Navneloven

 

Kapitel 3
Gældende ret

3. Indledning

Terminologi

En persons navn består af ét eller flere fornavne, eventuelt ét eller flere mellemnavne og ét efternavn.

Det første navn i navnerækken er fornavnet, der sædvanligvis er det navn, personen kaldes og kendes under.

Et efternavn er det navn, der står sidst i navnerækken, og som i almindelighed henviser til personens slægt. Et efternavn kan bestå af 2 navne forbundet med bindestreg. Efternavnet blev frem til den gældende navnelov betegnet “slægtsnavn”.

Et mellemnavn er som hovedregel et navn med efternavnskarakter. I visse tilfælde kan det dog være vanskeligt at afgøre, om et navn er personens 2. eller 3. fornavn eller et mellemnavn. Nogle navne som f. eks. Bjørn og Sten anvendes både som fornavne og efternavne.

Et efternavn, der er opnået på grundlag af ægteskab, betegnes som et “giftenavn”. Andre efternavne betegnes som bærerens “eget efternavn”.

Indtil den gældende navnelovs ikrafttræden kunne kun kvinder føre et giftenavn. Et efternavn, som kvinden ikke havde erhvervet på grundlag af ægteskab, blev betegnet som hendes “pigenavn”. Mænd kunne dog ved navnebevis få en ægtefælles efternavn, men dette navn blev ikke i relation til lovens øvrige bestemmelser anset for at være erhvervet på grundlag af ægteskabet, og der var derfor ikke grundlag for at tale om et “drengenavn”.

Kort om dansk navnelovgivnings historiske udvikling

De første skrevne regler om navne gældende for hele den danske befolkning blev fastsat i Dåbsforordningen af 30. maj 1828. Hovedindholdet i forordningen var, at alle børn skulle navngives med ikke blot et fornavn, men også et familie- eller stamnavn. Ved et kancellicirkulære af 4. oktober samme år blev det præciseret, at det var faderen i en familie, der endnu ikke havde noget fast familienavn, der efter nærmere angivne regler skulle vælge et fast familienavn til sine børn. Et barn født uden for ægteskab kunne ikke uden faderens samtykke døbes med faderens familienavn. Kancelliet lempede i en skrivelse af 22. oktober 1829 reglerne om, hvilket navn der kunne vælges i den første generation efter dåbsforordningen. Det blev i Kultusministeriets cirkulære af 8. august 1856 indskærpet, at de familier, der ikke havde faste familienavne (efternavne), for fremtiden skulle bruge et sådant, således at det familienavn, der var valgt efter 1828, nu var bindende for alle følgende slægtsled.

Danmarks første egentlige navnelov – Lov om Navneforandring – trådte i kraft den 1. juli 1904. Hidtil havde det kun været muligt at få foretaget en navneforandring ved kongelig bevilling ved ansøgning til Justitsministeriet. Flertallet af befolkningen bar på det tidspunkt efternavne med endelsen -sen, hvilket gjorde det vanskeligt at identificere den enkelte. I praksis havde mange derfor “kaldenavne” dannet af navnet på f. eks. den by, gård eller egn, de stammede fra.

I 1904-loven blev det derfor bestemt, at det skulle være nemmere for folk at ændre efternavn til deres kaldenavne eller til helt nydannede efternavne. I visse tilfælde kunne ændringen ske efter ansøgning til øvrigheden (politimesteren, i København Overpræsidenten), som udfærdigede et øvrighedsbevis. I andre tilfælde skulle ansøgningen fortsat indsendes til Justitsministeriet.

Der blev ligeledes indført en regel om, at efternavne kunne forbeholdes. Folk, der ønskede deres efternavn forbeholdt, skulle indsende deres dåbsattest til Justitsministeriet inden 1. juli 1905. Justitsministeriet lod trykke en fortegnelse over disse anmeldte efternavne samt øvrige navne, der kunne forbeholdes, herunder navne på ejendomme og navne på personer, der havde gjort sig fortjent af fædrelandet. Listen blev derefter udgivet én gang årligt med tilføjelse af de efternavne, der var blevet givet ved øvrighedsbevis eller kongelig bevilling i det forløbne år. Denne liste over forbeholdte (beskyttede) efternavne findes fortsat. Den seneste samlede liste er anført i Justitsministeriets (Civilretsdirektoratets) bekendtgørelse om forbeholdte navne af 10. august 1987. Der er udstedt en tillægsbekendtgørelse for hvert af de følgende år.

Der blev samtidig indført strafbestemmelser for uberettiget benyttelse af en andens efternavn.

1904-loven indeholdt ingen regler om erhvervelse og fortabelse af navne, herunder antagelse af navn ved dåb, ved ægteskabs indgåelse og opløsning og ved adoption. Disse regler fandtes fortsat spredt i forskellige lovregler og forskrifter.

Justitsministeriet nedsatte i 1952 et udvalg, der skulle udarbejde et forslag til en ny lovgivning om personnavne, herunder navnlig pligt til at føre bestemte familienavne, om gifte kvinders familienavn, om ret til at vælge fornavne, om navneforandring og om beskyttelse af familienavne. Udvalget fandt det rigtigst at samle bestemmelserne om personnavne i én og samme lov og afgav i 1960 betænkning nr. 254 om en ny lovgivning om personnavne. Et forslag til en ny navnelov blev udfærdiget på baggrund af udvalgets arbejde, og den nye lov om personnavne trådte i kraft den 1. januar 1962. Udover de nævnte forhold søgte man delvis at ligestille børn født i og uden for ægteskab. Børn født uden for ægteskab kunne som noget nyt få moderens efternavn, også selv om det var et giftenavn fra et tidligere forhold. Var faderskabet fastslået, kunne barnet i stedet få faderens efternavn.

Denne lov var gældende, indtil den gældende navnelov trådte i kraft den 1. april 1982.

1982-loven havde især til formål at ligestille mænd og kvinder for så vidt angår antagelse af giftenavn i forbindelse med ægteskab.

Lovens udgangspunkt er derfor, at begge ægtefæller som udgangspunkt beholder hver sit efternavn. En ægtefælle erhverver således kun et giftenavn, hvis den pågældende anmoder herom. Som nævnt havde det hidtil kun været muligt for kvinden at tage mandens efternavn som giftenavn. Med 1982-loven blev det også muligt for en mand at tage sin kones efternavn som giftenavn.

Desuden blev børn født i og uden for ægteskab ligestillet med hensyn til valg af efternavn. Hvis forældrene har forskellige efternavne, skal forældrene (de eller den, der har forældremyndigheden) vælge, om barnet skal have faderens eller moderens efternavn. Kun hvis forældrene har fælles efternavn, får barnet automatisk dette ved fødslen.

Der henvises i øvrigt til Karl Peder Pedersens artikel, Navnet, det er stadig Jensen, i Personalhistorisk Tidsskrift 2001:2, der er optaget som bilag 2 til betænkningen.

3.1. Efternavne

Navneloven indeholder ikke en definition af begrebet efternavn. Loven anvender den mere dækkende betegnelse efternavn i stedet for den tidligere betegnelse slægtsnavn.

Efternavnet står efter dansk navnetradition sidst i navnerækken, og der er efter den danske navnelov alene mulighed for at opnå ét navn som efternavn, bortset fra bindestregskombinationer. Fra tidligere tid findes der dog enkelte familier, der har et flerleddet efternavn uden bindestreg.

Efternavn erhverves ved fødsel, adoption, anmeldelse til ministerialbogen (i Sønderjylland personregistret), dåb i folkekirken eller et anerkendt trossamfund, anmeldelse til vielsesmyndigheden eller i forbindelse med navneforandring ved navnebevis udstedt af statsamtet.

Nedenfor gennemgås reglerne om efternavne.

3.1.1. Første erhvervelse af efternavn (§ 1)

Har forældrene samme efternavn, får barnet automatisk dette efternavn ved fødslen. Det gælder, uanset om barnet er født i eller uden for ægteskab, jf. § 1, stk. 1.

Hvis forældrene ikke har samme efternavn ved barnets fødsel, får barnet ikke noget efternavn ved fødslen. Forældrene (de eller den, der har forældremyndigheden over barnet) kan da vælge, om barnet skal have det efternavn, som faderen eller moderen bar ved barnets fødsel. Er det navn et giftenavn, kan i stedet vælges faderens eller moderens eget efternavn, jf. § 1, stk. 2.

Det efternavn, der vælges, skal anmeldes til ministerialbogen (personregistret) eller tillægges ved dåb senest 6 måneder efter barnets fødsel.

Anmelder forældrene ikke barnets efternavn inden denne frist, får barnet det navn, moderen bar ved barnets fødsel, jf. § 1, stk. 3.

Baggrunden for tilbagefaldsregelen er hensynet til at sikre, at barnet får et efternavn f. eks. i de tilfælde, hvor fristen overskrides, eller forældrene ikke kan blive enige om barnets navn. At det er moderens navn, der er valgt, skyldes, at moderens navn nødvendigvis må anvendes ved børn født uden for ægteskab, da faderskabet i disse sager ikke altid vil være fastslået inden 6 måneder efter barnets fødsel. Kun ved at vælge moderens efternavn er det således muligt at ligestille børn født i og uden for ægteskab.

Barnet kan i almindelighed også få faderens og moderens efternavne sat sammen med bindestreg efter § 9 eller et efternavn, som barnet kan få efter navnelovens § 8. Det kræver dog udfærdigelse af navnebevis. Statsamtet har hidtil sendt meddelelse til barnets fødselsregistreringssogn om, at der er udstedt et navnebevis på efternavn til barnet. Efter indførelsen af Den Ny Kirkebog (DNK) i folkekirkens sognemenigheder skal beskeden nu sendes til moderens bopælssogn. Se desuden nedenfor, pkt. 3.4.1.2 om statsamternes mulighed for at udstede et navnebevis på et efternavn til et endnu unavngivet barn.

Navnebevis til et barn under 6 måneder er gratis, jf. § 17 a, stk. 5.

3.1.2. Ændring af efternavn

3.1.2.1. Ændring af efternavn ved anmeldelse
3.1.2.1.1. Almindelige regler om ændring af efternavn ved anmeldelse (§ 2)

Navneforandring ved anmeldelse til ministerialbogen (i Sønderjylland personregistret) kan efter § 2 ske i en række tilfælde, hvor den, der ønsker navneforandringen, har en umiddelbar adkomst til navnet, og denne adkomst typisk kan konstateres ved at undersøge ministerialbogen (personregistret) vedrørende den pågældende eller en af dennes forældre eller stedforældre.

I det følgende gennemgås de tilfælde, hvor ændring af efternavn vil kunne ske ved anmeldelse efter § 2.

Fars eller mors eget efternavn (§ 2, nr. 1)

Efter § 2, nr. 1, kan man ved anmeldelse tage et navn, der er nævnt i § 1, stk. 2, (mors eller fars efternavn) medmindre navnet er erhvervet på grundlag af ægteskab.

I modsætning til, hvad der gælder for barnets første navngivning efter § 1, stk. 2, er det således ikke muligt senere ved anmeldelse at tage et giftenavn, som en af forældrene bar ved barnets fødsel. Baggrunden herfor er, at barnet ikke har nogen egentlig slægtsmæssig tilknytning til disse giftenavne. De hensyn, der taler for at tillade forældrene ved barnets fødsel at tillægge barnet et af forældrenes giftenavne, blev derfor ikke på tidspunktet for gennemførelsen af den nugældende navnelov anset at kunne begrunde, at barnet på et hvilket som helst senere tidspunkt skulle kunne antage navnet. Såfremt barnet ved fødslen blev tillagt et af forældrenes giftenavne, men senere har fået navneforandring, vil barnet i medfør af § 2, nr. 3, kunne genantage navnet.

Efter praksis tillades dog, at et barn i medfør af § 8, nr. 5, under visse betingelser kan få det giftenavn, som barnets mor bærer fra et tidligere ægteskab, og som barnet ikke fik ved fødslen, jf. pkt. 3.1.2.2.3.

Et efternavn en af forældrene har fået efter barnets fødsel, bortset fra et giftenavn (§ 2, nr. 2)

Efter bestemmelsen i § 2, nr. 2, kan man antage et efternavn, som en af forældrene har fået efter barnets fødsel, medmindre dette er et giftenavn. Er navnet opnået efter § 6, skal den pågældende forælder samtykke. Opnår en eller begge forældre nyt efternavn ved navnebevis, kan børnene medtages i navnebeviset og således umiddelbart blive omfattet af navneændringen. Bestemmelsen i § 2, nr. 2, finder således alene anvendelse, hvor forældrenes navnebevis ikke omfatter barnet.

Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor en af forældrene har fået navneforandring efter barnets fødsel, og forældrene eller barnet selv, når det er blevet myndigt, ønsker, at også barnet skal have dette navn. Navneforandringen til det navn, som barnet nu ønsker, kan enten være opnået ved anmeldelse eller ved navnebevis efter § 8 eller i sjældne tilfælde ved adoption, jf. § 3.

Samtykkereglen, hvor navnet er opnået efter § 6, anvendes i tilfælde, hvor barnet er myndigt, eller den pågældende af forældrene ikke har del i forældremyndigheden.

Et efternavn man tidligere har båret, bortset fra et giftenavn (§ 2, nr. 3)

Efter bestemmelsen i § 2, nr. 3, kan man antage et efternavn, man tidligere har båret, medmindre der er tale om et giftenavn. Genantagelse af et tidligere efternavn kan altid ske ved anmeldelse, med mindre navnet er erhvervet på grundlag af ægteskab. Om adgangen til at genantage et giftenavn henvises til omtalen af § 4, stk. 2, og § 8, nr. 5. Genantagelse af et tidligere efternavn vil f.eks. kunne tænkes i tilfælde, hvor forældrene har antaget et nyt efternavn for en mindreårig, der efter sit fyldte 18. år, når den pågældende selv kan bestemme, foretrækker det tidligere navn, eller hvor et navneskifte er sket som følge af etablering af faderskab ved legitimation, ægteskab eller ved antagelse af stedfars navn. Det samme gælder, hvor en ansøger ved navnebevis har fået et nyt efternavn, som det senere viser sig, at vedkommende ikke kan affinde sig med.

