DANSK SPROGLÆRE

 

af

 

Per Jespersen

 

 

 

 

 

 

Forord

 

     Her er en DANSK SPROGLÆRE til brug i Folkeskolen og danskunder-visningen for indvandrere.

     Bogen giver et indblik i ordklasser og den danske grammatik. Den vil med udbytte kunne anvendes overalt, hvor der undervises i dansk. Vort sprog er i denne tid til en vis grad truet af indflydelse fra andre sprog og fra mediesproget. Det er der ikke noget unaturligt i, men sproget kan svækkes, hvis man glemmer at undervise i sprogets dybe rødder: ordklasserne, grammatikken og analysen.

     Ved udarbejdelsen er der i vid udstrækning taget hensyn til professor Paul Diderichsens sprogsyn. Jeg skylder Sigrid Lausten Hansen en stor tak for kritisk gennemsyn af materialet.

     Det er mit håb, at denne sproglære vil komme alle brugere af det danske sprog til gode.

 

 

Randerup, 1. december 1992

                                                                                        Per Jespersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alfabetet

 

     Alfabetet består af en række tegn, der betegner lydene i sproget. Vi kan naturligvis ikke nedskrive hver eneste lyd, som et ord består af. Derfor er stavningen kun delvis lydrigtig. Ofte er stavningen forkert i forhold til udtalen, idet det mundtlige sprog hele tiden forandrer sig, mens stavningen kun sjældent ændres.

     Det alfabet, vi bruger på dansk, stammer fra det romerske sprog latin, som taltes i det gamle Rom. Dog havde man ikke bogstaverne æ, ø og å. Disse tre bogstaver betegner lyde, som er karakteristiske for de nordiske sprog.

     Det latinske alfabet bruges i det meste af Europa (dog undtagen Grækenland, Rusland, Bulgarien og dele af Serbien). Det græske alfabet stammer fra det 4. århundrede f.Kr. og bruges kun til det sprog, der tales i Grækenland. Det nye Testamente er skrevet på dette alfabet. I oldtiden blev der talt græsk i mange lande omkring Middelhavet, men nu bruges sproget kun i Grækenland og på Cypern.

     Det kyrilliske alfabet bruges til russisk, bulgarsk og serbisk. Alfabetet blev skabt af munken Kyrillos i den bulgarske by Burgas. Det adskiller sig meget fra det latinske alfabet, men der er dog en del bogstaver, som vi også har.

 

     Først da alfabetet blev opfundet, opstod skriftsproget. Uden alfabet ingen bøger, ingen aviser, ingen undertekster på tv, ingen computere, ingen SMS’er osv. Alfabetet gemmer så at sige på vores viden: hvis vi ikke kunne skrive vores viden ned, ville den gå tabt.

Alle alfabeter indeholder vokaler (e, i, ø osv.) og konsonanter (k, l, m osv.). Der er altid færre vokaler end konsonanter. Men vokalerne er vigtige, fordi de markerer stavelserne: for hver vokal en ny stavelse (dog er der nogle få undtagelser som f.eks. "europæisk"):

 

konsonant

 

På nogle sprog skriver man ikke vokalerne, eller man angiver dem med prikker og streger (som f.eks. på hebraisk). Vi kan faktisk godt læse en tekst uden vokaler:

 

dn lll bl krt lngsmt

 

Men trods alt er en tekst lettere at læse, når vokalerne er angivet. Vokalen giver ordet klang - det er vokalerne, vi synger på, når vi synger. Vokalerne gør sproget blødt og smukt.

 

Vores sprog stammer fra indoeuropæisk, som bl.a. stammer fra det indiske sprog sanskrit. Hver egn og hvert folk talte sin egen version af det oprindelige sprog - en slags dialekt - og da forskellige nationer efterhånden opstod, besluttede man at lydskrive sproget: man fik et skriftsprog, som blev stadfæstet ved lov, og som til en vis grad hæmmede det mundtlige sprogs udvikling.

     På dansk har vi også dialekter, men vi har kun et skriftsprog for rigsdansk, fordi det er det mest praktiske. Det ville være lidt mærkeligt, hvis vi havde både bornholmske og sønderjyske aviser med hver sit sprog. Et sprog kan uddø, hvis det ikke har udviklet sig til et skriftsprog. Det var ved at ske for det grønlandske sprog, som en dansk præst omkring 1930 gav sig til at skrive ned. Han benyttede de latinske bogstaver, selvom de egentlig ikke egner sig særlig godt til at angive de grønlandske lyde.

 

Æ, ø og å er i moderne tid blevet "besværlige vokaler". Mange nye computere og tekstbehandlingsanlæg har ikke disse tegn, fordi de kun findes i de nordiske sprog. Læg mærke til Danmarks Radios tekst-tv: her er æ blevet til a. Man har for alvor talt om at erstatte æ med ae, ø med oe og å med aa, så alle computere kan bruge bogstaverne.

 

                          læskærm bliver til laeskaerm.

                          fører bliver til foerer.

                          pågående bliver til paagaaende.

 

Vort alfabet er et lydalfabet. Af 28 bogstaver kan vi danne en uendelighed af ord. Det gælder ikke alle sprog. På kinesisk betegner det enkelte tegn et helt ord eller en hel sætning. Tilsyneladende gør det sproget svært at lære (i 1. klasse skal kinesiske skolebørn lære 2000 skrifttegn!), men det mærkelige er, at kinesisk kan udtrykke meget mere end vort eget sprog. Man havde for nogle år siden nogle tanker om, at Kina skulle gå over til det latinske alfabet, men det blev heldigvis hurtigt opgivet.

 

 

 

Hvor kommer ord fra?

 

På en måde kan man undre sig over, at ikke alle mennesker på hele jorden taler det samme sprog. Det ville i hvert fald være lettere. Men sådan er det ikke. Der er endda flere sprog, end der er lande!

     Nogle sprog tales af meget få mennesker. Det gælder f.eks. rætoromansk, som kun tales af ca. 12.000 mennesker i Schweiz. Kinesisk er det sprog, der forstås af flest mennesker (ca. 1 milliard), mens russisk er det sprog, der tales i det største område (ca. 280 millioner mennesker).

     Dansk hører til de sprog, der tales af forholdsvis få mennesker (ca. 5 millioner) - dertil kommer grønlændere, færinger og nogle islændinge. Alligevel er dansk et stærkt sprog - vi har et skriftsprog, en litteratur og mange sange. Dansk kultur hænger altså nøje sammen med sproget.

     Vores sprog har som nævnt sin oprindelse i de indoeuropæiske sprog, som man mener blev talt i dele af Rusland og Asien. Dette sprog må have spredt sig, for det blev forløberen for alle europæiske og indiske sprog. Det må have været talt af et folk, der spredtes over et stort område - et folk med en stærk kultur, som det påførte andre folkeslag.

     Alt det er længe siden. Omkring år 200 e.Kr. har vi to nordiske sprogstammer: vestnordisk (islandsk, færøsk og norsk) og østnordisk (svensk og dansk). Nu om dage ligner norsk, svensk og dansk hinanden meget. Vi forstår hinanden og kan læse hinandens sprog. Også islændinge og færinger kan forstå hinanden.

     Alligevel er der naturligvis forskelle. Når de enkelte nordiske lande har forskellig kultur og levevis, udvikler sproget sig også forskelligt. Det er ganske naturligt og gør sproget spændende. For kun et sprog, der hele tiden forandrer sig, er et levende sprog.

     Vores sprog består af oprindeligt indoeuropæiske og fællesgermanske ord (betegnelse for legemsdele: hoved, mund, hals og f.eks. ord som hus, hjem, bænk, stol, gård, stald, vej, gade, sko, skjorte). Det er altså meget gamle ord, som stadig bruges. Det gælder også ord for husdyr (orne, galt, so osv.), ord om vejret (sne, hagl, regn) og natur (fjord, hav, klit) samt stedordene jeg, du, vi, I og den. Også de fleste forholdsord stammer fra indoeuropæisk: til, med, i, for osv.

     Efterhånden som samfundet udviklede sig fra landbrugssamfund til håndværkersamfund og senere industrisamfund, kom der nye ord til. En del kom fra latin og græsk, andre fra tysk og fransk. I perioder talte den danske overklasse enten fransk eller tysk, så disse to sprog smittede af på det danske talesprog.

     Et sprogs udvikling afspejler samfundets udvikling. Hvis et samfund står stille, sker der ikke meget med sproget. Men et samfund i hurtig udvikling, som det danske er nu, vil medføre, at sproget hele tiden ændrer sig.

     I øjeblikket er dansk ude for en voldsom påvirkning fra engelsk. Engelsk er verdenssproget, som de fleste taler og forstår. Derfor glider mange engelske ord ind i vores sprog - også fra tv, aviser og reklamer. Nogle danskere er lidt urolige for denne udvikling. De ønsker at bevare det danske sprog som rent dansk. Andre mener, at det er naturligt, at et moderne sprog modtager påvirkning og inspiration fra et verdenssprog.

     Edb-teknologien, hvis sprog oftest er engelsk, har sat skub i denne udvikling. Mange edb-udtryk glider over i dansk (loade, dir, edit, icon osv.). Nogle af dem glider over i talesproget med en lidt ændret betydning: "Jeg skal lige loade min taske."

     Mange amerikanske ord kommer ind i dansk, fordi de bruges af journalister. De bruger ofte uden videre amerikanske udtryk i en dansk tekst. Gør de det tilstrækkeligt tit, bruger vi selv en dag ordene uden at tænke over det, og så er de inde i sproget: "Jeg er ikke minded for at gå ud i dag."

