midt i Ligstuen, i alt sit hugne Ligtøj.
   .... Da Tine skulde hjem, ville Skovrideren følge hende. Men hun løb alene - det var jo måneklart og ganske lyst.
   - Så underligt det dog var: herude, i den friske Luft, mens hun løb, kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker; hun kunde dem jo udenad - Sætning på Sætning.

.....

   Julen blev nær. I den sidste Tid måtte Tine hjælpe Fru Berg med hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig færdig med sine Gaver og der var altid så rigelig med halvsyede Ting på Julebordet:
   - Å - hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytår.
   Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op, så koldt som det var.
   Og Julen kom og den gik.
   Det var Hellig-Tre-Kongersaften, Tine kom ned i Skovridergården i Mørkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjålet det sidste Dagslys.
   - Så de dog snakker om den Kærlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine ..
   - Ja, sagde Tine langt og så ind på Favnebrændet. Men hvad er den da? spurgte hun.
   Fru Berg lo højt op; det kom så pudsigt grublende fra Tine. Men så holdt hun op at le og sagde, mens også hun så ind i Ilden:
   - At være to sammen, tror jeg - og være glade, sagde hun sagtere. Og de sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tænde Træet.
   Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys brændte ned: om Julegilderne og Nytårskalasserne; nu blev det rent galt, nu efter Nytår. Nu stod Kørehestene da ikke stille en Dag i Stalden.
   Fru Berg begyndte så at nynne på en Salme, og de sang den halvhøjt, hun og Tine, Salmen om »de tre Konger«, mens de så på Træet.
   Herluf sad stille ved Faderens Knæ og stirrede blot op på Lysene.
   - Far, nu er Julen ude, for han op; der var kun de allersidste Lys tilbage, dem, han skulle puste ud. Men Sofie skulde ind at se det - og alle de andre også: han løb ud og han hentede alle Folkene ind, lige til Hans Husmand. De hilste »Godaften« og blev stående ved Døren i en Klump på deres blå Sokker.
   Halvmørkt var Træet blevet og Stuen; der brændte kun seks-otte flakkende Lys endnu.
   Berg løftede Herluf op og han pustede: Pyh - nu er Julen ude ...
   - Pyh - nu er Julen ude, pustede han, så stolt, som satte han almægtigst Julen på Døren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre så opmærksomt efter Lys på Lys.
   - Det sidste, råbte Fru Berg. Det sidste.
   Nu var det sidste slukket, og der var mørkt, mens Faderen stille satte Herluf ned på Gulvet. Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tavse gik de alle ud af Stuen.
   De havde spist Syltetøjet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde hjem. Fru Berg ville gerne gå et Trip i det dejlige Vejr, og de fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje.
   Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grøfter. Fru Berg og Tine gled - Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte af sted så fejende og bred som en Fregat, der sættes på Vandet.
   Så gik de stille igen, mens Sneen knirkede under deres Fødder. Langt borte hørte de over Marken Lyden af Violin og Fløjte.
   - Det er hos Anders Lars til Dansen, sagde Tine.
   På Pladsen var der lyst - med Sne over Muren og på alle Kirkens Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket.
   - Ja, sagde Berg, så er den Jul da ude.
   De var standsede alle tre og stod nu tavse tæt ved det islagte Kær.
   - Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over:
   - Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul.
   Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.
   Og alle tre stod de et Øjeblik bevægede, med Øjnene ud over de hvide Marker under den stjernehøje Himmel.
   Det var sidste Jul.

.....

   Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Længe græd hun og græd hun.
   En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var Landhandlerens. Så var det hen imod Morgenen.
   Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund.

Herman Bang: Tine
Kapitel I
Skole-forum.dk

Kapitel II