Det er en forudsætning for at genantage et tidligere navn, at navnet har været båret med rette.

Efter §§ 10-12 i navneloven fra 1961 kunne en person miste retten til et efternavn f. eks. ved ophævelse af et adoptivforhold eller ved omstødelse af ægteskab, ligesom personer, der havde fået et efternavn efter én, som mistede retten til navnet, også selv mistede navnet. Disse regler blev ikke videreført i den gældende navnelov.

Har navnet været båret forud for en adoption, kan navnet ikke genantages ved anmeldelse, medmindre adoptionen er ophævet, og adoptivbarnet er genindtrådt i retsforholdet til sin oprindelige slægt. For voksne personer er det i praksis ikke muligt at genindtræde i retsforholdet til den oprindelige slægt.

Om ændring af efternavn ved navnebevis til den biologiske fars eller mors efternavn før adoption, se under pkt. 3.1.2.2.3 vedrørende § 8, nr. 5.

Stedfaders eller stedmoders eget efternavn efter samtykke (§ 2, nr. 4)

Efter bestemmelsen i § 2, nr. 4, er det muligt at antage en stedfaders eller stedmoders eget efternavn efter samtykke fra den pågældende. Efter fast praksis omfatter begrebet stedforælder en person, der er eller har været gift med en af barnets forældre. Forældremyndighedsindehaveren skal, hvis barnet er under 18 år, altid give sit samtykke. Har forældrene fælles forældremyndighed, skal begge samtykke.

Bærer stedfaderen eller stedmoderen et giftenavn, kan barnet ikke få navnet. Der gives normalt heller ikke tilladelse hertil ved navnebevis. Efter praksis har der dog i tilfælde, hvor forældremyndigheden er overført til en stedfar eller stedmor eller en anden person, været givet tilladelse til, at et barn fik den pågældende persons efternavn, også hvis det var et giftenavn.

Søges der om en afdød eller fraskilt stedfaders eller -moders efternavn, henvises den pågældende til at søge navneændringen gennemført ved navnebevis, se under pkt. 3.1.2.2.3 vedrørende § 8, nr. 5.

Personer, der ikke er født i Danmark, er som udgangspunkt ikke tilført ministerialbøgerne (personregistret) og kan derfor ikke opnå navneforandring ved anmeldelse efter § 2, men må henvises til at få udfærdiget navnebevis gennem statsamtet. Disse navnebeviser kunne, indtil gebyrreglerne blev ændret i 1999, kun udfærdiges mod betaling af gebyr. De er nu gratis, jf. pkt. 3.5.2.

Personer, der er født i udlandet og derefter adopteret, kan dog tilføres ministerialbogen (personregistret) på begæring. For sådanne personer kan navneændring gennemføres ved anmeldelse til ministerialbogen (personregistret). Det samme gør sig gældende, såfremt personer, der er født i udlandet, er hovedpersoner i en kirkelig handling som dåb eller vielse, se nedenfor, pkt. 3.4.3.2.

3.1.2.1.2. Efternavn ved adoption (§ 3)

Ved adoption får adoptivbarnet adoptanternes efternavn efter reglerne i § 1. Barnet kan også beholde sit eget efternavn eller bære dette i forbindelse med det efternavn, det får ved adoptionen, f. eks. som mellemnavn eller med bindestreg til det efternavn, der vælges efter § 1.

Det navn, barnet tillægges ved adoptionsbevillingen eller erhverver i medfør af § 1, kan senere ændres efter samme regler, som hvis der var tale om adoptanternes eget barn, idet barnet ved adoption får retsstilling som adoptanternes fælles barn, jf. adoptionslovens § 16 samt Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 11, stk. 1.

Ovennævnte regler gælder også, hvis barnet er adopteret ved en udenlandsk afgørelse, der anerkendes her i landet.

Myndighederne i barnets oprindelsesland kan efter forudgående dansk godkendelse træffe afgørelse om adoption. Uanset, at Danmark anerkender den udenlandske adoption, er der ingen pligt til at anerkende de navne, som barnet får ved adoptionen. Hvis barnet ved en adoptionsafgørelse fra afgiverlandet er tillagt et eller flere navne, som ikke kan opnås efter dansk ret, må statsamtet ved adoptionsbevillingen give tilladelse til de navne, der ønskes.

Om et adoptivbarns mulighed for at genantage et efternavn, som barnet har båret før adoption, henvises til pkt. 3.1.2.2.3 vedrørende § 8, nr. 5.

Ophæves adoptivforholdet, kan barnet beholde det efternavn, det fik ved adoptionen, jf. § 3, stk. 2.

3.1.2.1.3. Ændring af efternavn ved ægteskab (§ 4)

Et par, der har indgået ægteskab, får ikke automatisk samme efternavn ved vielsen. Ønsker ægtefællerne samme efternavn, kan den ene ægtefælle med den andens samtykke antage dennes efternavn ved anmeldelse til vielsesmyndigheden, jf. § 4, stk. 1. Indgåelse af et registreret partnerskab giver partnerne samme navneretlige stilling som ægtefæller, jf. lov om registreret partnerskab, § 3, stk. 2.

Det efternavn, der kan tages ved anmeldelse til vielsesmyndigheden, er den anden ægtefælles efternavn på anmeldelsestidspunktet. En ægtefælle kan dog ikke antage den andens efternavn, hvis dette er erhvervet ved ægteskab.

Antagelse af den anden ægtefælles efternavn kan også ske efter vielsen.

Adgangen til ved anmeldelse til vielsesmyndigheden at antage den anden ægtefælles navn består, indtil ægteskabet er ophørt ved skilsmisse eller på grund af en ægtefælles død.

Har den anden ægtefælle efter ægteskabets indgåelse fået nyt efternavn, som ikke er et genantaget tidligere giftenavn, kan ægtefællen med den andens samtykke ved anmeldelse til vielsesmyndigheden tage det nye navn, uanset om ægtefællen i forvejen bar den andens efternavn.

Ægtefæller vil således efter loven kunne få navneforandring uafhængigt af hinanden, ligesom en ægtefælle, der bærer den andens efternavn, har adgang til at beholde navnet, uanset om den anden ægtefælle tager navneforandring.

Er ægteskabet indgået for udenlandsk myndighed, kan en ægtefælles efternavn alene antages ved udstedelse af navnebevis. Disse navnebeviser er nu gratis, jf. pkt. 3.5.2.

Reglen i § 4, stk. 1, giver kun en ægtefælle adgang til at antage den andens efternavn som giftenavn. Dette indebærer, at ægtefællen i tilfælde af nyt ægteskab ikke kan videregive giftenavnet til den nye ægtefælle. Derimod kan giftenavnet efter § 1, stk. 2, videregives til børn, hvis dette sker inden for 6 måneder efter fødslen, eller hvis der foreligger samtykke fra den tidligere ægtefælle i medfør af § 8, nr. 5, jf. pkt. 3.1.2.2.3. Et giftenavn fra en borgerlig vielse indføres ikke i ministerialbogen (personregistret), men alene i vielsesprotokollen hos den borgerlige vielsesmyndighed og i CPR. I Den Ny Kirkebog (DNK) kan ministerialbogsføreren herefter se CPR's oplysning om giftenavn ved opslag på borgerens kirkebogsside.

Såfremt vielsesmyndigheden er folkekirken eller et anerkendt trossamfund, indføres giftenavnet i ministerialbogen i forbindelse med registreringen af vielsen (antagelse af giftenavn kan også ske med borgerlig gyldighed ved kirkelig vielse i Sønderjylland). Der sker dog ikke derved nogen ændring af personens eget efternavn i ministerialbogen. En persons giftenavn fremgår således af den pågældendes vielsesattest, men ikke af den pågældendes fødsels- og dåbsattest eller fødsels- og navneattest, da disse attester kun indeholder personens eget efternavn. Se også nedenfor, pkt. 3.4.5. Ved ministerialbogsførerens registrering af et giftenavn i DNK, opdateres CPR automatisk med oplysningen om giftenavnet. Den pågældendes giftenavn vil i øvrigt fremgå af forældrerubrikken på efterfølgende fødsels- og dåbsattester og fødsels- og navneattester fra DNK for den pågældendes børn, hvad enten giftenavnet stammer fra en borgerlig eller en kirkelig vielse.

Der kan efter § 9 udfærdiges navnebevis på et navn bestående af eget efternavn med bindestreg til giftenavnet. Parterne kan herved selv bestemme, i hvilken rækkefølge de 2 navne skal forbindes med bindestreg.

En person, der bærer et giftenavn, kan ved anmeldelse til vielsesmyndigheden antage det efternavn, som vedkommende bar ved ægteskabets indgåelse, også selv om dette navn var et giftenavn fra et tidligere ægteskab.

Ønsker en person, der har været gift flere gange, at generhverve et tidligere giftenavn, som vedkommende ikke bar ved indgåelsen af det seneste ægteskab, må vedkommende ansøge statsamtet om at udfærdige navnebevis på navnet efter § 8, nr. 5, jf. pkt. 3.1.2.2.3.

3.1.2.2. Ændring af efternavn ved navnebevis
3.1.2.2.1. Nyt efternavn (§ 6)

Ved nyt efternavn forstås et efternavn, som ikke allerede er forbeholdt og anført i bekendtgørelsen om forbeholdte efternavne med senere tillæg om forbeholdte efternavne.

Der kan udfærdiges navnebevis på et nyt efternavn efter § 6, medmindre:

1)  navnet er forbeholdt, og det ikke kan udelukkes, at der er personer her i landet, der er berettiget til navnet,

2)  navnet er et almindeligt kendt historisk efternavn,

3)  navnet har en sådan lighed med et forbeholdt navn eller et almindeligt kendt historisk navn, at forveksling let kan ske,

4)  navnet er et udenlandsk efternavn, der er almindeligt kendt i Danmark,

5)  navnet ved udtale eller skrivemåde afgjort strider mod dansk sprogbrug,

6)  navnet er et egentligt fornavn, eller

7)  navnet er upassende eller kan vække anstød.

De nævnte betingelser gennemgås nærmere i det følgende.

Forbeholdte navne (§ 6, nr. 1)

Efter bestemmelsen kan et nyt efternavn ikke erhverves, hvis navnet er forbeholdt, og det ikke kan udelukkes, at der er personer her i landet, der er berettiget til navnet. Kan en ansøger godtgøre, at der ikke længere findes nogen her i landet, som bærer eller er berettiget til et bestemt forbeholdt efternavn, kan navnet tillades efter § 6, såfremt navnet ikke er i strid med de øvrige bestemmelser i § 6.

En berettiget til navnet kan f. eks. være en person, der har navnet som eget efternavn, men bærer et giftenavn.

Dokumentation for, at et navn kan anses for uddødt, kan f. eks. føres ved, at ansøgeren fremlægger skifteretsattest, som viser, at den, der senest har båret navnet, er død uden at efterlade sig livsarvinger, der bærer eller er berettiget til navnet.

CPR kan her være statsamterne og Civilretsdirektoratet til hjælp, men det er begrænset, hvilke oplysninger der kan gives til ansøgeren. Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2.4.1.

Almindeligt kendt historisk efternavn (§ 6, nr. 2)

Efter bestemmelsen i § 6, nr. 2, kan et nyt efternavn ikke erhverves, såfremt navnet er et almindeligt kendt historisk efternavn.

Sådanne navne – f.eks. Tordenskjold og lignende – kan ikke gives ved navnebevis, selv om der ikke længere findes nogen, der er berettiget til navnet.

Risiko for forveksling (§ 6, nr. 3)

Efter bestemmelsen i § 6, nr. 3, kan et nyt efternavn ikke erhverves, hvis navnet har en sådan lighed med et forbeholdt navn eller et almindeligt kendt historisk navn, at forveksling let kan ske.

Det er ikke muligt kort at angive, hvilke kriterier der følges ved afgørelsen af, om en forvekslingsmulighed er så stor, at et navnebevis ikke kan udfærdiges. Der lægges f.eks. vægt på, om navnet ved enten udtale eller stavemåde kan forveksles med et allerede forbeholdt navn.

F. eks. er Regnholm afslået p.g.a. det forbeholdte navn Reinholm, Marksou p.g.a. Marksov og Dosti afslået p.g.a. Dusty.

Ansøgning om et bindestregsnavn afslås, selv om blot det ene led af navnet er forbeholdt eller har den i loven nævnte lighed med et forbeholdt navn, medmindre ansøgeren har ret til det forbeholdte navn.

For at sikre ensartethed i afgørelserne og for at hindre, at der af forskellige statsamter samtidig udfærdiges navnebevis på samme helt nye navn til forskellige ansøgere, skal ansøgninger om navnebevis på et nyt efternavn, der ikke begrundes med en særlig tilknytning til navnet, forelægges Civilretsdirektoratet til afgørelse, medmindre navnet er forbeholdt, eller det af anden grund er åbenbart, at ansøgningen skal afslås, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 10, nr. 3.

Kendt udenlandsk navn (§ 6, nr. 4)

Efter bestemmelsen i § 6, nr. 4, kan et nyt efternavn ikke erhverves, hvis navnet er et udenlandsk efternavn, der er almindeligt kendt i Danmark. Bestemmelsen forstås i praksis således, at det afgørende er, om navnet er på en udenlandsk person, der er almindeligt kendt i Danmark.

Bestemmelsen gælder uden hensyn til, om der i udlandet findes bærere af navnet. Hvis navnet er på en person, der er almindelig kendt i udlandet uden at være kendt i Danmark, vil navnebevis kunne udfærdiges, forudsat at betingelserne herfor i øvrigt er til stede, jf. herved § 6, nr. 5.