 

Her er nogle engelske ord, der efterhånden bruges på dansk, som om de var vore egne ord:

 

                 hooked

                 in love

                 tough

                 beautiful

                 wonderful

                 okey dokey

                 dealer

                 tricky

                 trend og megatrend

                 scenario

 

Andre engelske udtryk går ind i vores sprog på en anden måde. De oversættes og danner således nye danske vendinger, som i begyndelsen lyder lidt underlige, men som vi langsomt vænner os til:

 

                 Posten sendes med overflade post (surface mail).

                 AFS værter nye jugoslaver (host).

                 En dekade (decade = ti år).

                 At skate (fra skateboard).

                 Jeg kommer over og over igen

                 (over and over again).

 

Vi får ikke megen påvirkning fra tysk, og de få tyske ord, der går ind i dansk, er ofte udtryk for noget negativt: Berufsverbot, verdammt nochmal, zum Teufel osv. Et par russiske ord er af politiske grunde gledet ind i dansk, ligesom i mange andre sprog: glasnost og perestrojka. Det var Mikhail Gorbatjov, der brugte disse ord i forbindelse med sin ændring af det russiske samfund. Ordene spredte sig uden for Ruslands grænser, og vi bruger dem nu, som om de var danske.

     Et sundt sprog vil altid udvikle sig og forny sig. Ellers dør det. Det danske sprog er levende og stærkt og består altså af både meget gamle og meget nye ord. I en del danske ordbøger kan man læse sig til ordenes oprindelse. Det er spændende at læse om.

 

 

Udsagnsord (verber)

 

Udsagnsord er ord, du kan sætte "at" eller "jeg" foran. Hvis du kan sætte "at" foran, står udsagnsordet i navneform (infinitiv). Hvis du kan sætte "jeg" foran, står udsagnsordet i nogle af de andre tider.

     Udsagnsordet udtrykker en handling; der sker noget i sætningen.

 

Eks.: Jeg køber brød.

 

Uden udsagnsordet ville sætningen ingen mening have. Der findes dog primitive sprog, der mangler udsagnsord - her må man altså gætte sig til sammenhængen.

 

Sammen med navneordet, egennavnet eller stedordet, som er grundled i sætningen, udgør udsagnsordet sætningskernen - det, som det hele drejer sig om.

 

Eks.: Han cykler til skoven.

        sætn. kernen

 

I en sætning er det sætningskernen, der virkelig fortæller os noget. Vi får at vide, at han cykler - det er hovedhandlingen i sætningen. Vi får ganske vist mere at vide, nemlig hvor han cykler hen - men den sidste oplysning er ikke meget værd, hvis den første ikke er der:

 

        til skoven.

 

Dette udtryk giver ingen mening, for vi får ikke rigtigt noget at vide. Vi vil spørge: Hvad er der med den skov? Hvad sker der? Hvem gør noget?

     Et højt udviklet sprog har mange udsagnsord. Det gælder f.eks. dansk. Men engelsk har mange flere. Det ser ud til, at jo flere, der taler et sprog, des rigere på ord bliver det. Derfor har dialekter langt færre ord end hovedsproget.

 

Udsagnsord kan bøjes i tid - dvs. at udsagnsordets endelse fortæller os, hvornår handlingen finder sted.

Udsagnsordets tid bestemmer hele sætningens tid.

 

Eks.:   Frida spiser frikadeller.

          Frida spiste frikadeller.

          Frida havde spist frikadeller.

          Frida, spis dine frikadeller!

 

Vi er derfor nødt til at kende udsagnsordenes bøjningsformer.

 

 

Regelmæssige udsagnsord (svage verber)

 

De fleste udsagnsord er regelmæssige (svage) og bøjes efter følgende 2 modeller (husk, at udsagnsordets stamme = bydeform):

 

bydeform

navneform

Nutid

datid

(= stamme)

 

 

 

imperativ

infinitiv

Præsens

imperfektum

svar

svare

svarer

svarede

tal

tale

taler

talte

 

 

førnutid

førdatid

lang tillægsform

kort tillægsform

perfektum

 

pluskvam-perfektum

præsens participium

perfektum participium

har svaret

havde svaret

svarende

svaret

har talt

havde talt

talende

talt

 

Fremtid udtrykkes ved hjælp af hjælpeudsagnsord:

 

                      Jeg vil svare dig i morgen.

 

Ofte bruger man dog almindelig nutid til at udtrykke det samme:

 

                      Jeg svarer dig i morgen.

 

 

Uregelmæssige udsagnsord (stærke verber)

 

Udsagnsordene er opgivet i navneform (infinitiv), datid (imperfektum) og kort tillægsform (perfektum participium). Uregelmæssige udsagnsord kan have andre former i datid, førnutid, førdatid og kort tillægsform, men bøjes i øvrigt efter nedenstående model.

 

Eks:

 

bydeform

navneform

nutid

datid

adlyd

adlyde

adlyder

adlød

 

 

 

 

førnutid

førdatid

Lang tillægsform

kort tillægsform

har adlydt

havde adlydt

adlydende

adlydt

 

 

 

adlyde, adlød, adlydt

afbryde, afbrød, afbrudt

bede, bad, bedt

bedrage, bedrog, bedraget

begribe, begreb, begrebet

begå, begik, begået

beholde, beholdt, beholdt

bestå, bestod, bestået

besætte, besatte, besat

betyde, betød, betydet

bide, bed, bidt

binde, bandt, bundet

bringe, bragte, bragt

briste, brast, bristet

bryde, brød, brudt

byde, bød, budt

bære, bar, båret

deltage, deltog, deltaget

drage, drog, draget

drikke, drak, drukket

drive, drev, drevet

dølge, dulgte, dulgt

falde, faldt, faldet

fare, for (farede), faret (soen farede)

finde, fandt, fundet

fise, fes, feset

flyde, flød, flydt

flyve, fløj, fløjet

foregå, foregik, foregået

forekomme, forekom, forekommet

foreligge, forelå, foreligget

foreslå, foreslog, foreslået

foretage, foretog, foretaget

foretrække, foretrak, foretrukket

forfølge, forfulgte, forfulgt

forgå, forgik, forgået

forstå, forstod, forstået

fortie, fortav (fortiede), fortiet

fortryde, fortrød, fortrudt

fortsætte, fortsatte, fortsat

fortælle, fortalte, fortalt

fryse, frøs, frosset

fyge, føg, føget

følge, fulgte, fulgt

få, fik, fået

gentage, gentog, gentaget

gide, gad, gidet

give, gav, givet

glide, gled, gledet

gnide, gned, gnedet

gribe, greb, grebet

græde, græd, grædt

gyse, gøs, gyst gælde,

gjaldt, gældt (eller gjaldt)

gøre, gjorde, gjort

gå, gik, gået

hedde, hed, heddet

hjælpe, hjalp, hjulpet

holde, holdt, holdt

hænge, hang (hængte), hængt

     (Trøjen hang på knagen, men:

     Jeg hængte trøjen på knagen)

jage, jog (jagede), jaget

klinge, klang, klinget

knibe, kneb, knebet

komme, kom, kommet

krybe, krøb, krøbet

lade, lod (ladede), ladt

     (Han ladede sit gevær)

le, lo, leet

lide, led, lidt

ligge, lå, ligget

lyde, lød, lydt

lyve, løj, løjet

lægge, lagde, lagt

løbe, løb, løbet

nyde, nød, nydt

nyse, nøs (nyste), nyst

omkomme, omkom, omkommet

optage, optog, optaget

optræde, optrådte, optrådt

overdrive, overdrev, overdrevet

overfalde, overfaldt, overfaldet

overlade, overlod, overladt

overrække, overrakte, overrakt

overse, overså, overset

overtage, overtog, overtaget

overvinde, overvandt, overvundet

pibe, peb, pebet

påstå, påstod, påstået

ride, red, redet

rinde, randt, rundet

rive, rev, revet

ryge, røg, røget

række, rakte, rakt

se, så, set

sidde, sad, siddet

sige, sagde, sagt

skide, sked, skidt

skride, skred, skredet

skrige, skreg, skreget

skrive, skrev, skrevet

skyde, skød, skudt

skælve, skjalv (skælvede), skælvet

skære, skar, skåret

slibe, sleb, slebet

slide, sled, slidt

slippe, slap, sluppet

slå, slog, slået

smide, smed, smidt

smyge, smøg, smøget

smøre, smurte, smurt

snige, sneg, sneget

snyde, snød, snydt

sove, sov, sovet

spinde, spandt, spundet

springe, sprang, sprunget

spørge, spurgte, spurgt

stige, steg, steget

stikke, stak, stukket

stinke, stank, stinket

stjæle, stjal, stjålet

stride, stred, stridt

stryge, strøg, strøget

strække, strakte, strakt

stå, stod, stået

svide, sved, svedet

svige, sveg, sveget

svinde, svandt, svundet

svinge, svang (svingede), svunget

     (Han svingede med hatten)

sværge, svor (sværgede), svoret (sværget)

synge, sang, sunget

synke, sank, sunket

sælge, solgte, solgt

sætte, satte, sat

tage, tog, taget

tie, tav (tiede), tiet

tilbede, tilbad, tilbedt

tilbringe, tilbragte, tilbragt

tilgive, tilgav, tilgivet

tillade, tillod, tilladt

slippe, slap, sluppet

slå, slog, slået

smide, smed, smidt

smyge, smøg, smøget

smøre, smurte, smurt

snige, sneg, sneget

snyde, snød, snydt

sove, sov, sovet

spinde, spandt, spundet

springe, sprang, sprunget

spørge, spurgte, spurgt

stige, steg, steget

stikke, stak, stukket

stinke, stank, stinket

stjæle, stjal, stjålet

stride, stred, stridt

stryge, strøg, strøget

strække, strakte, strakt

stå, stod, stået

svide, sved, svedet

svige, sveg, sveget

svinde, svandt, svundet

svinge, svang (svingede), svunget

     (Han svingede med hatten)