Ved vurderingen af, om et navn er almindeligt kendt, lægges efter praksis vægt på, om den udenlandske bærer af navnet må anses for at være kendt ud over sin tid, eller blot er en “døgnflue”. F.eks. er Dickens og Dumas afslået, mens Cassedy, Stallone og Garfunkel tilladt.

Navnet strider mod dansk sprogbrug (§ 6, nr. 5)

Efter bestemmelsen i § 6, nr. 5, kan et nyt efternavn ikke erhverves, hvis navnet ved udtale eller skrivemåde afgjort strider mod dansk sprogbrug.

Denne bestemmelse har i praksis ændret sig i takt med tiden. Nye navne med engelsk eller tysk sprogtone tillades således i vid udstrækning, og i de senere år er der også tilladt navne med tyrkisk og arabisk sprogtone.

F. eks. er Sunborn, Silverdoff, Bauhaus, Ostenheim, Hikmet og Demirhad tilladt, mens Heart-cure, MacJauernik, Somschlüt og Azizoglu er afslået.

I praksis giver denne bestemmelse anledning til vanskeligheder for herboende personer, der har tilknytning til andre lande, og som ønsker et efternavn fra slægten uden at kunne dokumentere tilknytningen til navnet.

Sådanne navne er ofte ikke forbeholdt, men kan være så meget i strid med dansk sprogbrug, at det ikke kan tillades som et nyt efternavn, jf. § 6, nr. 5.

Navnet er et egentligt fornavn (§ 6, nr. 6)

Efter bestemmelsen i § 6, nr. 6, kan et nyt efternavn ikke erhverves, hvis navnet er et egentligt fornavn. De fornavne, der er godkendt, og som står på Kirkeministeriets liste over godkendte fornavne, jf. Kirkeministeriets cirkulærer om godkendte fornavne af henholdsvis 1. november 1990 og 1. november 1997, kan i almindelighed ikke tillades som efternavne. Det kan dog forekomme, at et navn både bruges som for- og efternavn. Hvis navnet også har karakter af efternavn og mest er anvendt som efternavn, eventuelt i de europæiske lande, kan navnet også tillades som efternavn.

Navne, der ikke er godkendt som fornavne, kan, hvis de ikke er for fornavnsprægede, tillades som efternavn. F. eks. er Marella, Iselle og Cetienne tilladt, mens Villas, Jamil og Cesaer er afslået.

Upassende og anstødelige navne (§ 6, nr. 7)

Efter bestemmelsen i § 6, nr. 7, kan et nyt efternavn ikke erhverves, hvis navnet er upassende eller kan vække anstød.

Afslag efter § 6, nr. 7, forekommer sjældent, men kan især komme på tale, hvis det pågældende navn har en obskøn eller profan klang, eller ordet ikke skønnes egnet som personnavn.

Fra praksis kan det f.eks. nævnes, at Togange er afslået. Ansøgeren ville hedde Thomas Togange Thomsen. Herudover kan endvidere nævnes, at navnene Hexx, Bandit og Blaalys er afslået, mens Sildeøje, Virgin og Tingfinder er tilladt.

3.1.2.2.2. Efternavn med slægtsmæssig eller lignende tilknytning (§ 8, nr. 1-4)

Bestemmelsen i § 8 fastslår, hvornår der kan udfærdiges navnebevis på efternavne, der er forbeholdt eller i øvrigt undtaget fra tilegnelse efter §§ 6 og 7. De specielle bestemmelser i § 8, nr. 1-4, er suppleret med en mere generel regel i nr. 5, hvorefter der åbnes adgang til at udfærdige navnebevis på et beskyttet navn, når ansøgeren i andre tilfælde end de i nr. 1-4 nævnte kan påvise en ganske særlig tilknytning til navnet. Praksis efter denne opsamlingsbestemmelse er gennemgået nærmere nedenfor, jf. pkt. 3.1.2.2.3.

Efter § 8, nr. 1-4, kan navnebevis udfærdiges, selvom en af de omstændigheder, der er omtalt i § 6, nr. 1-7, foreligger, hvis

1)  navnet bæres eller har været båret som efternavn af en af ansøgerens forældre, bedsteforældre eller oldeforældre, medmindre navnet er erhvervet på grundlag af ægteskab,

2)  det er plejefaderens eller plejemoderens efternavn, hvis plejefaderen eller plejemoderen giver samtykke,

3)  der er tale om tilpasning af et fremmedartet efternavn til dansk sprogbrug, eller

4)  efternavnet er erhvervet ved navnebevis efter § 6 af ansøgerens ægtefælle, bedsteforældre, oldeforældre, børn, søskende eller forældres søskende, og samtykke foreligger.

Forældre, bedsteforældre eller oldeforældres navne, bortset fra giftenavne (§ 8, nr. 1)

Det ansøgte navn må dokumenteres ved tilvejebringelse af vedkommende forfædres dåbs- eller fødselsattester, idet angivelserne i forældrerubrikken i efterkommernes dåbsattester ikke anses for tilstrækkelig dokumentation, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 3, stk. 1.

Støttes ansøgningen på faderskab for børn født uden for ægteskab, kræves det, at den pågældende er født efter 1. januar 1938, og at faderskabet er fastslået i overensstemmelse med de efter denne dato gældende regler, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 11, stk. 2. Er denne betingelse ikke opfyldt, vil navneændring eventuelt kunne opnås efter § 8, nr. 5, jf. pkt. 3.1.2.2.3. Adoptivforhold ligestilles med virkeligt slægtskab, jf. cirkulærets § 11, stk. 1.

Personer, der ikke er i besiddelse af danske fødsels- og dåbs(navne)attester, skal fremlægge anden form for dokumentation, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 3, stk. 2.

Hvis den person, som navnet stammer fra, er født før dåbsforordningen af 1828 og derfor ikke er anført med efternavn på attesten, må der fremlægges dokumentation for den pågældendes faktisk førte navn. Dette kan ske ved fremlæggelse af vielsesattest, forældrerubrik i børns fødsels- eller dåbsattest og af dødsattest.

Plejefaderens eller plejemoderens efternavn efter samtykke (§ 8, nr. 2)

Er barnet i pleje hos ægtefæller, der bærer samme efternavn, må begge samtykke i navneforandringen. Endvidere må der foreligge samtykke fra barnet, hvis det er over 12 år, og fra indehaverne af forældremyndigheden, hvis barnet er under 18 år, jf. pkt. 3.5.1.

Der skal foreligge dokumentation for plejeforholdet i form af en plejetilladelse, og der skal have været tale om opfostring i plejehjemmet. Et plejeforhold kan også foreligge, hvis barnet bor hos den, der har forældremyndigheden over barnet, som ikke er en af barnets forældre.

I tilfælde, hvor unge omkring 18 års-alderen anbringes i en familiepleje i kortere tid, og som senere søger om at få “plejeforældrenes” efternavn, gives der som udgangspunkt ikke tilladelse hertil, da der ikke har været tale om en egentlig opfostring i hjemmet.

Tilpasning af et fremmedartet efternavn til dansk sprogbrug (§ 8, nr. 3)

Tilpasning af et fremmedartet efternavn til dansk sprogbrug kan tillades efter bestemmelsen i § 8, nr. 3. Som eksempel herpå kan nævnes, at Civilretsdirektoratet har tilladt Grezegorek ændret til Gregersen.

Tilladelse gives i praksis også, selv om navnet måske stadig må betegnes som udansk i den ændrede form, når denne dog i forhold til den hidtidige stavemåde betegner en tilnærmelse til dansk sprogbrug. Civilretsdirektoratet har f.eks. tilladt Shanmugaratnasarma ændret til Sarma.

Nærtståendes nye efternavn efter samtykke (§ 8, nr. 4, jf. § 6)

Efter bestemmelsen kan man ved navnebevis erhverve et efternavn, der er erhvervet ved navnebevis efter § 6 af ansøgerens ægtefælle, bedsteforældre, oldeforældre, børn, søskende eller forældres søskende, hvis samtykke hertil foreligger. Der er således tale om tilfælde, hvor en person ved navnebevis efter § 6 har fået et nyt, konstrueret efternavn, og hvor denne persons nærmeste familie senere også ønsker at få navnet.

Den personkreds, som kan få det nye navn, er udtømmende angivet i § 8, nr. 4. Hvis ægtefællen ikke har været medtaget i navnebeviset, kan den pågældende efter § 8, nr. 4, få navnebevis på navnet med ret til at videregive dette bl.a. til en senere ægtefælle. Navnet anses således ikke for erhvervet på grundlag af ægteskab. Dette vil derimod være tilfældet, hvis ægtefællen har erhvervet navnet inden ægteskabets indgåelse.

Bestemmelsen anvendes af samlevende forældre, der ikke er gift, til at opnå samme efternavn. Det er for så vidt en omgåelse af reglerne i § 4, hvorefter kun ægtefæller kan få samme efternavn. Det sker i praksis ved, at f.eks. mor og barn søger om et nydannet efternavn, hvorefter faderen med samtykke fra barnet og moderen får tilladelse til at bære navnet.

3.1.2.2.3. Opsamlingsbestemmelsen: Navn ansøgeren i øvrigt har en ganske særlig tilknytning til (§ 8, nr. 5)

Efter bestemmelsen i § 8, nr. 5, kan man ved navnebevis erhverve et efternavn, som ansøgeren i øvrigt påviser en ganske særlig tilknytning til.

I det følgende gennemgås statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis efter denne bestemmelse. Det er tilstræbt at beskrive denne praksis udtømmende. Det kan dog ikke udelukkes, at enkelte typer af sager ikke kan rummes inden for beskrivelsen. Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2.7.

Hævd

Der kan gives tilladelse til et efternavn på baggrund af navnehævd, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 18.

Ansøgeren og eventuelt dennes slægtninge i opstigende linie skal efter denne bestemmelse dokumentere brugen af navnet både privat og i erhvervssammenhæng. Hævdsperioden er på 50 år eller mere og kan tidligst regnes fra ansøgerens 15. år. Ansøgeren og eventuelt dennes slægtninge skal have været kaldt ved og være almindelig kendt under det ansøgte navn, og navnet skal have været brugt uafbrudt og upåtalt i hele hævdsperioden.

Der skal foreligge skriftlig dokumentation for hele perioden. Der kan f.eks. være tale om skole- eller uddannelsespapirer, forretningspapirer, skøder, girokort, lønsedler, forsikringer, foreningskort eller lignende.

Hvis bevis søges ført ved erklæringer fra andre, må kun én af disse være beslægtet med ansøgeren. De pågældende skal vedstå deres erklæring personligt over for statsamtet eller til politirapport. Der skal bl.a. gøres rede for, hvor længe de har kendt ansøgeren og eventuelt tillige dennes slægtninge under det ansøgte navn.

Såfremt der påberåbes brug af navnet gennem flere generationer, men f.eks. faderen, som den længste hævdsperiode hviler på, ikke selv ønsker navnet, kræves det efter praksis, at ansøgeren selv har været kaldt ved og kendt under navnet i mindst 25 år.

Det kræves således ikke, at den eller dem, på hvem hævden hviler (f. eks. far og farfar), selv antager navnet, men i praksis skærpes kravet til hævdsperioden for ansøgeren, hvis den slægtning, der har brugt navnet det meste af sit voksne liv, ikke selv ønsker at antage det.

Er den pågældende slægtning imidlertid død, kan reglen om ansøgerens 25 års brug fraviges, når blot brugen af navnet har været fortsat af ansøgeren efter den pågældendes død.

Der kan ikke vindes hævd på 2 navne forbundet med bindestreg, selv om ansøgeren i det anførte tidsrum har været kaldt ved et mellemnavn i forbindelse med efternavnet.

Hævdsreglerne giver anledning til mange problemer. Ansøgerne har svært ved at dokumentere 50 års brug af navnet. Det er som hovedregel den første del af hævdsperioden, hvor dokumentationen er sparsom, der volder problemer. Efterhånden som flere og flere virksomheder, institutioner m.m. er koblet til CPR, anvendes folks fulde, korrekte navn de fleste steder, hvilket gør det mere og mere vanskeligt at dokumentere hævdsbrug af et navn.

De fleste sager omhandler ansøgere, der bruger deres mellemnavn som efternavn i stedet for efternavnet.

Biologisk fars efternavn for børn født uden for ægteskab før 1938 og bidragspligtiges efternavn 1938-1960.

For børn født uden for ægteskab før 1. januar 1938 indebar en anerkendelse af faderskabet ingen slægtsmæssige retsvirkninger. Der var således heller ikke adgang til at erhverve faderens efternavn, medmindre faderen gav samtykke. Der var dog mulighed for at blive pålagt bidragspligt.

Giftede moderen sig imidlertid senere med faderen, blev barnet gennem ægteskabet legitimeret som ægtebarn med hertil hørende ret til at erhverve faderens efternavn.

For andre børn var der mulighed for at opnå samme status gennem legitimationsbevilling eller kuldlysning. Der henvises i den forbindelse til betænkning nr. 1350 af 1997 om børns retsstilling, side 75 ff.

Adgangen til at erhverve en fars navn for et barn født uden for ægteskab før 1. januar 1938 eller dettes efterkommere har siden da alene kunnet ske med samtykke fra den pågældende. Det samme gælder børn, for hvem der efter 1938 alene var fastslået en bidragspligt. Navnebevis er i disse situationer hidtil givet i medfør af navnelovens § 8, nr. 5, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 14.

Ved lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn født uden for ægteskab, der trådte i kraft den 1. januar 1938, blev det muligt at fastslå faderskabet, og børn, til hvem faderskabet blev fastslået efter denne lov, blev anset for “et lovligt medlem af faderens familie”, og barnet kunne dermed få navn efter faderens slægt.

Hvis der i den konkrete sag ikke var grundlag for at fastslå faderskabet, kunne en eller flere mænd efter omstændighederne kendes bidragspligtige. Et barn blev ikke retligt anset for at være barn af en bidragspligtig mand. Der henvises i den forbindelse til betænkning nr. 1350 af 1997 om børns retsstilling, side 82-83. Denne ordning blev først ophævet ved lov nr. 200 af 18. maj 1960.

Et barn kan ved navnebevis efter navnelovens § 8, nr. 5, med samtykke fra den bidragspligtige mand tage dennes efternavn, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 14.

Sted- og plejeforældres efternavne

Der kan gives navneforandring til en afdød eller fraskilt stedfars eller stedmors navn, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 15.

For at opnå en fraskilt stedfars eller stedmors efternavn må den pågældende samtykke heri, jf. § 15, stk. 1. En afdød stedfars eller stedmors efternavn kan ikke opnås, hvis det må antages, at det ikke vil stemme med afdødes ønske, at ansøgeren erhverver navnet. Der vil i almindelighed blive indhentet erklæring fra afdødes nærmeste slægt, dvs. vedkommendes børn, forældre eller søskende, jf. § 15, stk. 2.

Navneforandring til afdøde eller fraskilte plejeforældres navn gives under samme betingelser, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 16.

Bindestregsefternavn hvoraf ét af navnene er opnået efter § 6

En person, som i medfør af § 6 har fået navneforandring til et nyt ikke tidligere forbeholdt efternavn forbundet med bindestreg til sit hidtidige efternavn, kan få tilladelse til at føre det nye navn alene, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 17.

Efterkommere kan efter bestemmelsen få samme tilladelse, hvis den, der opnåede navnet efter § 6, samtykker heri.

Ugifte samlevende

En person, der samlever med en anden, uden at de har indgået ægteskab, kan som altovervejende hovedregel ikke tage samleverens efternavn i medfør af den gældende navnelov.

Efter § 8, nr. 5, kan der dog meddeles tilladelse hertil i helt særlige situationer, hvor det godtgøres, at det må anses for praktisk udelukket, at parterne kan indgå ægteskab med hinanden. Det anses efter praksis for at være tilfældet, hvis ansøgeren eller samleveren er gift med en anden, og der ikke er værneting for anlæggelse af ægteskabssag her i landet.

Der kan endvidere under helt særlige omstændigheder gives navneforandring til en afdød samlevers navn med samtykke fra vedkommendes nærmeste slægt. Der har i få ganske særlige tilfælde været givet tilladelse efter § 8, nr. 5, til at antage en afdød samlevers efternavn. Det har været i situationer, hvor der har været planlagt bryllup, og partneren er død pludselig. Der har været fællesbørn, og afdødes familie har samtykket. I et enkelt tilfælde var der udfærdiget prøvelsespapirer, hvoraf fremgik, at man ønskede fælles efternavn.

Enker eller enkemænd

Enker eller enkemænd efter personer, der ville have været berettiget til et navnebevis efter § 8, nr. 4, vil eventuelt efter § 8, nr. 5, kunne opnå tilladelse til navnet som giftenavn. Der kan ligeledes gives tilladelse til en enke/enkemand til at antage et efternavn, som den afdøde ægtefælle kunne have erhvervet. Efter praksis forudsættes det, at der er fællesbørn, der opnår navnet samtidig eller, hvis de allerede har navnet, giver deres samtykke.

Giftenavn eller tidligere ført giftenavn

En ægtefælle kan få tilladelse til at føre et efternavn, som den anden ægtefælle ville kunne erhverve, hvis denne meddeler samtykke hertil.

Personer, der har været gift flere gange, vil i medfør af § 8, nr. 5, kunne få navnebevis på et tidligere giftenavn, som ikke kan genantages ved anmeldelse til vielsesmyndigheden, fordi vedkommende ikke bar navnet ved det seneste ægteskab, jf. § 4, stk. 2.

Mors giftenavn fra tidligere ægteskab, der ikke er tillagt barnet ved fødslen

I praksis efter § 8, nr. 5, tillades, at et barn kan få det giftenavn, som barnets mor bærer fra et tidligere ægteskab, og som barnet ikke fik ved fødslen, men nu ansøger om, f. eks. fordi mor og ældre halvsøskende har navnet. Tilladelsen gives kun, hvis moderens tidligere ægtefælle samtykker. Hvis ægtefællen er død, kan samtykke indhentes fra nærmeste pårørende.

Biologisk fars eller mors efternavn før adoption

Adoptivbørns antagelse eller genantagelse af biologiske forældres navn kan som udgangspunkt alene ske ved anmeldelse efter § 2, nr. 3, og navnebevis efter § 8, nr. 1, i tilfælde, hvor adoptionen er ophævet, og vedkommende er genindtrådt i retsforholdet til sin biologiske slægt. Bestemmelserne anvendes dog sjældent i praksis, da genindtræden i retsforholdet oftest ikke er mulig.

Derudover kan der i ganske særlige tilfælde være mulighed for i medfør af navnelovens § 8, nr. 5, at give tilladelse til antagelse eller genantagelse af biologiske forældres efternavn, hvis kontakten til de biologiske forældre er genoptaget, og samtykke meddeles til navneforandringen.[5] Er den biologiske far eller mor død, kan der indhentes bekræftelse fra den nærmeste slægt på karakteren af kontakten.

Bogstavændring

En navneforandring, som alene indebærer en ændring af stavemåden af ansøgerens hidtidige navn, tillades kun, såfremt navnet ikke er forbeholdt i den ansøgte form. Der er også mulighed for at opnå ændring af stavemåde på hævdsgrundlag, såfremt der kan fremlægges tilstrækkelig hævdsdokumentation til støtte for ansøgningen. Søges der i forbindelse med en ansøgning om navnebevis efter § 8, nr. 1, om en ændring af stavemåden, f.eks. hvor ansøgeren har båret den pågældende forfaders navn som mellemnavn med en lidt anden stavemåde, kan ansøgningen dog eventuelt imødekommes, hvis det ved fremlæggelse af flere generationers dåbsattester kan sandsynliggøres, at den ansøgte stavemåde i virkeligheden er den rette, eller der er berettiget tvivl om stavemåden. Hvis der er tale om et mere almindeligt navn, har kravene i praksis været knapt så strenge.

Anmodninger om ændring fra aa til å eller omvendt af skrivemåden i et navn i ministerialbogen anses på baggrund af drøftelser med Dansk Sprognævn ikke for en ændring af navnet. Sådanne ændringer kan derfor efterkommes uden navnebevis, uanset om der er tale om fornavn, mellemnavn eller efternavn.

3.1.2.3. Forbeholdte efternavne (§ 7)

Forbeholdte efternavne er for det første de efternavne, der var optaget på den fortegnelse, der er nævnt i § 3 i navneloven af 1904, dvs. især efternavne, som en af bærerne af navnet inden 1. juli 1905 ved skriftlig anmeldelse til Justitsministeriet har forbeholdt som efternavn. For det andet er det de navne, der efter den nævnte dato ved overøvrighedsbevis, kongelig bevilling eller navnebevis er givet som efternavn.

Navne, der tillades ved anmeldelse til ministerialbogen (personregistret) eller vielsesmyndigheden, opnår ikke beskyttelse, med mindre den, der bærer navnet, selv anmelder det til Civilretsdirektoratet.

Følgende efternavne kan efter stk. 2 skriftligt anmeldes til Civilretsdirektoratet:

1)  Navne, der bæres af personer med bopæl her i landet, hvis navnet ikke tidligere er forbeholdt.

2)  Navne, der udgør eller indgår i et firma, varemærke eller foreningsnavn, der er indregistreret her i landet.

3)  Kunstnernavne og pseudonymer, der er almindeligt kendt her i landet og anvendes af en person med bopæl her i landet.

Beskyttelsen vedvarer, selv om anmelderen opgiver sin bopæl her eller dør, forudsat at der stadig er en her i landet, der er berettiget til navnet, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 10, nr. 2, 2. pkt.

Fra navneloven af 1904 trådte i kraft, eksisterede adgangen til ved anmeldelse at forbeholde et allerede erhvervet slægtsnavn kun til 1. juli 1905. Mange nåede derfor ikke at få deres navn forbeholdt, ligesom personer, der var indvandret til landet efter den nævnte dato, ikke havde mulighed for at opnå beskyttelse af deres navn. Da navneloven blev ændret i 1961, blev der givet en tidsubegrænset adgang til ved anmeldelse at opnå en sådan beskyttelse.

Statsamterne indsender hvert år til Civilretsdirektoratet en fortegnelse over de ikke tidligere forbeholdte navne, som statsamtet i kalenderårets løb har givet tilladelse til. På grundlag heraf udarbejdes årlige tillæg til fortegnelsen over forbeholdte navne. En hovedfortegnelse er senest udgivet i 1987, og der er udgivet tillægsfortegnelser for hvert af de følgende år.

3.1.2.4. Efternavne med bindestreg (§ 9)

To efternavne, som ansøgeren enkeltvis kan opnå, kan i almindelighed sættes sammen med bindestreg til ét efternavn efter navnelovens § 9.

Der kan dog ikke meddeles navnebevis på navne, der består af flere end 2 led forbundet med bindestreg, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 6, stk. 1.

Efter praksis meddeles der heller ikke navnebevis på et efternavn, der består af flere led, som ikke er forbundet med bindestreg eller på anden måde. Der eksisterer imidlertid navne bestående af flere led, som antages at være et samlet efternavn. En bærer af et sådant navn vil ikke kunne tage det enkelte navn som efternavn, medmindre den pågældende har ret til dette led som efternavn efter navnelovens almindelige regler. Den, der bærer et sådant navn og vil gøre gældende, at flere end det sidste led hører med til slægtsnavnet, har bevisbyrden herfor.

Personer med tilknytning til spansk- og portugisisktalende lande bærer som hovedregel dobbelte efternavne uden bindestreg. Personer fra disse lande ønsker i forbindelse med indgåelse af ægteskab eller navngivning af børn i mange tilfælde at danne nye dobbelte efternavne uden bindestreg. Det er ikke muligt at imødekomme sådanne ansøgninger. I praksis tilbyder statsamterne i stedet, at det ene navn bliver et mellemnavn og det andet et efternavn, eller at de 2 navne sættes sammen med bindestreg.

Der kan kun ske opsplitning af bindestregsefternavne, hvis ansøgeren har tilknytning til det ansøgte led efter navnelovens almindelige bestemmelser, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 6, stk. 2. Er bindestregsnavnet opnået på samtykkegrundlag efter 1961-lovens regler, hvor samtlige bærere af et forbeholdt navn kunne give samtykke til, at andre personer fik navnet, eventuelt forbundet med bindestreg til det hidtidige efternavn, kan der ikke ske opsplitning.

3.2. Mellemnavne

I det følgende beskrives navnelovens regler om mellemnavne. Under pkt. 3.2.3 beskrives endvidere de såkaldte “adresseringsmellemnavne” i henhold til lov om Det Centrale Personregister.

Mellemnavne har i almindelighed karakter af et efternavn, men placeres efter fornavnet og inden efternavnet. I praksis er karakteren af mellemnavne imidlertid på visse punkter uklar.

Før navneloven af 1961 var det muligt ved dåb eller navngivning af et barn at tillægge dette et forbeholdt efternavn som mellemnavn, uanset om barnet eller dettes familie havde tilknytning af nogen art til dette navn. Disse navne har således efternavnskarakter, men bæres af personer, der ikke har den slægtsmæssige tilknytning til navnet, som normalt er kendetegnende for bærere af efternavne, jf. pkt. 3.1. Denne mulighed blev oplevet som en krænkelse af de familier, der havde den egentlige slægtsmæssige tilknytning til disse navne som efternavne, og ordningen blev afskaffet med virkning fra den 1. januar 1962. Retstilstanden har herefter været den, at der sondres mellem en slægtsmæssig tilknytning til et og samme navn som efternavn og som mellemnavn: Den, der har en slægtsmæssig tilknytning til navnet som efternavn, vil normalt både kunne tage det som efternavn og som mellemnavn, mens den, der kun har en slægtsmæssig tilknytning til navnet som mellemnavn, alene vil kunne tage det som mellemnavn. En stor del af de mellemnavne, der findes i dag, stammer fra perioden før navneloven af 1961, hvor det var muligt ved dåb eller navngivning at indføre nye mellemnavne.

Mellemnavne, der har efternavnskarakter, giver ikke anledning til tvivl om, hvorvidt der er tale om et mellemnavn eller et 2. eller senere fornavn. Har en familie brugt at give børn flere fornavne, og det 2. fornavn også er et forbeholdt efternavn, (som f. eks. Bjørn, Steen eller Lykke), og navnet i familien har været betragtet som et mellemnavn, giver det i dag vanskeligheder at afgrænse, om navnet er et fornavn eller et mellemnavn. Der findes således en række mellemnavne, der ikke har karakter af efternavne, men snarere af fornavne. Sådanne (fornavns)mellemnavne giver i praksis anledning til særlige problemstillinger, jf. pkt. 3.2.1.3.

I forbindelse med indførelsen af Den Ny Kirkebog (DNK) har folkekirkens ministerialbogsførere gennemført en systematisk dataverificering af bl.a. navneoplysninger for personer, født fra og med 1969. I forbindelse med denne verificering er personernes navne opdelt i fornavne, mellemnavne og efternavn. Ved udskrifter og attester fra DNK vil fornavne, mellemnavne og efternavn således være anført i hver sin rubrik, hvilket fremover vil lette afgørelsen af, hvorvidt et navn er et mellemnavn eller ej.

3.2.1. Erhvervelse af mellemnavn

3.2.1.1. Erhvervelse af mellemnavn ved dåb eller anmeldelse (§ 11, stk. 1)

Efter navnelovens § 11, stk. 1, kan et barn ved dåb eller ved anmeldelse til ministerialbogen (personregistret) i forbindelse med den første navngivning eller på et hvilket som helst senere tidspunkt som mellemnavn erhverve et navn, som faderen eller moderen bærer som mellemnavn.