sværge, svor (sværgede), svoret (sværget)

synge, sang, sunget

synke, sank, sunket

sælge, solgte, solgt

sætte, satte, sat

tage, tog, taget

tie, tav (tiede), tiet

tilbede, tilbad, tilbedt

tilbringe, tilbragte, tilbragt

tilgive, tilgav, tilgivet

tillade, tillod, tilladt

tilstå, tilstod, tilstået

træde, trådte, trådt

træffe, traf, truffet

trække, trak, trukket

tvinde, tvandt, tvundet

tvinge, tvang, tvunget

tælle, talte, talt

udbryde, udbrød, udbrudt

udgive, udgav, udgivet

udgå, udgik, udgået

udkomme, udkom, udkommet

undgå, undgik, undgået

vedtage, vedtog, vedtaget

vide, (nutid: ved), vidste, vidst

vige, veg, veget

vinde, vandt, vundet

vride, vred, vredet

vælge, valgte, valgt

æde, åd, ædt

ødelægge, ødelagde, ødelagt

 

De fleste af de uregelmæssige udsagnsord, der er sat sammen med f.eks. for, med, til, under, og de udsagnsord, der er sammensatte (f.eks. sammendrage), er ikke medtaget i listen. De bøjes naturligvis som "grundudsagnsordet". "Medtage" bøjes som "tage", "udlægge" bøjes som "lægge" osv.

 

 

Aktive og passive former

 

Man kan dele udsagnsord op i to andre grupper:

 

Aktive (handleform) og passive (lideform).

Hvis udsagnsordet er aktivt, er hele sætningen aktiv.

Hvis udsagnsordet er passivt, er hele sætningen passiv.

 

Eksempel på en aktiv sætning:

     Manden finder bilen.

         X        O

 

Grundleddet "manden" er den, der udfører handlingen: han finder.

 

Eksempel på en passiv sætning:

     Bilen findes af manden.

       X      O

 

Her udfører grundleddet (bilen) ingenting, og man kalder derfor sætningen for en passiv sætning.

Den passive sætning kan også udtrykkes ved hjælpeudsagnsordet "blive":

 

     Bilen bliver fundet af manden.

       X     O         O

 

Det, der var genstandsleddet i den aktive sætning, bliver grundled i den passive sætning. Det, der var grundled i den aktive sætning, bliver styrelse i et forholdsordsled i den passive sætning.

 

Her er to aktive sætninger:

     Optoget passerer rådhuset.

     Drengen optager udsendelsen.

I passiv form hedder de:

     Rådhuset passeres af optoget.

     Udsendelsen optages af drengen.

 

Kun højt udviklede sprog har passive former. Børn er ret gamle, før de i deres talesprog anvender passiv. Nogle mennesker gør det aldrig, og i det hele taget er passive former mere almindelige i skriftsprog end i talesprog.

 

Et passivt udsagnsord kan også bøjes i tid:

 

navneform

nutid

datid

førnutid

førdatid

infinitiv

præsens

imperfektum

perfektum

pluskvamperfektum

erklæres

erklæres

erklæredes

er/var blevet erklæret

Siges

siges

sagdes

er/var blevet sagt

synges

synges

blev sunget

er/var blevet sunget

 

     "Synge" er et af de ord, som i datid kun kan danne passiv ved hjælp af                 "blive".

 

     Passive udsagnsord findes ikke i lang tillægsform.

 

     Der findes enkelte udsagnsord i passiv form, som har aktiv betydning:

     længes, trives, færdes, grønnes

 

     Eks:    Jeg længes efter hende.

              Han trives godt i København.

              Han færdes aldrig alene.

              Skoven grønnes i maj.

 

 

Gensidige udsagnsord (reciprokke verber)

 

Der findes nogle enkelte udsagnsord, som man kalder for gensidige udsagnsord, fordi der skal mindst to til at udføre den handling, ordet udtrykker:

     ses, slås, strides

 

     Eks.:   De sås tit.

              De to drenge slås i hvert frikvarter.

              Man kan altid strides om, hvem der har ret.

 

Hjælpeudsagnsord (modalverber)

 

Følgende udsagnsord er hjælpeudsagnsord:

     have, være, blive, ville, skulle, kunne, burde, turde, måtte

 

Hjælpeudsagnsordene bøjes således (opgivet i navneform, nutid, datid og kort tillægsform):

 

have, har, havde, haft

være, er, var, været

blive, bliver, blev, blevet

ville, vil, ville, villet

skulle, skal, skulle, skullet

kunne, kan, kunne, kunnet

burde, bør, burde, burdet

turde, tør, turde, turdet

måtte, må, måtte, måttet

 

Disse udsagnsord bruges i forbindelse med en form af et andet udsagnsord, så de danner nye tider.

 

Eks.:     Jeg er gået.

            Han har sovet.

            Hun blev snydt.

            De ville gå.

            Manden skulle komme.

            Jeg kunne ikke se.

            Du burde komme.

            Han turde ikke gå ud.

            De måtte gerne gå i biografen.

 

"At være" bruges, når der er tale om en bevægelse (første eksempel). "At have" bruges, når der ikke er tale om bevægelse (andet eksempel).

 

 

 

Navneord (substantiver)

 

Navneord er navn på ting (bil), personer (mand), begreber (angst), handlinger (arbejde), egenskaber (stolthed) eller dyr (abe).

     Danske navneord har to køn:

 

              en bil (fælleskøn (n-ord))

              et bord (intetkøn (t-ord))

 

Navneord kan stå i fire former:

 

              ENTAL (singularis)          

              ubestemt       bestemt     

              en bil             bilen

              et bord          bordet

    

              FLERTAL (pluralis)          

              ubestemt       bestemt     

              (flere) biler   (alle) bilerne

              (flere) borde (alle) bordene

 

I flertal tilføjes altså "er" eller "e", som igen tilføjes "ne" i bestemt form.

 

I ejefald (genitiv) tilføjes et s:

 

              bils, bilens, bilers, bilernes

 

Eks.:       Min bils farve er grøn.

              Bilens nummerplade er HYDRO 1

              Mange bilers hastighed er for stor.

              Bilernes dæktryk er for lavt.

 

Nogle navneord har ikke flertal.

 

Eks.: troskab, ansvar, angst

 

Der findes også navneord, der kun findes i flertal.

 

Eks.: penge

 

Nogle navneord ændrer vokal i flertal:

 

Eks.:       tå              tæer

              fod            fødder

              tang           tænger

              barn          børn

              fader          fædre

              moder        mødre

 

Nogle navneord er uforandrede i flertal:

 

Eks:        får, sko, tal

 

I ubestemt form hedder det en mand, et hus. "En" og "et” kaldes det ubestemte kendeord. I bestemt form sættes kendeordet efter navneordet: manden, bordet.

     I nogle dialekter forbliver artiklen foran: æ mand = manden. Det ses navnlig i jyske og sønderjyske dialekter.

 

Regler om navneords køn (der findes undtagelser):

 

FÆLLESKØN (commune) ("n-ord")

 

Ord for mennesker og dyr:

 

     en snedker, en kat, en gris osv.

 

Ord der ender på ing, else, hed, dom, ion:

 

     en arving

     en tegning

     en indbydelse

     en enhed

     en helligdom

     en operation

     en pension

 

INTETKØN (neutrum) ("t-ord")

 

Ord der ender på ri, um, skab

 

     et slagteri

     et gymnasium

     et klædeskab

 

Nogle navneord har to køn.

 

Eks.:       en cirkus, et cirkus.

 

Sammensatte navneords køn bestemmes af det sidste ord i sammensætningen.

 

Eks:        et økseskaft

              en hundesnor

 

Der er mange undtagelser fra reglerne for navneords køn. Det er svært. Vi danskere ved, hvilket køn et navneord har, men for udlændinge, der vil lære dansk, er det ofte vanskeligt. Det kan også være svært for vestjyder, fordi navneordene i deres dialekt kun har et køn: en hus, en æble osv.

 

     For sønderjyder kan det gå rent galt, idet en række ord har et andet køn på sønderjysk: et kalv, et kop, et nederdel osv. Værst er det for vendelboer, idet navneordene på deres dialekt forekommer i tre køn.

     I øvrigt er det sådan, at de fleste navneord, der kommer ind i dansk som fremmedord, bliver fælleskøn. (undtagelse: et website)

 

Sammen med et udsagnsord danner navneordet sætningskernen.

 

Eks.:       Toget kommer.

              Tyven løber.

              Vandet koger.

 

Primitive sprog har ofte kun sætningskernen, mens mere udviklede sprog tilføjer de andre ordklasser (se i øvrigt under udsagnsord).

 

 

 

Egennavne (proprier)

 

Egennavne er navne på f.eks. personer:

 

     Egon, Per, Marianne, Margrethe 2.