Det er endvidere muligt som mellemnavn at tage et navn, som vedkommende kan få som efternavn i medfør af § 1 (ved fødslen), § 2 (ved senere anmeldelse) og § 8, nr. 1, (et navn, der bæres eller har været båret af ansøgerens forældre, bedsteforældre eller oldeforældre, medmindre navnet er erhvervet på grundlag af ægteskab). For disse navnes vedkommende er det en betingelse, at barnet kan få navnet som efternavn på anmeldelsestidspunktet.

Et giftenavn, som faderen eller moderen bar ved barnets fødsel, kan barnet erhverve som efternavn ved den første navngivning efter § 1. Såfremt dette ikke er sket, kan barnet ikke senere erhverve navnet ved anmeldelse efter § 2. Barnet kan således få tillagt giftenavnet som mellemnavn i forbindelse med den første navngivning, men kan ikke senere erhverve navnet som mellemnavn ved anmeldelse.

3.2.1.2. Erhvervelse af mellemnavn ved navnebevis m.v. (§ 11, stk. 2)

Efter navnelovens § 11, stk. 2, kan statsamterne i øvrigt ved navnebevis tillade et mellemnavn, som den pågældende kan få som efternavn eller har en særlig tilknytning til. Hvis der ansøges om et mellemnavn ved navnebevis, inden et barn har fået tillagt fornavn og efternavn, vil navnebeviset efter Civilretsdirektoratets og statsamternes praksis give ret til, at barnet i forbindelse med den første navngivning kan tillægges det pågældende navn som mellemnavn. Situationen forekommer hyppigt, hvor forældrenes efternavn er et bindestregsnavn, og hvor man ønsker et af leddene som mellemnavn til barnet.

Om hvilke navne det er muligt at erhverve som efternavne henvises til pkt. 3.1. Efter bestemmelsen i § 11, stk. 2, er det ikke muligt som mellemnavn at tage en ægtefælles mellemnavn, en ægtefælles eget efternavn eller et giftenavn, som man tidligere har båret.

Det er efter praksis heller ikke muligt som mellemnavn at tage sit eget efternavn, således som dette er registreret i ministerialbogen (personregistret), hvis man bærer et giftenavn, medmindre vedkommende først antager et andet eget efternavn i ministerialbogen (personregistret). Det skyldes, at oplysningen om personens eget efternavn ikke ændres ved, at en person ved ægteskab tager et giftenavn. Hvis en person, der bærer et giftenavn, skulle tage sit eget efternavn som mellemnavn, ville den pågældende derfor være registreret med det samme navn som både mellemnavn og eget efternavn. Efter navnelovens § 11, stk. 4, bortfalder et mellemnavn, hvis det tages som efternavn. Personer, hvis aktuelle efternavn er et giftenavn, vil dog altid være berettigede til at anvende deres eget efternavn, som de står anført med i ministerialbogen (personregistret), som mellemnavn foran giftenavnet. Det er således f.eks. muligt at få registreret navnet som adresseringsmellemnavn i CPR, jf. pkt. 3.2.3. I praksis giver denne mulighed anledning til, at sådanne personer ofte – fejlagtigt – tror, at denne brug af eget efternavn betyder, at de navneretligt hedder det, der fremgår af deres aktuelle navnebrug. Den retsgyldige vielsesattest for sådanne personer vil dog kun indeholde den pågældendes giftenavn i efternavnsrubrikken, mens personens eget efternavn er anført for sig i vielsesattestens rubrik om “Eget efternavn”.

Bestemmelsen om adgangen til at tage et mellemnavn, som man har en særlig tilknytning til, er udmøntet i cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, §§ 24 og 25:

“§ 24. Der kan i medfør af lovens § 11, stk. 2, udfærdiges navnebevis til som mellemnavn at føre:

1) Et mellemnavn, som helsøskende har erhvervet ved navngivning eller navnebevis.
2) Bedsteforældres mellemnavn eller forældres helsøskendes mellemnavn tillagt ved navngivning, hvis ansøgerens fader (moder) samtykker heri.
3) Sted- eller plejefaders, sted- eller plejemoders mellemnavn, hvis der foreligger samtykke fra den pågældende.
Stk. 2. ...

§ 25. Der kan udfærdiges navnebevis til som mellemnavn at føre:

1) Et navn, der efter §§ 13-17, samt lovens § 8, nr. 2, kunne tillægges ansøgeren som efternavn, medmindre navnet er erhvervet ved ægteskab.
2) Et mellemnavn, som ansøgeren tidligere har båret med rette.”

Bedsteforældres mellemnavn kan efter § 24, stk. 1, nr. 2, opnås ved navnebevis, under forudsætning af, at ansøgerens far/mor giver samtykke. Det er således ikke muligt at få sine bedsteforældres mellemnavn, hvis ansøgers far/mor er død. Efter praksis dispenseres ikke fra dette krav. Det er heller ikke muligt at opnå oldeforældres mellemnavn som mellemnavn.

3.2.1.3. Særligt om mellemnavne, der også findes som fornavne

Hvis der er tale om et mellem- eller efternavn, som den pågældende i medfør af § 11 har ret til at anmelde som mellemnavn, stilles der – i modsætning til, hvad der gælder for fornavne, jf. pkt. 3.3.1.2.2 – ikke krav om, at mellemnavnet skal være i overensstemmelse med den pågældendes køn. Det gælder også, selv om der er tale om et mellemnavn, der også findes som fornavn, f.eks. Lykke eller Steen.

I relation til § 11, stk. 1, har det imidlertid hidtil i praksis ofte været vanskeligt at afgøre, om det navn, der ansøges om, er et for- eller mellemnavn hos f.eks. ansøgerens mor. Dette problem er i væsentligt omfang afhjulpet ved ministerialbogsførernes gennemførelse af den systematiske DNK-dataverificering, jf. ovenfor pkt. 3.2. Indtil navneloven af 1961 var der fri adgang til at tillægge sine børn et mellemnavn. Der var endvidere ikke krav om registrering af, om et navn, der efter sin karakter kunne være både et fornavn og et efternavn, faktisk var tillagt som mellemnavn eller som yderligere fornavn. I praksis må der derfor foretages en konkret vurdering af, om et navn, som en af ansøgerens forældre m.fl. bærer, er vedkommendes for- eller mellemnavn. For at vurdere navnets status foretages en nærmere undersøgelse af navnets oprindelse i slægten.

I ældre praksis kunne der efter § 11, stk. 1, kun tillægges et barn et mellemnavn, der ikke svarede til den pågældendes køn, efter tilladelse fra Kirkeministeriet, såfremt det dokumenteredes, at navnet tillige forekom som efternavn i den nærmeste slægt. Efter § 11, stk. 2, blev der endvidere kun givet tilladelse til, at en pige kunne erhverve et drengefornavn som mellemnavn, hvis det havde været båret som mellemnavn af kvinder i slægten født før 1961-loven, hvor der som nævnt ikke var begrænsninger i retten til at erhverve forbeholdte efternavne som mellemnavne.

Denne praksis blev kritiseret af Folketingets Ombudsmand i en sag, der er gengivet i Folketingets Ombudsmands Beretning 1988, side 112, hvor en pige havde fået afslag på tilladelse til at bære navnet Bjørn, som var hendes faders, farbrødres og disses børns mellemnavne.

Den nævnte praksis er efterfølgende justeret, jf. nu Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 23. november 2001, hvorefter almindelige drenge- eller pigefornavne, der tillige er forbeholdte efternavne, kan tillades som mellemnavn til personer uanset køn, såfremt navnet:

Begge betingelser skal være opfyldt.

Det betyder, at hvis f.eks. et drengefornavn, som tillige er et forbeholdt efternavn, ønskes tillagt en pige, stilles der ikke længere et ubetinget krav om, at også pigerne i en søskendeflok har fået det omhandlede mellemnavn ved dåb eller navngivning, når blot flere af brødrene har fået navnet.

Såfremt ansøgerens faders eller moders 2. fornavn således må anses for et mellemnavn, sker anmeldelse af navnet som et mellemnavn i medfør af § 11, stk. 1.

I de situationer, hvor sådanne sager forelægges Kirkeministeriet, er det Kirkeministeriets faste praksis at rekvirere en slægtstavle inden afgørelsen af sagen. Slægtstavlen udarbejdes af den pågældende ministerialbogsfører i samarbejde med ansøgeren.

En til dels tilsvarende vurdering foretages af statsamterne efter § 11, stk. 2, hvis ansøgeren oplyser at have en særlig tilknytning til et bestemt mellemnavn. I cirkulærets § 24, stk. 2, anføres det herom:

“Stk. 2. Forekommer det ønskede mellemnavn tillige som henholdsvis drenge- eller pigefornavn, vil det i almindelighed ikke kunne tillægges personer af det modsatte køn, medmindre navnet forekommer som efternavn i nærmeste slægt, eller navnet med rette bæres som mellemnavn af henholdsvis et kvindeligt eller mandligt medlem af den personkreds, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3.”

I visse egne af landet har det været skik at give en mand et atypisk 1. fornavn, som f. eks. Kronborg eller Ahlmann. Efter gældende praksis afslås ansøgning om at tage sådanne navne som fornavn. Derimod tillades det at antage forældres eller bedsteforældres atypiske fornavn som mellemnavn efter navnelovens § 11, stk. 2.

3.2.2. Forandring af mellemnavne (§ 11, stk. 3-4)

Et mellemnavn kan bortkastes ved anmeldelse til ministerialbogen (personregistret). Dette gælder, uanset om mellemnavnet er erhvervet ved dåb eller anmeldelse eller ved navnebevis.

Et navn, som hidtil er båret som mellemnavn, men som ved anmeldelse eller navnebevis erhverves som efternavn, bortfalder som mellemnavn. Heraf følger, at et navn, der i forvejen bæres som efternavn, ikke kan erhverves som mellemnavn, medmindre vedkommende samtidig får nyt efternavn.

Endelig kan forandring af mellemnavne ske ved adoptionsbevilling, jf. § 12.

3.2.3. Særligt om adresseringsmellemnavne

Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 140 af 3. marts 2004, § 5, stk. 8, fastsætte regler om registrering af adresseringsmellemnavn umiddelbart foran personens efternavn i adresseringsnavnet. Ved adresseringsnavnet forstås et navn, der er registreret i CPR, og som kan benyttes af offentlige myndigheder og private bl.a. til maskinel adressering til de enkelte borgere, jf. lov om Det Centrale Personregister § 5, stk. 4-7. Reglerne giver mulighed for at få registreret en navnebrug, der rækker ud over, hvad der hjemles i navneloven. Ønsker om at få et særpræget navn er meget populært, og brugen af adresseringsmellemnavne er derfor meget anvendt.

Bestemmelsen i lov om Det Centrale Personregister § 5, stk. 8, er udmøntet i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 842 af 13. oktober 2003 om folkeregistrering § 5:

“§ 5. En person kan i bopælskommunen få registreret ét af de i stk. 2-4 nævnte navne som mellemnavn, der placeres umiddelbart foran personens efternavn i adresseringsnavnet.

  Stk. 2. Bærer anmelderen eget efternavn, d.v.s. det navn, som anmelderen senest har erhvervet på anden måde end ved ægteskab, kan som mellemnavn anmeldes
1) nuværende ægtefælles eget efternavn eller  
2) et giftenavn anmelderen tidligere har ført.
  Stk. 3. Bærer anmelderen nuværende ægtefælles eget efternavn som giftenavn, kan som mellemnavn anmeldes
1) anmelderens eget efternavn eller
2) nuværende ægtefælles mellemnavn, hvis ægtefællerne bærer fælles efternavn, eller
3) et giftenavn anmelderen tidligere har ført.
  Stk. 4. Bærer anmelderen en tidligere ægtefælles eget efternavn som giftenavn, kan som mellemnavn anmeldes
1) anmelderens eget efternavn eller
2) nuværende ægtefælles eget efternavn.
  Stk. 5 ...
  Stk. 6. De anmeldte mellemnavne efter stk. 2-4 registreres i CPR alene som adresseringsmellemnavne og bevirker ingen egentlig navneændring.
  Stk. 7 ... ”

Muligheden for at få registreret et adresseringsmellemnavn har tidligere været foreslået ophævet, jf. lovforslag nr. L 9 til lov om Det Centrale Personregister, der blev fremsat 7. oktober 1998. I dette lovforslag var der således lagt op til, at den hidtidige adresseringsmellemnavnspraksis ikke skulle opretholdes. Baggrunden herfor var, dels at borgerne ofte misforstår registreringen og tror, at de “hedder” disse navne og ikke kun har fået registreret en navnebrug, dels at offentlige myndigheder bør registrere borgerne under de navne, de har efter navnelovgivningen.

De nævnte forståelsesproblemer giver i praksis også anledning til en række problemer for vielsesmyndigheden, folkeregistrene samt pas- og kørekortkontorerne.

1998-lovforslaget blev ikke vedtaget inden folketingssamlingens udløb. Ved genfremsættelsen af forslag til lov om Det Centrale Personregister i den efterfølgende folketingssamling blev reglerne om adresseringsmellemnavne imidlertid foreslået opretholdt, da det ikke blev fundet hensigtsmæssigt at indlede en større debat om dette spørgsmål i løbet af efteråret 1999 i forbindelse med behandlingen af CPR-lovforslaget. I bemærkningerne til dette forslag blev det imidlertid anført, at der var enighed mellem det daværende Indenrigsministerium og Justitsministeriet om, at reglerne om navne bør være indeholdt i navnelovgivningen.

3.3. Fornavne (§ 10)

I det følgende gennemgås reglerne om erhvervelse og forandring af fornavne.

Fornavnet er det eller de første navne i navnerækken. Fornavnet har en anden sproglig funktion end mellem- og efternavnet, idet fornavnet udpeger det enkelte menneske (dvs. er individualudpegende), ligesom fornavnet i alverdens kulturer i almindelighed signalerer personens køn.

I modsætning til efternavnet betegner et fornavn ikke en slægtsmæssig tilknytning til andre, der bærer samme navn. Som følge heraf gælder der heller ikke noget krav om slægtsmæssig tilknytning for, at man kan tage et fornavn.

På samme måde adskiller fornavne sig fra mellemnavne, der også betegner en vis slægtsmæssig tilknytning til navnet.

Dog findes der flere navne, der er i brug som både fornavn, mellemnavn og efternavn.

3.3.1. Erhvervelse af fornavn

3.3.1.1. Fremgangsmåden ved erhvervelse af fornavn

Erhvervelse af fornavne sker enten ved dåb i folkekirken eller et anerkendt trossamfund eller ved anmeldelse til ministerialbogen i moderens bopælssogn (i Sønderjylland personregistret). Den eller de, der har forældremyndigheden over barnet, bestemmer barnets navn. Har forældrene fælles forældremyndighed, skal de være enige herom.

Efter navnelovens § 10, stk. 2, skal et fornavn senest 6 måneder efter barnets fødsel anmeldes til ministerialbogen (personregistret) af barnets forældre eller den, der har forældremyndigheden, eller tillægges barnet ved dåb. Overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde, jf. navnelovens § 16, stk. 3. Der kan endvidere i medfør af retsplejelovens § 997, stk. 3, pålægges forældrene tvangsbøder, der løber, indtil navngivning sker.

I dommen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 1288, blev et forældrepar, der havde undladt inden 6 måneder at oplyse barnets fornavn til ministerialbogen, hver idømt en bøde på 400 kr. og pålagt tvangsbøder på 1.000 kr. om måneden. Forældrene ville ikke anmelde navnet til ministerialbogen, fordi den førtes af Folkekirken. Hensynet til religionsfriheden, jf. grundlovens § 68, kunne ikke føre til andet resultat.

Der er forskel på fremgangsmåden ved navngivning i Sønderjylland og i resten af landet.

Årsagen er, at Sønderjylland efter krigen i 1864 blev underlagt tysk ret. Ved genforeningen i 1920 blev denne retstilstand kun delvist ophævet. Personer, der fødes i Sønderjylland, fødselsregistreres således af en personregisterfører, mens det i resten af landet er ministerialbogsførerne, der foretager fødselsregistreringen. Det betyder, at navnesager behandles dér, hvor navneoplysningerne findes, jf. pkt. 3.4.2.1.

3.3.1.2. Betingelser for at tage et fornavn

Efter navnelovens § 10 skal et barn tillægges et eller flere fornavne. Som fornavn må ikke vælges et navn, der ikke er et egentligt fornavn, eller som kan blive til ulempe for barnet.

Kirkeministeriet, som har kompetencen for så vidt angår navngivning og navneændring uden for de sønderjyske landsdele, har fastsat følgende regler, jf. cirkulære nr. 24 af 1. marts 1982 om ændring af lovgivningen om personnavne:

“II. Erhvervelse af fornavn
Bestemmelserne herom findes i lovens § 10, stk. 1, der foreskriver følgende:
1. Ethvert barn skal tillægges et eller flere fornavne.
2. Der må som fornavn ikke vælges et navn, der ikke er et egentligt fornavn, eller som kan blive til ulempe for barnet.
Det tilkommer forældremyndighedens indehaver under iagttagelse af de fastsatte begrænsninger at vælge fornavn for barnet. Med henblik på at lette valget af fornavn og i øvrigt i videst muligt omfang at undgå tvivl med hensyn til, om et påtænkt navn kan anvendes som fornavn, udsender kirkeministeriet i samråd med Københavns universitets institut for navneforskning med passende mellemrum en fortegnelse over godkendte fornavne. Den seneste fortegnelse er udsendt ved ministeriets cirkulære af 1. december 1981. Fortegnelsen omfatter ikke navne, som kun er godkendt under særlige omstændigheder eller på særlige vilkår.
Med hensyn til valg af fornavn skal i øvrigt bemærkes følgende:
1. Det følger af bestemmelserne i § 10, stk. 1, at et navn, der er i brug som efternavn, i almindelighed ikke kan anvendes som fornavn, og at der ikke må tillægges en dreng et pigenavn eller en pige et drengenavn.
2. Med de undtagelser, der fremgår af fortegnelsen, anses i almindelighed navne med endelsen -i og -y som drengenavne og navne med endelsen -a og -ie som pigenavne.
3. Der må ikke tillægges et barn et fornavn, som bæres af ældre levende søskende, medmindre der tillægges barnet et yderligere fornavn.
4. Kælenavnsformer, forkortelser og usædvanlige stavemåder af gængse fornavne vil i almindelighed ikke kunne forventes godkendt.
5. Almindeligt kendte titler, titulaturer, stillingsbetegnelser o.lign. kan ikke anvendes som fornavne.
6. Betegnelsen junior, talangivelser (f.eks. III) eller præfixer (f.eks. de, du og von) kan ikke benyttes til fornavne.
7. Der kan ikke tillægges et barn 2 ens fornavne, ej heller forbundet med bindestreg. Derimod kan forskellige fornavne forbindes med bindestreg. Et fornavn og et mellemnavn kan ikke forbindes med bindestreg.
8. Navne, der ikke er optaget på fortegnelsen over godkendte fornavne, må kun tillægges efter forud indhentet godkendelse fra kirkeministeriet, jfr. dog pkt. 9. Godkendelse kan eventuelt indhentes telefonisk. Hævdes det ønskede navn faktisk at være i brug som fornavn inden for den europæisk-amerikanske kulturkreds, må dette så vidt muligt dokumenteres. I tilfælde af opkaldelse må der tilvejebringes dåbsattest/navneattest for den person, efter hvem barnet ønskes opkaldt, eller eventuelt anden dokumentation for den pågældendes navn. Påberåbes en lokal navneskik, må denne godtgøres.
Navne hentet fra fjernerestående samfund vil normalt ikke kunne forventes godkendt, medmindre forældrene eller en af disse har tilknytning til et land, hvor navnet er i brug som fornavn.
Den af medlemmer af det mosaiske trossamfund fulgte særlige navneskik berøres ikke af foranstående regler.
9. Forældre, hvoraf den ene eller begge har eller har haft fremmed statsborgerret, kan uden forelæggelse for kirkeministeriet tillægge deres barn et ikke tidligere godkendt navn, såfremt de erklærer, at navnet er i brug som fornavn i det land, hvori de eller en af dem har eller har haft statsborgerret.”

Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) har kompetencen for så vidt angår navngivning og navneændring i de sønderjyske landsdele, jf. pkt. 3.4.2.1.

Statsamtet Sønderjylland og Civilretsdirektoratet behandler tvivlsspørgsmål om fornavne for de sønderjyske landsdele. Statsamtets og direktoratets praksis afstemmes med Kirkeministeriet.

3.3.1.2.1. Navnet skal være et egentligt fornavn

Kirkeministeriet har udfærdiget lister over godkendte drenge- og pigefornavne. Der henvises til cirkulære nr. 195 af 1. november 1990 samt cirkulære nr. 146 af 1. november 1997.

Hvis der er tale om et navn, der ikke står på disse lister, afgør Kirkeministeriet, eventuelt efter forudgående drøftelse med Københavns Universitets Afdeling for Navneforskning, om navnet er et egentligt fornavn. Hvor det ønskede navn tillige er forbeholdt som efternavn, træffes afgørelsen efter forelæggelse for Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet).

Ved vurderingen lægges navnlig vægt på, at der er tale om et fornavn, og at det ikke er upassende eller kan vække anstød.

Disse kriterier har i praksis navnlig haft betydning i forhold til navne, der også er i brug som efternavne, og i forhold til udenlandske fornavne samt i tilfælde, hvor der er ønsker om helt nye fornavne.

Navne, der er i brug som efternavne

Efter Kirkeministeriets cirkulære nr. 24 af 1. marts 1982, kapitel II, stk. 2, pkt. 1, jf. pkt. 2, der er gengivet ovenfor, kan et navn, der er i brug som efternavn, i almindelighed ikke tages som fornavn, medmindre der er tale om et godkendt fornavn.

I praksis tillades dog sådanne fornavne, hvis det godtgøres, at navnet er almindeligt som fornavn indenfor den europæisk-amerikanske kulturkreds. Det gælder, uanset om der er tale om et forbeholdt efternavn, men ikke hvis navnet er f.eks. tvekønnet eller har for stor lighed med andre ordgrupper, som f.eks. Jordan og Cuba.

Som eksempel kan nævnes, at navnet Storm, der er et forbeholdt efternavn, efter en del overvejelse blev tilladt som drengefornavn. Navnet anvendes som drengefornavn i bl.a. USA, England og Tyskland. Trolle, der også er et forbeholdt efternavn, er derimod ikke et navn, der anvendes som fornavn i den europæisk-amerikanske kulturkreds, og det er derfor ikke blevet tilladt som drengefornavn.

Patronymnavne dannet af faderens fornavn med endelsen -søn eller -datter – blev afskaffet som efternavne ved Dåbsforordningen af 1828. Der er dog udviklet en praksis, hvorefter piger kan få tilladelse til at få fars eller mors fornavn med endelsen -datter som yderligere fornavn. Praksis er oprindelig udviklet efter ønske fra islandske statsborgere i Danmark, som ikke kunne få deres børn navngivet efter islandske regler. Bekendtgørelse nr. 96 af 24. februar 1988 om anvendelse af islandske regler om personnavne, hvorefter islændinge med midlertidigt ophold i Danmark kan få tilladelse til at navngive deres børn efter islandske navneregler, har nu afhjulpet dette problem. Også danskere har dog ønsket denne mulighed for at tillægge deres børn patronymikon, og det tillades således som yderligere fornavn, hvis barnet samtidig får et egentligt fornavn som 1. fornavn. I praksis kan dette som hovedregel lade sig gøre for piger. Navne med endelsen -sen eller -søn kan derimod i almindelighed kun tillægges efter reglerne om mellem- og efternavne. Dette vil dog sjældent være muligt, da de fleste -sen-navne er forbeholdte. Navnet vil derfor som hovedregel ligge for tæt på et forbeholdt efternavn. For eksempel vil Holgersøn ikke kunne tillades som yderligere fornavn på grund af det forbeholdte efternavn Holgersen.

Kombinationer af eksisterende fornavne med eller uden bindestreg

Efter Kirkeministeriets cirkulære nr. 24. af 1. marts 1982, kapitel II, stk. 2, pkt. 7, kan “forskellige fornavne forbindes med bindestreg. Et fornavn og et mellemnavn kan dog ikke forbindes med bindestreg”.

Bestemmelsen, der omfatter almindeligt forekommende navne som Jens-Erik og Anne-Marie og derudover en lang række mere usædvanlige navnekombinationer, giver i almindelighed ikke anledning til problemer i praksis.

Vurderingen af, om et konkret navn er et ekstra fornavn eller et mellemnavn, har dog frem til indførelsen af den nye, elektroniske kirkebog DNK været vanskelig. Efter praksis har man derfor kun frit kunnet kombinere godkendte fornavne med bindestreg, evt. i let varierende stavemåde. Begge navne har endvidere skullet være enten drenge- eller pigenavne.

De senere år har der været et stigende antal ansøgninger (henimod 200 årligt) om sammenskrevne navneformer af typen Hannecatrine, Lisamaryann, Diannamia, Jensalexander, Flemmingask og Marcgabriel. De nævnte eksempler er blevet tilladt i 2003-04. Selvom de nye kombinationer ofte forekommer ejendommelige, kan de ligesom bindestregsnavnene sammenlignes med en gammel navnegruppe Hannemarie, Annelouise, Ingesofie, Hanspeter, Jenserik. Kun pigenavnene af denne type kan dog siges at forekomme ofte.

Ansøgningerne om sammenskrivning af fornavne er i praksis blevet behandlet efter de samme regler som bindestregsnavne, dog med den modifikation, der følger af, at navnene bliver en sammensætning. Således kan store bogstaver inde i det nye navn ikke godkendes. Eksempelvis er CarianMaya, AzazYah, HanneKarin, KimBent og MartinKim blevet afslået i 2003-04.

Sammenskrivningen kan i særlige tilfælde vanskelig- eller umuliggøre identifikationen af de bagvedliggende fornavne. Dette har især, når der blev søgt om sammenskrevne fornavne til børn, medført, at der er givet afslag med henvisning til navnelovens § 10, idet navne som Markusemil, Finnulrik, Madschristian, Madsmac ikke har kunnet opfattes som “egentlige fornavne”, ligesom det blev skønnet, at de kunne blive “til ulempe” for navnebæreren.

Udenlandske fornavne

Efter Kirkeministeriets cirkulære nr. 24 af 1. marts 1982, kapitel II, stk. 2, pkt. 8, godkendes fremmede fornavne kun som nye fornavne, hvis det godtgøres, at der er tale om et navn, der er i brug som fornavn inden for den europæisk-amerikanske kulturkreds. Et udenlandsk fornavn kan endvidere konkret tillades, hvis en af barnets forældre har tilknytning til et andet land, og det godtgøres, at der er tale om et navn, der er i brug som fornavn i dette land.

Hvis en af barnets forældre er eller har været statsborger i et andet land, anses dokumentationskravet for opfyldt, hvis vedkommende erklærer, at navnet er i brug som fornavn i dette land, jf. cirkulærets pkt. 9.

Det kan være vanskeligt at vurdere, om et fornavn, der søges af personer, der har tilknytning til andre lande, er et egentligt fornavn, og om det er et drenge- eller pigefornavn.

Ved opslag i CPR, diverse fornavnebøger og i forskellige databaser på Internettet er der en mulighed for at undersøge navnets udbredelse og brugen af det som pige- eller drengefornavn.

I praksis har kravet om, at ens forældre skal have tilknytning til et andet land, navnlig givet anledning til problemer, hvor en person, der er konverteret til islam og i den anledning ønsker et muslimsk fornavn for sig selv og evt. for sine børn, ikke har nogen familiemæssig tilknytning til et land, hvor navnet anvendes som fornavn.

En del muslimske fornavne er godkendt som fornavne, men dette er ofte ikke tilfældet for det navn, der ønskes.