 

på bygninger:

 

     Forsamlingsgården, Hovedbiblioteket

 

på biler:

 

     Ford, Mazda

 

på skibe:

 

     Mette, Kronprins Frederik

 

på marker:

 

     Jordfennen, Sankelmark

 

på veje:

 

     Kongensgade, Vestervang

 

på geografiske steder:

 

     Irak, Sønderjylland

 

Egennavne skrives altid med stort bogstav, dog kan det veksle, hvis egennavnet består af flere ord:

 

     Det Kongelige Teater

     Det kongelige Teater

 

Egennavne bøjes ikke, men de kan stå i ejefald (genitiv):

 

     Forsamlingsgårdens vinterfest

     Mariannes fødselsdag

 

Ellers fungerer egennavne som navneord og kan optræde som de samme led i sætninger som navneord.

Der kan være problemer med stavning af egennavne, især når de betegner personer. Det er dåbsattesten (i Sønderjylland fødselsattesten), der afgør, hvordan ens navn staves:

 

     Tanja eller Tanya.

     Brian eller Bryan.

     Schmidt eller Smith eller Smidt.

     Quist eller Qvist eller Kvist.

     Per eller Peer.

     John eller Jon.

 

 

Tillægsord (adjektiver)

 

Tillægsord er ord, der beskriver egenskaber ved navneordet, stedordet eller egennavnet.

 

     Hvad kan man f.eks. sige om en mand?

     Han kan være tynd, tyk eller grim.

     De tre tillægsord beskriver manden.

 

Eks.:       Den tynde mand.

              En tyk mand.

              En grim mand.

              Den lille mand kom ned på gaden.

              Manden er gammel.

              Den mand er meget træt.

              Det er en meget ynkelig mand.

              Han er også udspekuleret.

              Han hedder Eivind og er meget tænksom.

 

Tillægsord fortæller os mere, end navneordet, stedordet eller egennavnet kan fortælle os.

Tillægsord er nyttige ord, fordi de giver os oplysninger.

Et lillebitte ord kan fortælle os en masse.

 

Eks.:       Nej, hvor er du tyk!!

              Vel er jeg ej, jeg er slank som en ål!

 

Uden tillægsord ville sproget blive fattigere - tillægsord gør vores sprog levende og spændende.

 

Gradbøjning (komparation)

Tillægsord kan bøjes i grader:

 

1. grad

2. grad

3.grad

(positiv)

(komparativ)

(superlativ)

tyk

tykkere

tykkest

tynd

tyndere

tyndest

 

Eks.:       Lise er tyk, men Jens er tykkere.

              Lejf er den tykkeste.

 

Når tillægsord bøjes, sammenligner de:

 

              Lise er grimmere end Joan.

              Hvem er grimmest af de tre?

 

Nogle tillægsord ændrer vokalen, når de bøjes:

 

1. grad

2. grad

3. grad

ung

yngre

yngst

lang

længere

længst

stor

større

størst

 

Nogle tillægsord kan ikke bøjes på denne måde. Det ville ikke lyde godt, og et sprog skal også lyde godt. Det skal være smukt at tale og lytte til. I stedet for at føje noget til i 2. og 3. grad, sætter man mere og mest foran:

 

Eks.:

 

1. grad

2. grad

3. grad

Tænksom

Mere tænksom

Mest tænksom

Udspekuleret

Mere udspekuleret

Mest udspekuleret

 

Og så er der nogle tillægsord, der bøjes uregelmæssigt:

 

1. grad

2. grad

3. grad

god

bedre

bedst

lille

mindre

mindst

gammel

ældre

ældst

slem

værre

værst

meget

mere

mest

mange

flere

flest

få

færre

færrest

 

Tillægsord får et "e" på, når det står i bestemt form og i flertal (evt. med dobbeltkonsonant):

 

ubestemt

bestemt

flertal

en tyk mand

den tykke mand

de tykke mænd

en tynd mand

den tynde mand

de tynde mænd

 

Tillægsordet retter sig efter navneordets køn:

 

              en pæn mand                 

              et pænt hus

              en gammel mand

              et gammelt træ

 

Man tilføjer altså et "t", når tillægsordet knytter sig til et navneord i intetkøn - dog ikke, hvis det ender på "sk" eller "e". Det ville lyde forkert og klodset. Det ville lyde grimt:

 

              et persisk eventyr

              et fynsk landskab

              et moderne stakit

              fersk kød

 

Enkelte andre tillægsord bliver ikke bøjet, fordi det ville lyde forkert. Det gælder f.eks. ordet "snu":

 

     en snu mand        (fælleskøn)

     et snu dyr            (intetkøn)

     de snu drenge      (flertal)

 

Biord (adverbier)

 

Biord er ord, der udvider betydningen af udsagnsord, biord, tillægsord og hele sætninger. Mange biord er dannet af tillægsord. "Stærk" bliver til "stærkt", tryg" til "trygt". Tillægsordet får altså endelsen "t", når det omdannes til biord. Men der findes også "rene biord" som f.eks. altid, næsten osv. Disse biord får normalt ikke tilføjet "t".

 

Eks.:       Han løber stærkt.

              Hun sover trygt.

 

Her udvider biordet udsagnsordet. Vi får at vide, hvordan han løber, og hvordan hun sover.

 

I det følgende eksempel er det biordets betydning, der bliver udvidet. Han løber ikke alene stærkt, han løber afsindigt stærkt:

 

              Han løber afsindigt stærkt.

 

Stærkt udvider løber, og afsindigt udvider stærkt.

 

Her er to sætninger, hvor biordet udvider tillægsordets betydning:

 

              Pigen er vanvittigt dygtig.

              Han bliver alt for høj.

 

Desuden findes der en række biord, som udvider hele sætningens betydning: altid, aldrig, måske, sandsynligvis, naturligvis, ofte, nogenlunde, altså, nemlig, siden osv.

 

Disse ord får ikke tilføjet nogen endelse - de kan ikke bøjes.

 

              Ved Middelhavet skinner solen altid.

              Jeg kan aldrig forstå, hvad han siger.

              Måske kommer jeg.

              Han mente sandsynligvis ikke noget med det.

              Naturligvis sner det om vinteren.

              Opera er ofte kedelig.

              Han var nogenlunde klar over, hvad det gik ud på.

              Altså, hør nu her!

              Han er nemlig ikke så tosset, som han ser ud til.

              Han har ikke været her siden.

 

Nogle forholdsord anvendes undertiden som biord. Det gælder ordene:

 

i, til, fra, på, over, om, ved, for, efter osv.

 

Her er nogle eksempler:

 

              En kasse med søm i.

              Han sprang over.

              En hat med blomster på.

 

Uden biord ville sproget blive fattigere. Vi kan udtrykke meget mere, når vi bruger tillægsord og biord. De gør sproget levende og smukt. Når du skriver stil, skulle du måske vænne dig til at bruge flere biord.

Måske også når du taler.

     Dansk er et højt udviklet sprog, så det har mange bi- og  tillægsord. Primitive sprog og sprog, der tales af meget få mennesker, har ingen eller næsten ingen biord. Men der er stor forskel på de højtudviklede sprog - således har fransk mange flere tillægsord og biord, end vi har på dansk.

 

Steds-biord er bl.a. "her" og "der" (bøjes ikke).

 

Eks.:       Her er bogen.

              Der ligger han.

 

Tids-biord er bl.a. "nu" og "længe" (bøjes ikke).

 

Eks.:       Nu kommer han.

              Han var længe om at komme.

 

Retnings-biord er bl.a. "hen", "henne", "ind" og "inde" (bøjes ikke).

 

Eks.:       Gå nu hen i skolen.

              Jeg ved ikke, hvor Ole er henne.

              Kom nu ind.

              Han er inde i stuen.

 

Nogle få beskrivende biord kan bøjes:

 

              tit, tiere, tiest.

              ofte, oftere, oftest.

              gerne, hellere, helst.

              længe, længere, længst.

 

Eks.:       Han kom oftere end sin mor.

              Erik blev altid længst.

 

 

 

 

 

 

Stedord (pronominer)

 

Stedord betegner genstande eller personer uden direkte at beskrive dem.

 

Personlige stedord

(personlige pronominer)

 

Personlige stedord står i stedet for egennavne og navneord. Sproget bliver smukkere af, at vi sommetider erstatter navneord og egennavne med stedord. Hvis man gentager samme navneord for ofte, bliver sproget "klumpet", grimt og irriterende.:

 

Manden lå i teltet og sov. Hver morgen stod manden tidligt op, og manden gjorde altid gymnastik, inden manden spiste morgenmad.

 

Nej vel! Det lyder ikke godt. Derfor erstatter man "manden" med "han". Så glider sproget bedre. Man kan altså for så vidt godt undvære stedordene, men sproget ville blive tungt og klodset. Derfor er stedord vigtige, og derfor må vi lære, hvordan de optræder, og hvordan de bøjes.

 

De personlige stedord bøjes efter skemaet nedenfor.

 

Eks.:     Giv ham hans gave (dativ, genitiv)

            Ræk mig lagkagen (dativ)

            Bogen er ikke deres (genitiv)

            Jeres ure går forkert (genitiv)

            Du må ikke give den væk (nominativ, akkusativ)

 

ENTAL (singularis)

 

 

 

 

nominativ

akkusativ

genitiv

dativ

 

(grundledsfald)

(genstandsfald)

(ejefald)

(hensynsfald)

1. pers

Jeg

mig

min, mit

mig

2. pers.

du, de

dig, dem

din, dit,

deres

dig, dem

3. pers

han, hun, den, det

ham, hende, den, det

hans, hendes, dens, dets, sin, sit

ham, hende, den, det

 

 

 

 

 

FLERTAL (pluralis)

 

 

 

1. pers.

Vi

os

mine, vores

os

2. pers.

I, De

jer, Dem

dine, jeres, Deres

jer, Dem

3. pers.

De

dem

sine, deres

dem

 

 

 

 

 

            Hvis grundled og genstandsled er samme person, bruger man "sig" i                              stedet for ham, hende, den, det og de.

 

            Eks.:     De vaskede sig ikke hver morgen,              

                        men de vaskede ham hver morgen.

 

Henførende stedord

(relative pronominer)

 

Henførende stedord bruges sådan, at de indleder en bisætning, så hele sætningen udvider det navneord eller egennavn, som stedordet henfører til.

 

Eks.:     Manden, som kom ned på gaden, var høj.

 

Bisætningen fortæller noget ekstra om manden. Man kunne have udtrykt det i to hovedsætninger:

 

            Manden var høj. Han kom ned på gaden.

 

Når man vælger at udvide beskrivelsen af manden i en bisætning, er det, fordi det lyder bedre. Sproget bliver smidigt af det.

 

Henførende stedord er:

            som, der, hvem, hvad, hvilken

            (intetkøn: hvilket - flertal: hvilke), hvis

 

Eks.:     Konen hviskede til manden, som sad ved siden af.

            Faderen tog barnet, der stod på gaden, med sig hjem.

            Den by, i hvilken han sidst var, hedder Randerup.

            Han mente, hvad der også er ligegyldigt, at filmen var dårlig.

            Alt, hvad jeg ved, er, at han er skuespiller.

 

Spørgende stedord

(interrogative pronominer)

 

            hvem, hvad, hvis, hvilken

 

Spørgende stedord indleder spørgende sætninger, så hele sætningen bliver spørgende.

 

Eks.:     Hvad hedder du?

            Hvilket hus ejer han?

            Hvis blyant er det?

 

Spørgende stedord bøjes ikke - undtagen hvilken (intetkøn: hvilket - flertal: hvilke).

Eks.:     Hvilket hus bor du i?

            Hvilke frimærker vil du bytte?

 

Påpegende stedord

(demonstrative pronominer)

 

            den, denne, selv, hin

 

Påpegende stedord forstærker det ord, de står i stedet for eller knytter sig til.

 

Eks.:     Denne mand er høj. (Man tænker på en bestemt mand.)

            Den dreng er god til fodbold.

            Han kom selv.

 

Selv bøjes ikke, de øvrige bøjes både i køn og tal. F.eks.:

 

            Fælleskøn: denne - intetkøn: dette - flertal: disse.

 

Eks.:     Dette hus er for lille.

            Disse bøger er for slidte.

 

Gensidige stedord

(reciprokke pronominer)

 

            hinanden, hverandre

 

Eks.:     De elsker hinanden (hverandre).

            Gode kammerater hjælper hinanden (hverandre).

            Drengene prøvede hinanden (hverandre) af.

 

De to stedord kan stå i ejefald: hinandens, hverandres.

 

            De kendte ikke hinandens bekendte.

 

Ubestemte stedord

(indefinite pronominer)

 

            en, man, nogen, ingen, nogenting, ingenting, anden, hver, enhver                     (ethvert), al (alt, alle), alting

 

Eks.:     Man kan se det på ham.

            (man kan kun bruges som grundled.)

            De behandler altid en dårligt.

            Der kommer nogen.

            Jeg har ikke nogen blyant.

            Hun har ikke noget kridt.

            Ingen må komme ind.

            Intet kan stoppe ham.

            (intet er intetkøn af ingen)

 

            Jeg ved ikke meget om det.

            Jeg kender ingen anden.

            Nej, det andet hus er bedre.

            (andet er intetkøn af anden)

 

            Han rejser på ferie hver måned.

            Hun rejser ikke hvert år.

            (hvert er intetkøn af hver)

 

Tilbagevisende stedord

(refleksive pronominer)

 

            mig, dig, sig, os, jer

 

Eks.:     Han skynder sig.

 

Ejestedord

(possessive pronominer)

 

            min

 

Eks.:     Det er min bog.

            Tag din cykel og kør.

            Huset er vort.

 

Ejestedord kan bøjes i person, tal og køn:

 

 

ENTAL

FLERTAL

1. pers

min, mit

mine, vores

2. pers

din, dit, deres

dine, jeres, deres

3. pers

sin, sit

sine, deres

 

hans, hendes

 

 

dens, dets

 

 

Se i øvrigt genitiv af personlige stedord.

 

 

 

 

 

 

 

 

Forholdsord (præpositioner)

 

Forholdsord er små ord, der sammen med et navneord, et egennavn, en navneform, et stedord eller en sætning danner forholdsordsled, som består af forholdsord + styrelse.

 

Eks.:     Jeg så på manden.

 

Her er "på" forholdsordet og "manden" styrelsen.

Forholdsordene er:

i, på, til, fra, over, under, ved, for, efter, om, med, af, ad, hos, (i)gennem, (i)mod, (i)mellem, over, uden, før

 

Eks.:     Jeg ligger i sengen.

            Han stod på perronen.

            Drengen gik op til læreren.

            Han så fra den ene til den anden.

            De var lige over byen.

            Båden sejlede under broen.

            Han stod ved disken.

            Han kom for at hjælpe.

            De løb efter hinanden.

            Jeg viklede garnet om stolen.

            De kom altid med hinanden under armen.

            Ingen af os vidste besked.

            De gik hen ad vejen.

            De bor hos hinanden.

            Kuglen gik lige igennem væggen.

            Jeg er imod det, du siger.

            Han gik mellem de to stole.

            Fuglen fløj over huset.

            Jeg går ikke uden hende.

            Han kom før toget.

 

Hvis et forholdsord styrer en hel sætning, ser det således ud:

 

            De glædede sig til, at de skulle komme.

 

Forholdsord og dermed forholdsordsled er vigtige for sprogets evne til at beskrive og udtrykke. Uden disse små ord ville sproget blive fattigt og dårligt. Derfor er det vigtigt at kunne bruge ordene på den rigtige måde.

 

Forholdsord kan ikke bøjes.

 

 

 

Bindeord (konjunktioner)

 

Bindeord kan være enten sideordnende eller underordnende.

 

De sideordnende bindeord forbinder ord, led og sætninger af "samme slags".

 

Sideordnende bindeord:

            og, samt, eller, men, for

 

Eks.:     Mand og kone.

            Drengen eller pigen.

            Jeg er meget træt, men alligevel spiller jeg med.

            De var der alle sammen, Ole, Lis, Hans samt Peter.

 

De underordnende bindeord forbinder hoved- og bisætninger.

 

Underordnende bindeord:

            at, som, end, fordi

 

Eks.:     Jeg ved, at du vil komme.

            Som man reder, så ligger man.

            Han er større, end jeg er.

            Jeg kom, fordi jeg skulle.

 

"Som" og "end" kan sommetider binde enkelte ord sammen:

 

            Hun er større end sin mor.

            Han kører bil som en vanvittig.

 

"Og" erstattes ofte af komma, hvis mange ord skal bindes sammen.

 

Eks:      Manden, konen, tanterne og alle børnene var med.

 

Det ville lyde dårligt at sætte et "og" ind imellem alle navneordene.

 

"Samt" er lidt højtideligt og bruges derfor kun i skriftsprog.

 

Eks.:     Manden, konen og fætrene samt alle børn ville på ferie.

 

Bindeord kan ikke bøjes.

 

Det kan ske, at forholdsord bruges som bindeord:

 

            Han var der, før jeg kom.

            De følte sig alene, efter at han var kørt.

Talord (numeralier)

 

Der findes to slags talord:

 

Mængdetal, der udtrykker et antal:

              en, to, tre osv.

Ordenstal, der udtrykker den plads i rækken, et eller andet har:

              første, anden, tredje osv.

 

Eks.:       Der er tyve børn i klassen (mængdetal).

              Han kom ind som den tyvende (ordenstal).

              Der var kun en, der gennemførte løbet (mængdetal).

              Peter kom ind som den første (ordenstal).

 

Det er god skik at skrive tallene med bogstaver i en tekst, specielt når det drejer sig om de mindre tal.

 

Eks.:       Der er elleve med på lejrturen, i stedet for: Der er 11 med på lejrturen.

Han var den anden, i stedet for: Han var den 2.

 

Ved længere talord skriver man dem dog ofte med tal.

 

Eks.:       Der var 117 elever på skolen,

              i stedet for: der var hundrede og sytten elever på skolen

 

På checks skal man dog skrive tallene (det udstedte beløb) med bogstaver på den linie, der er beregnet til det. Man skriver dem på "svensk" måde.

 

Eks.         Kr. 665,00 skrives (i et ord!):

              sekshundredeogsekstifem 00/00 eller 00/100

 

Hvis banken er i tvivl, er det altid bogstav-tallet, der gælder.

 

Talord kan ikke bøjes.

 

 

Udråbsord (interjektioner)

 

Dette er den mindste ordklasse. Alligevel er udråbsord vigtige, fordi de bruges til at udtrykke følelser med.

 

Udråbsord kan være:

              åh, ih, næ, nå, ja, o.k., oh osv.

 

Eks.:       Åh nej, sagde hun. Nu igen!

              Ih, hvor jeg glæder mig!

              O.k., råbte han. Så siger vi det.

 

Goddag, goddav, dav, farvel og hej er også udråbsord. Hej bruges meget mere nu end tidligere; det kan betyde både goddag og farvel.

 

Vi har fået nogle udenlandske (ofte engelske) ord og vendinger, der fungerer som udråbsord, med i det danske sprog: okay, all right, okey dokey, right, I see, see you osv.