Nye fornavne

Kravet i navnelovens § 10, stk. 1, om, at der skal være tale om et egentligt fornavn, udelukker ikke, at der kan tages et helt nydannet fornavn, der ikke i forvejen er i brug som sådan i Danmark eller udlandet.

Der er en udbredt tendens i befolkningen til, at forældre selv vil bestemme, hvad deres børn skal hedde, og ikke mener, at myndighederne skal blande sig i det, ligesom voksne personer mener, at deres navn (fornavn) må være deres eget valg.

En relativ ny tendens er ønsket om at ændre et fornavn på baggrund af numerologiske principper, der er en særlig opfattelse af et navns betydning for bæreren på baggrund af en analyse af navnets stavemåde og en talmæssig værdi, der knyttes hertil.

På baggrund af en forespørgsel blandt folkekirkens ministerialbogsførere har Kirkeministeriet anslået, at ministerialbogsførerne i perioden ultimo 2002 – ultimo 2003 i alt gennemførte ca. 2.700 navneændringer med numerologisk baggrund. Det er Kirkeministeriets opfattelse, at antallet af navneændringer med numerologisk baggrund ikke længere er stigende hos ministerialbogsførerne.

Som eksempler fra Sønderjylland, hvor Civilretsdirektoratet har tilladt sådanne navne, kan nævnes: Kriztell, Haralld, Jørni, Inggrid, Jensmathias, Leifde. Senest er Steen tilladt ændret til Stecn. Der var tale om en konkret tilladelse, og det pågældende navn er således ikke generelt godkendt som fornavn. Ansøgeren havde i CPR set, at en anden person havde dette fornavn. Civilretsdirektoratet foretog en høring af Kirkeministeriet, som meddelte, at navnet én gang efter omstændighederne var blevet tilladt i en navneændring for en voksen, men at ministeriets faste praksis – også efterfølgende – var at afslå ansøgninger om Stecn som fornavn. Civilretsdirektoratet foretog også høring af Københavns Universitet, Afdeling for Navneforskning, som ikke kunne anbefale denne stavemåde af navnet. Civilretsdirektoratet tillod dog efter omstændighederne navnet.

Ønsket om at ændre stavemåden af almindelige navne på grund af numerologiske principper forekommer i mindre omfang også på mellem- og efternavnsområdet.

Titler og talangivelser m.v.

Kirkeministeriets cirkulære nr. 24. af 1. marts 1982, kapitel II, stk. 2. pkt. 5, fastslår endvidere, at almindeligt kendte titler, titulaturer, stillingsbetegnelser m.v. ikke kan anvendes som fornavne. Bestemmelsen skal ses på baggrund af, at adelige titler i f.eks. Tyskland og Frankrig, der ellers har afskaffet adelsstanden, i stedet gives som fornavne. Der har kun været få sager af denne art, da få mennesker i ramme alvor har ønsket at hedde Greve eller Oberstinde til fornavn. Enkelte afslag er dog givet med henvisning til denne bestemmelse, f.eks. Duchesse i 2001.

Cirkulærets bestemmelse i kapitel II, stk. 2, pkt. 5, om, at betegnelser som junior, talangivelser (f.eks. III) eller præfixer (de, du og von) ikke kan tages som fornavn har derimod givet anledning til en del afslag. Sådanne betegnelser opfattes ikke som egentlige navne, men som et løst tillæg til navnet, der ikke har selvstændig vægt som fornavn. Efter Kirkeministeriets praksis kan initialer heller ikke godkendes som selvstændige fornavne som f.eks. “S” i Harry S Truman.

3.3.1.2.2. Navnet må ikke kunne blive til ulempe

I begrebet ulempe ligger bl.a., at der ikke må gives et fornavn, der kan give anledning til drillerier. Begrebet stammer fra Dåbsforordningen fra 1828, der blev fortolket således, at navne, der kunne virke latterlige eller i øvrigt blive til ulempe for barnet senere hen i livet, ikke måtte godkendes.

Drenge-/pigenavne

Kravet om, at navnet ikke må kunne blive til ulempe, betyder navnlig, at det som udgangspunkt er forbudt at give en pige et drengenavn eller omvendt. Om de særlige forhold for transseksuelle henvises til pkt. 3.3.1.2.3.

I Kirkeministeriets cirkulære kapitel II, stk. 2, pkt. 2, er sondringen mellem pige- og drengenavne søgt gennemført ved at pege på, at endelserne -i og -y hovedsageligt optræder som drengenavne, mens pigenavne ofte ender på vokalerne -a og -ie. Da der imidlertid er en lang række fornavne, som ikke ender på de pågældende vokaler, men i stedet ender på -e, f.eks. Åge eller Åse, eller ender på konsonanter som Jan og Ann, er adskillelsen alene ved hjælp af navnets endelse særdeles vanskelig. Der er da i praksis også en hel del drengenavne, der ender på -a, f.eks. Orla, ligesom mange pigenavne ender på -i, f.eks. Janni.

Med de senere årtiers internationalisering og øgede kontakt med fremmede kulturer er der kommet en lang række navne til landet fra muslimske, afrikanske og asiatiske lande, som yderligere har vanskeliggjort en entydig sondring mellem drenge- og pigenavne ved navneendelserne. Navne fra disse kulturer ønskes i stigende omfang af danske statsborgere, der ikke har særlig tilknytning til de pågældende områder, jf. cirkulærets kapitel II, stk. 2, pkt. 9. Som eksempler kan nævnes pigenavnene Bhakthie, Kawthar, Sewit, Subhadra og Swami samt drengenavnene Dawa, Dhjuani, Mazyar, Wjac og Waduge.

Civilretsdirektoratet har ved cirkulæreskrivelse af 2. juli 1998 til statsamterne, Kirkeministeriet og personregisterførerne i Sønderjylland udsendt Justitsministeriets svar til Folketingets Retsudvalg af 24. juni 1998, hvorefter praksis er ændret, således at piger kan blive navngivet med faderens, farfaderens og eventuelt oldefaderens fornavn som 2., 3., og 4. fornavn. Dette forudsætter, at barnets forældre er eller har været statsborgere i et land, der følger en sådan navneskik, samt at pigerne tillægges et egentligt pigefornavn som 1. fornavn.

Det kan undertiden være vanskeligt at drage en skarp grænse mellem drenge- og pigefornavne. Der findes således enkelte navne, der både er drenge- og pigenavne.

Navne, der giver anledning til drillerier

Der må heller ikke vælges et navn, der kan give anledning til drillerier. Dette hensyn ligger bl.a. også bag bestemmelserne i Kirkeministeriets cirkulære kapitel II, stk. 2, pkt. 3 om, at et barn ikke må tillægges et fornavn, som bæres af ældre levende søskende, medmindre det tillægges yderligere et fornavn. Det samme gælder kapitel II, stk. 2, pkt. 4, om, at kælenavne, forkortelser og udsædvanlige stavemåder af gængse fornavne i almindelighed ikke kan forventes godkendt, samt kapitel II, stk. 2, pkt. 7, om at man ikke kan bære 2 ens fornavne, heller ikke med bindestreg.

I sin praksis har Kirkeministeriet ved afvejningen af, om navnet må antages at kunne blive til gene for navnebæreren, tillagt det en vis betydning, om der er ansøgt om et navn til et barn (navngivning) eller til en voksen (navneændring).

Som eksempler kan nævnes, at Kirkeministeriet har givet afslag på de fornavne, der er nævnt i det følgende. Det fremgår ikke, om de ønskede navne drejede sig om navngivning af nyfødte, eller om det var navneforandringer til voksne personer:

Piger: Baselika, Bjælde, Cinus, Denpfi, Lykkez, Frille, Ikea, Mhshed, Petit, Piel, Plaza.

Drenge: Bacchus, Bais, Bandito, Bimme, Buddha, Denpf, Gøgler, Monkey, Pirmin, Po.

3.3.1.2.3. Særligt om transseksuelles fornavne

Kravet om, at en dreng skal have et drengenavn og en pige et pigenavn, jf. Kirkeministeriets cirkulære nr. 24 af 1. marts 1982, kapitel II, stk. 2, pkt. 1, har givet anledning til en række særlige problemstillinger i relation til transseksuelle personers fornavne.

Hidtil har det været praksis, at transseksuelle først får tilladelse til at ændre fornavn til et kønsentydigt fornavn (af modsat køn), når der som følge af en kønsskifteoperation er sket en egentlig ændring af den pågældendes kønsstatus. Det medfører også ret til ændring af CPR-nummer.

Der har imidlertid blandt visse transseksuelle været et stærkt ønske om at få tilladelse til at ændre fornavn til et navn, der betegner det modsatte køn, uden forudgående kønsskifteopration.

Hidtil har dette kun kunnet imødekommes ved at ændre fornavn til et af de fornavne, som kan anvendes til begge køn, eller hvor ligheden mellem pigenavnet og drengenavnet er stor, f. eks. Kim, Rumle, (både drenge og pigefornavn), eller Cimmi, Kimmy (drengefornavn)/ Cimmie, Kimmi, Kimi (pigefornavn).

Civilretsdirektoratet har i februar 2002 i samråd med Sexologisk Klinik ved Rigshospitalet etableret en forsøgsordning, hvorefter det er muligt for transseksuelle, der venter på en tilladelse til operation, samt for visse transseksuelle, der ikke kan eller vil opereres, at opnå tilladelse til at få et fornavn, der normalt kun gives til personer af det modsatte køn.

De 2 grupper, der kan komme ind under forsøgsordningen, kan beskrives således:

  1. Ansøgere, der går i et observationsforløb på Sexologisk Klinik med henblik på senere at søge tilladelse til kønsskifte. Det er en betingelse, at Sexologisk Klinik bekræfter, at ansøgeren, er blevet henvist til kønshormonbehandling med hormoner fra det ønskede køn.
     
  2. Ansøgere, der ikke aktuelt ønsker kønsskifte, men som gennem længere tid har levet som det andet køn. Det er en betingelse, at Sexologisk Klinik afgiver en udtalelse om, at der er tale om en transseksuel, der gennem længere tid har levet fuldtids som det andet køn, men ikke ønsker at gennemgå kønsskifte. Ønsket om at leve som det andet køn skal være stabilt, og det er en betingelse, at ansøgerens livskvalitet skønnes at blive væsentligt forbedret ved et fornavn, der svarer til den kønslige fremtoning.

Pr. 1. april 2004 har ca. 15 personer opnået ændring af fornavn efter denne forsøgsordning. Civilretsdirektoratet har oplyst, at det er direktoratets opfattelse, at ordningen ikke har givet anledning til praktiske problemer, og at den i vidt omfang imødekommer det eksisterende behov for navneændringer for transseksuelle personer.

3.3.2. Forandring af fornavn

3.3.2.1. Forandring ved anmeldelse

Efter navnelovens § 10, stk. 3, kan forandring af fornavn ske ved anmeldelse til ministerialbogen (personregistret).

§ 10, stk. 1, gælder også ved forandring af fornavn. En ansøger vil derfor kun kunne bortkaste et fornavn, såfremt vedkommende enten beholder et andet fornavn eller samtidig erhverver et nyt fornavn. Endvidere skal det nye fornavn være et egentligt fornavn, og det må ikke kunne blive til ulempe for ansøgeren. Forandring af fornavn kan endvidere ske ved udfærdigelse af adoptionsbevilling.

Kravet i § 10, stk. 1, om at et barn skal have mindst et fornavn, og at det navn, der vælges, ikke må kunne blive til ulempe for barnet, betyder i praksis, at hvis et barn har 2 eller flere fornavne, hvoraf det ene er et kønsukorrekt fornavn, kan navneforandring ikke tillades, hvis det alene er det kønsukorrekte fornavn, der står tilbage.

Problemstillingen kendes fra drenge/mænd med sydeuropæisk (italiensk, spansk eller portugisisk) oprindelse, der bærer et pigefornavn som 2. fornavn, f.eks. Joseph Maria. Hvis der på et senere tidspunkt bliver fremsat begæring om at bortkaste det første fornavn, Joseph, skal der tages stilling til, om barnets navn herefter opfylder betingelsen i navnelovens § 10, stk. 1. Denne bestemmelse vil således føre til, at navnet Joseph ikke må bortkastes, uden at der samtidig tages et nyt drengefornavn.

Det samme gælder for piger/kvinder med en muslimsk baggrund f.eks. somalisk, som også har fået tilladelse til at bære drengefornavne som 2. eller senere fornavn, forudsat at hun bærer et pigenavn som 1. fornavn, og for personer, der har fået tilladelse til at bære et dansk patronymnavn som 2. eller senere fornavn, jf. pkt. 3.3.1.2.1.

3.3.2.2. Forandring ved navnebevis

Det følger af navnelovens § 15, at forandring af fornavn også kan ske ved navnebevis, dels i forbindelse med navneforandringer, der kun kan ske ved navnebevis, dels for personer, der ikke er tilført en ministerialbog her i landet.

Når Civilretsdirektoratet og statsamterne skal vurdere, om et ikke godkendt fornavn kan tillades ved navnebevis, følges samme praksis som ved navngivning af børn, jf. pkt. 3.3.1.2.

Et fornavn, som et adoptivbarn er blevet tillagt ved adoptionen, bortfalder ikke, hvis adoptionen ophæves.

3.4. Organisation og administration

Navneloven administreres af Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet). Administrationen af lovens enkelte bestemmelser er imidlertid fordelt på en række myndigheder.

Det drejer sig i korte træk om følgende:

Ministerialbogsførerne, personregisterførerne (i Sønderjylland), statsamterne/Københavns Overpræsidium, vielsesmyndighederne og folkeregistrene (dog kun fsva. adresseringsmellemnavne, jf. nedenfor, pkt. 3.4.6).