 

Vi må nok regne med, at der kommer flere og flere engelske udråbsord ind i vort sprog. Vi hører dem i film og reklamer, og uden at vi opdager det, bruger vi dem selv - helt uden at tænke over, at disse ord ikke er danske.

 

Eks:        That’s it, coke is it, help,

              you can't  beat the feeling

 

 

 

Sætninger

 

Når ord stilles sammen, danner de sætninger - dvs. at flere ords betydning danner en ny helhedsbetydning.

Vi taler i sætninger - vi skriver i sætninger - vi læser i sætninger - vi tænker i sætninger. I en sætning er det hele sætningens udtryk, der danner den nye betydning.

     Normalt siger vi, at der skal være et udsagnsord i en ordsammenstilling, for at det kaldes en sætning.

 

Hvis vi skriver:

              Manden fra skoven og hjem,

så mangler udsagnsordet. Vi ved faktisk ikke, hvad der skete; sætningen udtrykker ikke nok. Det er derfor oftest udsagnsordet, der er betydnings-bærende i en sætning.

 

Eks:        Manden cykler fra skoven.

              Manden løber fra skoven.

 

Uden udsagnsordet bliver sætningens betydning svag.

 

I avisoverskrifter og på løbesedler ser vi ofte, at udsagnsordet mangler. Det sker, fordi den slags overskrifter kræver plads - der skal så få ord som muligt til, så det fænger.

 

Eks.:       Kronprins Frederik hjem fra Australien.

 

Vi kan straks gætte, at Kronprinsen er kommet hjem fra Australien. Men vi får ikke at vide, hvordan han er kommet hjem. Måske er det ligegyldigt - måske er det meningen, at vi skal læse selve avisartiklen for at få mere at vide.

 

              Christiansborg Slotskirke i flammer.

              IC3 i stå.

              DSB over til el.

 

Der er stadig ingen udsagnsord i disse linier - de er ikke hele sætninger, men de giver alligevel mening nok til, at vi forstår eller bliver interesserede i at læse mere om sagen.

 

Derimod går det ikke, hvis en hel tekst mangler udsagnsord:

 

              DSB på strækningen mellem Fredericia og Padborg over til el. Det i                              går. Der mange rejsende, der glade for denne modernisering.

              Men de også, at de ikke mere for billetten. Dertil rejsen for kort.

 

En sådan tekst skal vi læse flere gange for at blive klar over meningen.

Prøv selv at sætte de rigtige udsagnsord ind. Og prøv at afgøre, hvilken tid de skal stå i.

 

Der findes to slags sætninger:

 

     hovedsætninger og bisætninger.

 

Hovedsætning:       Den lille dreng sover.

 

Den kan stå alene, den giver mening.

 

Bisætning:                som er tre år.

 

Den kan ikke stå alene. Vi spørger: hvem er tre år? Vi må vide mere for at få en mening ud af det.

 

Hvis vi sætter de to sætninger sammen:

 

              Den lille dreng, som er tre år, sover,

 

giver det straks mening. Vi har en helhedsbetydning, der består af to sætninger.

 

Vi kan få samme mening frem ved at danne to hovedsætninger:

 

              Den lille dreng sover. Han er tre år.

 

Men vi danner en bisætning, fordi det lyder bedre, og fordi sproget glider lettere på den måde.

 

Eks.:       Han sagde, at han ville komme.

 

"at han ville komme" kan ikke stå alene. Det er en bisætning. Den udvider betydningen af hovedsætningen.

 

              Det er helt sikkert, at han kommer i dag.

              Jeg ved ikke, om skjorten er min.

              De gloede på hinanden, som så de hinanden for første gang.

              Hvem der ville komme, kunne hun ikke vide.

 

Den sidste sætning er interessant, fordi bisætningen står først. Men man kunne forme sætningen på en anden måde:

 

              Hun kunne ikke vide, hvem der ville komme.

 

Nu står hovedsætningen først, men grundled og udsagnsled har byttet plads.

 

Lad os prøve igen:

 

              Han vidste ikke, om han ville komme.

 

Hvis vi sætter bisætningen først:

 

              Om han ville komme, vidste han ikke.

 

Han vidste: ligefrem ordstilling.

Vidste han: omvendt ordstilling.

 

Det samme sker, når sætningsled trækkes frem:

 

              Han kom altid for sent.

              Altid kom han for sent.

 

 

GRAMMATIK

Sætningsled

 

Enhver sætning, kort eller lang, består af forskellige led, der har hver deres funktion i sætningen. Det er ikke noget, vi tænker over, når vi taler, læser eller skriver. Men det er alligevel vigtigt at kende de mange forskellige led og vide, hvordan de virker. Det gør ens eget sprog bedre - både det mundtlige og det skriftlige - og det gør det lettere for os at lære andre sprog.

 

Lad os begynde med de to vigtigste led:

 

Grundled og udsagnsled

(subjekt og verballed)

 

Vi begynder med det, vi tidligere har omtalt som sætningskernen:

 

Manden sover.

     X        o

 

Her har vi netop de to hovedled.

 

Manden er grundled (subjekt). Det markeres med et x. I denne sætning er manden den, der handler - den, der udfører noget. Manden er altså grundled.

 

Hr. Nielsen sover.

         X         o

Han sover.

   X     o

 

Hr. Nielsen og han er grundled. For at finde grundleddet i en sætning, må vi spørge: Hvem eller hvad handler, hvem eller hvad gør eller udfører noget? Svaret er: grundleddet.

        Man kan næsten sige, at hele sætningen styres af grundleddet, fordi det udtrykker den eller det, der handler.

        Grundled er enten navneord, stedord eller egennavn.

 

Spørger vi dernæst: Hvad gør manden? Så får vi svaret: sover.

        Sover udtrykker det, manden gør. Sover er udsagnsled (verballed). Vi sætter en o under udsagnsleddet og et x under grundleddet.

 

Nu har vi sætningskernen:

 

               manden (grundled) sover (udsagnsled)

 

Hvis du har svært ved at finde udsagnsleddet, kan du du se efter, hvilke ord i sætningen du kan sætte jeg foran.

Jeg kan sættes foran alle udsagnsled.

 

Udsagnsleddet kan bestå af flere udsagnsord:

 

               J eg har sovet.

               Han havde løbet.

 

Genstandsled (objekt)

 

Sætninger er naturligvis ofte længere.

Lad os se på denne sætning:

 

               Børnene læser bogen.

                   X          o       Ñ

 

Børnene er grundled, og læser er udsagnsled. Men der er et led mere: bogen. Det er ikke den, der handler - det er den, der bliver gjort noget ved: den bliver læst.

        Når jeg har fundet grundled og udsagnsled, kan jeg spørge: "Hvad læser børnene"? Svaret er "bogen". Bogen er genstandsled, fordi det er genstand for det, som børnene gør.

 

               Du snyder ham.

                 X     o       Ñ

 

Her kan jeg spørge: "Hvem snyder du?" Svaret er ”ham", som er genstandsled.

 

Her er flere eksempler:

 

               Posten kender vejen.

                   x         o         Ñ

               Tyven stjal pengene.

                   X       o        Ñ

               Mureren byggede huset.

                    x           o          Ñ

 

Normalt er genstandsleddet et navneord, et stedord eller et egennavn. Men det kan også være en hel sætning:

 

               Han vidste, at han ville komme.

                 X      o                  Ñ

Når vi spørger: "Hvad vidste han", får vi "hele næste sætning" som svar. Derefter kan vi finde leddene i den næste sætning.

 

Genstandsleddet kan også være en navneform:

 

               Han prøvede at komme.

                 x         o          Ñ

 

Når vi finder led i sætninger, kalder vi det at analysere sætninger.

 

Prøv at analysere disse sætninger:

 

               Han troede, at han havde set dem før.

               Han kendte ham.

               Han sendte børnene hjem.

               Læreren skriver en ny bog.

 

Hensynsled (dativobjekt)

 

Vi har nu tre led - de almindeligste: grundled, udsagnsled og genstandsled.

 

Prøv at se på denne sætning:

 

               Jeg gav ham gaven.

                 x     o             Ñ

 

Her er et led mere: ham. Jeg kan spørge: "Hvem gav jeg gaven til?" Svar: "ham". Dette led kaldes hensynsled (dativobjekt). Vi sætter en firkant under leddet.

 

               Jeg gav ham gaven.

                 x    o           Ñ

 

Prøv at se på følgende sætninger:

 

               1) Manden rakte ham pengene.

               2) Drengene sendte manden en bog.

               3) Du skal give Erik opgaven.

 

Kan du finde hensynsleddet?

 

Hensynsled kan være navneord, stedord eller egennavne. Vi kan omskrive det til et forholdsordsled:

 

               1) Manden rakte pengene til ham.

               2) Drengene sendte en bog til manden.

               3) Du skal give opgaven til Erik.

 

Hensynsleddet kaldes dativobjekt på latin, fordi det står i dativ (se personlige stedord).

 

Man kan ikke se, når navneordet står i dativ. Det kunne man på gammelt dansk (som det endnu er tilfældet på tysk). Men de fleste moderne sprog har en tendens til at fjerne besværlige grammatiske endelser. Alligevel er dansk ofte et meget svært sprog at lære både for udlændinge, indvandrere og danskere.

 

Biled (adverbielt led)

 

Et biled er et led, der udvider et udsagnsord, et tillægsord eller et biord. Bileddet siger mere om disse ord - udvider deres betydning.

 

Eks.:        Manden kommer tidligt.

 

Udsagnsordet udvides af ordet "tidligt". Vi får ikke alene at vide, at manden kommer, men at han kommer tidligt.

                                     

               Man ser ham næsten aldrig.

 

Her er to biled: næsten og aldrig.

 

               Han kom alligevel.

               Han var tidligt oppe.

               Det var hårdt tiltrængt at læse lektier.

               Bilen var stærkt rød.

 

Se godt på den sidste sætning. "Rød" er omsagnsled til grundled (på grund af at være). (Se "omsagnsled"). Men ”stærkt” er biled, fordi det udvider tillægsordet "rød".

Muren er ikke alene rød, men stærkt rød. Så bileddet udvider i dette tilfælde omsagnsleddet, der er et tillægsord.

 

Udtryk om tid er næsten altid biled:

 

               Toget kørte tidligt.

 

Biled markeres med et "b".

 

Forholdsordsled (præpositionsled)

 

Forholdsordsled dannes af et forholdsord (se disse) + en styrelse.

 

Eks.:        i vandet          

                på stenen

               til ham

               med Hans

 

 

               Han faldt i vandet.

               Kvinden stod på stenen.

               Han gik hen til ham.

               Den seng vil jeg ikke sove i.

 

(Forholdsordsleddet hedder "i den seng", selvom det er delt i denne sætning.)

 

På gammelt sprog var der ikke så mange forholdsordsled, som der er nu. Dengang satte man styrelsen i et bestemt fald (kasus): akkusativ, genitiv eller dativ. Moderne sprog bruger flere og flere forholdsordsled. Ingen ved, hvorfor denne udvikling foregår, men for næsten alle sprog gælder, at de bliver grammatisk lettere og lettere. Engelsk har f.eks. kun et køn på navneord, hvor der før var to, og de fleste nye danske navneord (fremmedord) bliver fælleskøn. Til sidst har danske navneord måske også kun et køn.

 

Forholdsordsled er lette at finde. De begynder næsten altid med et forholdsord (se disse) og efterfølges af en styrelse, som kan være et navneord, et stedord, et egennavn, en navneform eller en sætning.

 

               Bille August satte filmen i scene.

               Jeg løb fra ham.

               Træet faldt lige imod Per.

               Han var vant til at løbe stærkt.

               Hun anede ikke noget om, at han ville komme.

 

Efter forholdsord står stedordene i akkusativ eller dativ.

 

Nogle forholdsord kan bruges som bindeord:

 

               Han kom, før de andre gik.

 

Omsagnsled til grundled (prædikat til subjekt)

 

Se på følgende sætning:

 

               Manden hedder Peter.

                   X          o

 

Peter er den samme person som manden, så Peter er ikke genstandsled, som man skulle tro. Peter er omsagnsled til grundled, netop fordi manden og Peter er den samme person. Omsagnsleddet udvider grundleddets betydning. Det gør et genstandsled ikke.

 

               Drengen hed Jens.

               Pigen hedder Marianne.

 

Efter følgende udsagnsord følger altid omsagnsled til grundled:

 

               være, blive, hedde, kaldes, synes, anses for

 

Omsagnsled til grundled markeres med Å

 

Eks:.        Han var gammel.

               Manden blev gal.

               Pigen hedder Lilya.

               Klubben kaldes FC København.

               Han synes meget døv.

               Læreren anses for klog.

 

Hvis du går efter tommelfinger-reglen om de fem udsagnsord, og om at begge led er udtryk for samme ting, kan du altid finde omsagnsled til grundled.

 

Omsagnsled til genstandsled (prædikat til objekt)

 

               De kaldte ham Buster.

                X     o

 

Når vi spørger: Hvem kaldte de, får vi svaret "ham". "Ham" er genstandsled. "Buster" og "ham" er udtryk for samme person. Derfor er "Buster" omsagnsled til genstandsled, som vi markerer med  ”bolle om trekant”.

 

               De anså ham for at være dum.

 

Omsagnsled til genstandsled forekommer ikke særligt ofte.

 

Efter følgende udsagnsord følger altid omsagnsled til genstandsled:

 

               kalde, anse for, døbe

 

Eks.:        Han kalder ham altid Gokke.

               Familien anser dem for dygtige.

               Præsten døber barnet Benjamin.

 

Hvis du går efter tommelfinger-reglen om de tre udsagnsord, kan du altid finde omsagnsled til genstandsled.

 

 

Tegnsætning

 

De forskellige sætningstegn er en hjælp for læsningen og forståelsen af en tekst. Sådanne tegn sætter man på næsten alle sprog. En tekst helt uden tegn er næsten uforståelig.

 

Punktum

 

Punktum sættes, når en ny helmening begynder.

 

Han lå i sengen og sov. Det var tidligt om morgenen. Alt var stille. Men så hørte han pludselig en lyd, som han ikke kunne genkende.

 

Der begyndes med stort bogstav efter punktum - også for at gøre læsningen lettere.

 

Man sætter punktum:

 

efter ordenstal: 1. dag var den værste.

 

I efter forkortelser: f.eks., flg., el., kr.

(ikke efter metersystemets forkortelser: m, kg, l osv.)

 

ved datoer: 14.1.1938, 18. oktober

 

Semikolon

 

Semikolon bruges omtrent som punktum, men dog ikke så hyppigt. Reglen er, at semikolon angiver en pause, der er mindre end punktum og større end komma.

 

Han lå i sengen og sov; men hans vækkeur ville ringe om få sekunder.

 

Komma

 

Komma sættes, hvor en ny sætning begynder.

 

        Der var engang en mand, som boede i en skov, der lå ned til stranden.

 

Her er tre sætninger (tre gange udsagnsled og grundled) - derfor to kommaer.

        Man kan tage analysen til hjælp for at finde frem til, hvor man skal sætte komma. Hver gang der er en ny sætningskerne, sættes komma. Det sættes nogenlunde på de steder i teksten, hvor man holder en lille pause i læsningen.

        Denne form for kommasætning kaldes grammatisk komma. Det er grammatikken, der afgør, hvor man sætter komma.

Der er altid komma foran "men" (undertiden semikolon, hvis men-sætningen indeholder en helt ny mening) .

 

               Han var glad, men alligevel lidt urolig.

 

Der er altid komma foran "at", når det indleder en sætning, men aldrig hvis det står som del af en navneform.

 

               Han vidste, at han ville komme.

               Han kom for at sende en check.

 

Der er altid komma foran en bisætning.

 

               Han vidste, at han ville komme.

 

Således sættes der komma på begge sider af en indskudt sætning.

 

               Manden, der var lærer, var meget høj.

 

Komma bruges ved opremsning.

 

I klassen var der kun fem elever: Hulda, Peter, Jørgen, Kim og Marianne.

               Snart var han hjemme, snart var han ude.

               De var dels rødhårede, dels fregnede.

 

Komma bruges også ved andre sætnings- konstruktioner, f.eks. foran ikke og vel:

 

               Du kommer da i morgen, ikke?

               Du snyder mig ikke, vel?

 

Komma sættes efter ja og nej, når de indleder en sætning:

 

               Ja, jeg vidste det.

               Nej, jeg vil ikke.

 

Man bruger også komma ved tilføjelser (appositioner) og ved tiltaleord:

 

               Han havde det ikke godt, den mand.

               Viceværten, Jens Petersen, er lidt småtosset.

               Hr. Madsen, kommer De i dag?

 

 

 

 

Spørgsmålstegn

 

Spørgsmålstegn sættes efter spørgsmål:

 

               Hvad hedder du?

 

Tegnet bruges også ved direkte tale uden citationstegn (gåseøjne):

 

               Hvad hedder du? spurgte han.

 

Udråbstegn

 

Udråbstegn bruges ved udråb:

 

               Hjælp! Ud!

 

Tegnet bruges også ved direkte tale uden citationstegn:

 

               Hjælp! råbte han.

 

Kolon

 

Kolon bruges ved direkte tale:

 

               Manden sagde: "Jeg vil hjem nu."

               Jan svarede: "Det vil jeg ikke."

 

Kolon kan også anvendes, når der forekommer en slags opremsning:

 

               Der var tre ting, han ikke kunne lide: spegesild, lever og torsk.

 

Tankestreg

 

Tankestreg bruges tit, hvor man også kan sætte komma:

 

               Han var dum - meget dum endda.

               Hun kom altid for sent - eller næsten altid.

 

Der er en lidt større pause ved tankestreg end ved komma.

 

Bindestreg

 

Bindestreg bruges ved orddelinger, navnlig ved slutningen af linien:

 

        Binde-

        treg

        tommel-

        finger

 

Bindestreg kan også bruges som erstatning for en del af et sammensat navneord:

 

               sportsmand og -kvinde

               frokost- og middagstallerken

 

I læselet-bøger sætter man tit bindestreg i ord, der er meget lange, så de er lettere at læse for begyndere:

 

               beton -arbejder

               fore-stilling

 

Sådan står ordene i læselet-bøger, men man ser også sommetider meget lange ord delt med bindestreger,

 

f.eks. i aviser, navnlig hvis det er sjældne ord:

 

               Iværksætterydelsesansøgningsskema

 

bliver til:

 

               Iværksætter- ydelses-ansøgnings-skema

 

Parentes

 

Parentes bruges, når man vil tilføje noget:

 

               Den nye film (Det skaldede Spøgelse) gik ikke ret længe.

 

Der må ikke gerne være for mange parenteser i en tekst. Så bliver den rodet og ulæselig.

 

Parentes bruges meget i drama-tekster. Parenteserne angiver, hvad skuespillerne skal gøre. Det kaldes "regibemærkninger" :

              

               HELGA (frem på scenen): Det er rigtigt, Ranus.

               Du er den rette.

               RANUS (tøvende): Hvad mener du?

 

 

Direkte og indirekte tale

 

Replikker - det der bliver sagt - kan anføres på to måder:

 

Direkte tale

 

               "Jeg kommer i morgen," sagde hr. Madsen.

               "Hvis jeg får tid."

 

I anførselstegnene står nøjagtigt de ord, hr. Madsen sagde. De er et citat. Samme sætning kan stå på to andre måder:

 

               Hr. Madsen sagde: "Jeg kommer i morgen, hvis jeg får tid."

 

               - Jeg kommer i morgen, sagde hr. Madsen. Hvis jeg får tid.

 

I stedet for anførselstegnene står en tankestreg, men kun i begyndelsen af sætningen.

 

Anførselstegn kaldes også citationstegn eller "gåseøjne”.

 

Indirekte tale

 

Det sker imidlertid, at man nøjes med at omtale, hvad hr. Madsen sagde:

 

Hr. Madsen sagde, at han kunne komme dagen efter, hvis han fik tid.

 

Nu er der ikke længere tale om et citat, men en omtale af, hvad hr. Madsen sagde.

 

Flere eksempler:

 

               "Den er kun beregnet til varetransport," sagde forhandleren.

 

               Forhandleren sagde, at den kun var beregnet til varetransport.

 

"Han kommer garanteret for sent igen," sagde tjeneren. "Sådan er han bare."

 

Tjeneren sagde, at han garanteret ville komme for sent igen, for sådan var han.

 

 

Stort bogstav

 

Der begyndes altid med stort bogstav efter punktum, og som regel efter udråbstegn, spørgsmålstegn og kolon:

 

               J eg kendte ham ikke. Det gjorde hun heller ikke.

               Hvem er han? Det ved jeg ikke.

               Hold mund! Det gør jeg også.

               Han sagde: "Jeg aner det ikke."

 

Egennavne skrives med stort begyndelses-bogstav:

 

               Egon

               Lilya

               Marianne

               Hansen

               Nielsen

               Tivoli

               Esbjerg

               Danmark

 

Et egennavn kan bestå af to ord, der begge skrives med stort:

 

               Københavns Hovedbanegård

                Vojens Lufthavn

 

Hvis et flerleddet egennavn begynder med "den", "det" eller "de", kan dette skrives med stort eller lille:

 

               Det Kongelige Teater eller det Kongelige Teater

               Den Danske Livgarde eller den Danske Livgarde

 

I følgende egennavne

 

               Sammenslutningen af Frimærkesamlere

               Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber

 

skrives "af', "for" og "de" med lille, fordi disse ord betyder mindre end de øvrige ord.

 

Forkortelser af egennavne skrives ofte med store bogstaver:

 

               EF, NATO, SNG, USA

 

 

Teksttyper

 

Dansk sprog er mange forskellige ting. Vi taler forskelligt, og vi skriver forskelligt. Og vi taler ikke, som vi skriver. Talesproget kan være upræcist og gør tit ikke sætningerne og meningerne færdige.

Her er et typisk eksempel på upræcist talesprog:

 

J eg tror nok, altså, det bliver mere vigtigt fremover, at børnene ligesom har deres egen holdning til tingene og kan finde ud af at stå på egne ben og få deres tid til at blive brugt, bruge deres tid til nogle fornuftige ting.

 

Hvad er det, der bliver sagt? Hvad er meningen? Lad os prøve at omskrive til korrekt skriftsprog:

 

Jeg mener, at det er vigtigt fremover, at børn har deres egen holdning til tilværelsen, og at de forstår at bruge deres tid til noget fornuftigt.

 

På en måde er det mærkeligt, at vi taler så dårligt. Det skyldes nok, at tanke og tale ikke følges ad. Men det er vigtigt at tale, så man er sikker på, at andre forstår det, man siger. Det er derfor, du har skriftlig dansk i skolen: jo bedre vi skriver, des bedre bliver vores talesprog.

 

Men der er også forskel på skriftsprog. De forskellige aviser i Danmark bruger ikke sproget på samme måde. Det kommer an på, hvilke læsere avisen henvender sig til. BT har ikke samme læsere som Information. BT (og MetroXpress og Urban) læses i toget, på en bænk i byen, på arbejdspladsen. Derfor er sproget let, uden mange ord og med korte sætninger:

 

Pludselig skete det. Bilen satte ud. Midt i krydset. Og Niels var rådvild. Hvad skulle han gøre?

Lyskurven skiftede til grønt. Nu kom hele strømmen af biler fra Vesterbrogade.

 

Information læses af meget belæste mennesker, der giver sig god tid til at læse artiklerne. Derfor er sproget mere ordrigt, og det består af lange sætningsperioder:

 

Vi søger at tilegne os omverdenen igennem vore musiske evner, og vi søger at give vor erfaring videre igennem kunst og tankesystemer - igennem de fag, vi tilbyder i uddannelserne og igennem de muligheder, vi tilbyder den opvoksende generation.

 

Det er nemlig sådan, at jo længere sætningsperioder et skriftsprog består af, des sværere kan det være. Der kan være så mange bisætninger og indskudte sætninger, at det kan være vanskeligt at holde sammen på meningen: man har glemt indledningen, inden man når til næste punktum.

 

Tekster kan være korte og dog sige meget. Det bruges ofte i reklame i avisen eller tv. Et udtryk med meget få ord - det kaldes et slogan - kan ramme så præcist, at alle ved, hvad det handler om:

 

               Hold tørsten fra livet.

               Der er smagen til forskel.

               Køb den før din nabo!

               Brug hovedet, når du kører.

 

 

Litterære tekster kan være meget forskellige. Du kender det fra de bøger, du læser. Nogle forfatteres tekster "glider" lettere og ligger tættere på bogens handling end andre forfatteres. Prøv at lægge mærke til sproget i den bog, du læser næste gang. Er der korte eller lange sætninger? Er der mange ord i teksten? Er sproget smukt og smidigt?

 

Prøv at se på følgende tekst:

 

Juli er sommerens måned, hvor solen varmer den nordlige halvkugle op og mennesker søger til strandene for at køle sig i naturens salte vand eller finde de ydmyge steder for at forsøge at leve i pagt med det, der var engang - uden hindring og uden moden overvejelse. Sommeren bringer mennesker sammen - man mødes uforpligtende - man morer sig og udveksler erfaringer, mens ungerne leger ved havet og unge mødes i det lune krat.

 

Teksten er taget fra en roman. Den skildrer den varme juli måned. Er den svær? Måske. Det hele kunne da også være sagt meget kortere:

 

Om morgenen tager mange mennesker til stranden for at slappe af. Man snakker med hinanden, mens børnene leger og har det rart.

 

Hvilken af teksterne har det smukkeste sprog?

 

Eller prøv at læse denne tekst:

 

Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.

 

Denne tekst betragtes af mange som en af de smukkeste tekster i verden. Det var Paulus, der skrev den. Den handler om, hvor vigtig kærligheden er. Naturligvis kunne indholdet i denne tekst siges kortere:

 

               Kærligheden er større end alt andet.

 

Men vi kan ikke komme udenom, at Paulus' tekst er bedre og stærkere. Så smukt kan sproget altså være!

 

Eventyr, myter og legender har helt deres eget sprog.

De er gode at læse, alene fordi sproget er så levende og stærkt:

 

Der var engang et træ, der stod i skoven og græd uden at vide hvorfor. Dets tårer faldt på jorden. Det havde så tunge tanker, fordi det ikke vidste, hvorfor det var på jorden. Hvorfor det skulle vokse og vokse, og så spurgte det sig selv: Til hvad nytte er jeg her? Og tårerne faldt på jorden, de faldt og faldt, og en dag blomstrede de yndigste roser op for træets fod, og træet sagde til sig selv: Nu kan jeg se meningen med mit liv. Nu forstår jeg det hele. Nu vil jeg leve videre, for af sorgen kommer glæden.

 

Eller tænk på H.C. Andersens eventyr. Dem kan man læse alene for at nyde sproget.

 

Sproget kan være meget vanskeligt at bruge. Prøv f.eks. at beskrive i ord, hvad en fodbold er, så enhver kan forstå det. Det er vanskeligt. Beskriv en bil, en telefon eller en kalender. Helt nøjagtigt! Det er meget svært at finde de helt rigtige ord, så ingen er i tvivl om meningen.

        Dette problem har man i lovsproget. Det kaldes juridisk sprog. Når man nedskriver en lov, skal man være sikker på, at intet kan misforstås. Prøv at gå på biblioteket og find en lovtekst.

        Nogle forfattere skriver digte -lyrik - hvor de bruger sproget på en måde, så de udtrykker f.eks. en stemning med det smukkest tænkelige sprog. De mennesker, der læser digte, gør det ofte for at nyde sproget og dets fine klang:

 

               Det er i dag et vejr - et solskinsvejr!

               O, søde vår, så er du atter nær!

Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,

nu vil jeg gå og købe hyacinter

og bringe dem til en, som jeg har kær.

                                                                       (Ludvig Holstein)

 

Både når vi taler, og når vi skriver, er det vigtigt at bruge sproget korrekt og smukt. Man skal altid være sikker på, at man virkelig siger det, man mener, og det, man ønsker at sige. Det er ikke nok at gøre det halvt; sproget skal være klart og tydeligt og grammatisk rigtigt. Hvis vi alle sjusker med sproget, forstår vi ikke hinanden, eller vi misforstår hinanden.

 

 

 

Tilbage