Ministerialbøgerne hører under Kirkeministeriet, mens personregistrene hører under Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet). Vielsesmyndigheden hører dels under kommunerne, dels under Kirkeministeriet. Dog er prøvelsen af, om ægteskabsbetingelserne er opfyldt forud for vielsen, henlagt til kommunerne med rekurs til Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet). Endelig hører folkeregistrene under kommunerne og CPR under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Et egentligt overblik over, hvilke myndigheder der på navneområdet har hvilke opgaver, er det dog erfaringsmæssigt svært for den enkelte borger at have. Antallet af forskellige myndigheder, der har at gøre med navngivning og navneforandringer, giver således i visse situationer anledning til, at der opstår usikkerhed med hensyn til, hvem der har kompetencen, herunder navnlig om hvem der skal træffe afgørelsen, hvem der skal føre tilsyn og afgøre tvivlsspørgsmål, og hvem der kan klages til.

I det følgende gennemgås, hvilke myndigheder der foretager registrering af navn og foretager navneforandringer, samt fordelingen af opgaver mellem disse.

3.4.1. Ministerialbøgerne

Opgaven som ministerialbogsfører i folkekirken varetages i det enkelte sogn af den sognepræst, til hvis stilling hvervet som ministerialbogsfører er henlagt. I større sogne varetages opgaven i praksis af en kordegn, der fører ministerialbogen på vegne af den pågældende sognepræst.

Ministerialbogsføringen står under tilsyn af provsten og under overtilsyn af biskoppen, jf. kapitel 4 i Kirkeministeriets cirkulære af 13. december 2001 om folkekirkens ministerialbog (DNK). Tilsyn skal gennemføres mindst hvert 2. år.

I forbindelse med ikrafttrædelsen af den nugældende navnelov blev en del sager om navneforandring, der hidtil havde været behandlet af statsamterne, lagt over til ministerialbogsførerne (personregisterførerne) og vielsesmyndigheden.

Man ønskede herved at aflaste statsamterne. Ved beslutningen om at overlade disse opgaver til ministerialbogsførerne blev der bl.a. lagt vægt på, at en del sager ikke krævede en egentlig sagsbehandling. Der var således tale om navneændringer, der kunne tillades, når visse let konstaterbare betingelser var opfyldt.

De navneforandringer, der i dag foretages ved anmeldelse til ministerialbogen (personregistret), er således navneforandringer, der i vidt omfang kan løses ud fra de oplysninger, der allerede findes i ministerialbogen (personregistret), f.eks. om slægtskab, vielse/ægtefælle, eget efternavn mv.

Ved fordelingen af kompetencen til at behandle navnesager har man endvidere ønsket at henlægge kompetencen til den myndighed, hvor borgeren har lettest ved at henvende sig, f.eks. ved barnedåb eller ved vielse. Der findes på landsplan over 2.100 sogne.

Navneforandringer foretaget ved anmeldelse til ministerialbogen meddeles til CPR. Efter indførelsen af DNK sker dette automatisk ved ministerialbogsførerens registrering i DNK. Tidligere tiders papirindberetning til folkeregistret er således faldet bort.

3.4.1.1. Navngivning

Navngivning af børn, der er født i Danmark uden for Sønderjylland, foretages ved anmeldelse til ministerialbøgerne, jf. navnelovens §§ 1, 10 og 11.

Navngivning ved anmeldelse sker til ministerialbogen i moderens bopælssogn eller ved dåb. Navngivning ved dåb (og anmeldelse) kan også ske til et anerkendt trossamfund, der har tilladelse til at føre ministerialbog, jf. § 13.

De 9 anerkendte trossamfund er: Reformerte menigheder, Det romersk-katolske trossamfund, Det mosaiske trossamfund, Det metodistiske trossamfund, Svenska Gustafsförsamlingen i København, Den ortodokse russiske menighed i København, St. Alban's English Church i København, Det danske Baptistsamfund og den norske menighed ved Kong Haakon Kirken i København.

Ministerialbogsføringen i de anerkendte trossamfund står under tilsyn af landsarkiverne og under overtilsyn af Rigsarkivet, jf. § 17 og § 18 i Kirkeministeriets cirkulære af 14. august 1987 om folkekirkens og de anerkendte trossamfunds ministerialbøger.

3.4.1.2. Navneforandring ved anmeldelse

De fleste af de navneforandringer, der kan ske ved anmeldelse, foretages ved anmeldelse til ministerialbogen, jf. navnelovens §§ 2, 10 og 11.

I 1996 blev der i folkekirkens sogne registreret 57.171 dåb, 13.851 navngivninger og 28.518 navneændringer, jf. bilag A15 til rapporten Den Ny Kirkebog – Design af en IT-baseret løsning (Kirkeministeriet, 1998). Navneforandringer hos ministerialbogsføreren er gebyrfri.

Fornavne

Ministerialbogsføreren kan tillade fornavne, der er anført i Kirkeministeriets liste over godkendte pige- og drengefornavne. Fornavne, der ikke er anført på listen, kan tillades efter de bestemmelser, der er anført i Kirkeministeriets cirkulære nr. 24 af 1. marts 1982, kapitel II, stk. 2, pkt. 8 og 9, der er gennemgået under pkt. 3.3.1.2.

Kirkeministeriet kan godkende nye fornavne. Er navnet tillige et forbeholdt efternavn, eller ligner det et sådant navn, sker vurderingen i praksis i samråd med Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet), som vurderer, om det forbeholdte efternavn har en sådan karakter, at det også kan tillades som fornavn. Civilretsdirektoratet har bl.a. fundet det rettest at navnene Bille, Kronborg, Rind og Trolle ikke tillades som fornavne.

Kirkeministeriet kan endvidere indhente en rådgivende udtalelse fra Københavns Universitet, Afdeling for Navneforskning i sager om fornavne.

I de tilfælde, hvor der gives afslag på et fornavn, kan det undertiden konstateres, at det giver anledning til tvivl for afgørelsens adressat, hvem der har kompetence til at træffe afgørelse. Det skyldes, at Kirkeministeriet – i overensstemmelse med god forvaltningsskik – i sin gennemgang af sagens faktum / sin begrundelse for afgørelsen, altid oplyser om indholdet af en eventuel udtalelse fra Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) eller Københavns Universitet, Afdeling for Navneforskning, såfremt udtalelsen har haft betydning for Kirkeministeriets meddelelse af afslag.

Mellemnavne

Ministerialbogsføreren kan tillægge et barn eller en voksen et eller flere mellemnavne, jf. navnelovens § 11, stk.1. Efter denne bestemmelse kan man få forældres mellemnavne eller et mellemnavn, den pågældende kan få som efternavn efter §§ 1-2, og 8, nr. 1.

Ønskes et barn ved anmeldelse eller dåb tillagt et mellemnavn, der kun kan opnås ved navnebevis efter § 11, stk. 2, og Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 24, udfærdiger statsamtet et særligt navnebevis inden navngivningen, jf. umiddelbart nedenfor vedrørende efternavne.

Efternavne

Ministerialbogsføreren kan tillægge et barn eller en voksen et efternavn, jf. navnelovens §§ 1 og 2. Efter disse bestemmelser kan man få et af forældrenes efternavne, stedfars eller stedmors efternavn eller et efternavn, den pågældende tidligere har båret (med mindre det er erhvervet på grundlag af ægteskab). Det gælder dog ikke, hvis der foreligger en adoption.

Ønskes et barn ved anmeldelse eller dåb tillagt et efternavn, som barnet kun kan opnå efter § 8, nr.1 (bedste- eller oldeforældres efternavn), § 8, nr. 5 (en del af et dobbelt efternavn), og § 9 (f. eks. fars og mors efternavne sat sammen med bindestreg), er det på den ene side en betingelse, at statsamtet udfærdiger et navnebevis, inden navngivningen ved anmeldelse eller dåb kan ske. Der er på den anden side ikke hjemmel i loven til at navngive et barn ved et navnebevis. Det skal ske ved dåb eller ved anmeldelse til ministerialbogen.

Da man ikke først vil kræve, at barnet får et efternavn, der umiddelbart er opnåeligt efter reglerne om anmeldelse/dåb, og efterfølgende ændrer navnet ved navnebevis, er der dog praksis for, at der udfærdiges et særligt navnebevis til barnet inden navngivning.

Statsamtet udfærdiger således i disse tilfælde navnebevis, der lyder på “unavngivet barn kan ved dåb eller navngivning tillægges mellemnavnet/efternavnet ... ”

Indgives ansøgningen til statsamtet, inden barnet er fyldt 6 måneder, er navnebeviset gratis, jf. § 17 a, stk. 5.

Samme procedure anvendes ved børn af islandske forældre, der ønskes navngivet efter islandsk navneskik, og hvor forældrene opfylder de betingelser, der er anført i bekendtgørelse nr. 96 af 24. februar 1988 om anvendelse af islandsk navneskik.

3.4.1.3. Andre grundlæggende registreringer i ministerialbogen

Det er ikke kun navngivning og navneændringer, der registreres i ministerialbogen. Det er således hele den grundlæggende personregistrering, der i Danmark (bortset fra Sønderjylland) sker ved anmeldelse til ministerialbøgerne, jf. lov om anmeldelse af fødsler og dødsfald.

Ministerialbøgerne indeholder dermed grundlæggende oplysninger om befolkningen i Danmark, herunder oplysninger om fødsel, slægtskab, navn og dødsfald.

Dette skal bl.a. ses i lyset af, at en række folkekirkelige handlinger er tillagt borgerlig gyldighed. Det drejer sig – ud over navngivning ved dåb – også om vielser.

Fra årsskiftet 2003/2004 sker registreringen over hele landet elektronisk i Den Ny Kirkebog (DNK). Det indebærer bl.a., at registreringen sker på en virtuel kirkebogsside for hver enkelt borger. Alle sogne vil således fremover kunne registrere og se registrerede oplysninger om en borger på kirkebogssiden, uanset hvor i landet registreringen i praksis gennemføres.

Registreringerne lagres i en database, der er fælles tilgængelig for DNK og CPR.

Om Den Ny Kirkebog henvises endvidere til det, der er anført i Kirkeministeriets notat om Den Ny Kirkebog, der er optaget som bilag 6 til betænkningen.

3.4.2. Personregistrene (Sønderjylland)

3.4.2.1. Navngivning

For personer, der er fødselsregistreret i Sønderjylland, har navngivning ved dåben i folkekirken eller et anerkendt trossamfund ikke borgerlig gyldighed, jf. navnelovens § 13. Ved dåben benævnes barnet med det navn, der fremgår af personregistreringsattesten.

Ved Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 indførtes kirkelig vielse med borgerlig gyldighed i de sønderjyske landsdele. Navneændring i forbindelse med vielse kan således i dag gennemføres af en folkekirkelige vielsesmyndighed i Sønderjylland på fuldstændig samme måde som hos en vielsesmyndighed i den øvrige del af landet.

Om dåb har borgerlig gyldighed som navngivning i Sønderjylland afhænger af, hvor fødselsregistreringen er sket. På samme måde skal der også ved navneændringer tages hensyn til, hvorvidt fødslen er registreret i ministerialbogen eller i personregistret.

Ved indførelsen af Den Ny Kirkebog (DNK) er der i folkekirkens sognemenigheder indført et princip om bopælsregistrering i navnesager. Det medfører bl.a., at en person, der er fødselsregistreret i folkekirkens ministerialbog, blot skal anmelde navngivning/navneændring til ministerialbogsføreren i sit nuværende bopælssogn, uanset i hvilket sogn den pågældende i sin tid blev fødselsregistreret/navngivet.

Er fødselsregistreringen foretaget i Sønderjylland, skal anmodningen om navngivning/navneændring behandles af personregistermyndigheden i netop den kommune, hvor fødslen er registreret. Dette gælder som udgangspunkt, uanset at den, der ønsker navneændringen, nu er bosat uden for Sønderjylland, eller for den sags skyld blot i en anden sønderjysk kommune.

Er den pågældende fødselsregistreret/navngivet til ministerialbogen, er situationen imidlertid en anden: En sønderjysk ministerialbogsfører kan således efter indførelsen af DNK sagtens komme ud for også at skulle behandle sager om navngivning/navneændring af sognets beboere under forudsætning af, at disse er fødselsregistreret/navngivet til ministerialbogen i et sogn uden for Sønderjylland.

En mere detaljeret oversigt over mulighederne for at foretage navngivning ved dåb eller anmeldelse til de sønderjyske ministerialbogsførere fremgår af skemaerne nedenfor.

For navngivning ved anmeldelse gælder følgende forhold:

Barnet .....

Navngivningen ved anmeldelse .....

- er fødselsregistreret i Sønderjylland
- har bopæl i Sønderjylland

– skal ske ved anmeldelse til personregisterføreren på fødselsregistreringsstedet

- er fødselsregistreret i Sønderjylland
- er flyttet uden for Sønderjylland før ½ år efter fødslen

- skal ske ved anmeldelse til personregisterføreren på fødselsregistreringsstedet

- er fødselsregistreret uden for Sønderjylland
- bor i Sønderjylland

- skal ske ved anmeldelse til ministerialbogsføreren i bopælssognet

Et sønderjysk sogn kan gennemføre navngivning ved dåb for et barn, der er fødselsregistreret i de danske ministerialbøger, uanset om barnet bor i eller uden for det sønderjyske område. Det sønderjyske sogn bliver i så fald navnemyndighed.

For navngivning ved dåb gælder i øvrigt følgende forhold:

Barnet .....

Navngivningen ved folkekirkelig dåb .....

- er fødselsregistreret i Sønderjylland
- har bopæl i Sønderjylland

I Sønderjylland:
- kan ikke foretages
Uden for Sønderjylland:
- kan ikke foretages

- er fødselsregistreret i Sønderjylland
- er flyttet uden for Sønderjylland før ½ år efter fødslen (uden at være navngivet)

I Sønderjylland:
- kan ikke foretages
Uden for Sønderjylland:
- kan foretages
- navnet tilbagemeldes til personregisterføreren på fødselsregistreringsstedet

- er fødselsregistreret uden for Sønderjylland
- har bopæl i Sønderjylland

I Sønderjylland:
- kan foretages
Uden for Sønderjylland:
- kan foretages

- er fødselsregistreret uden for Sønderjylland
- har bopæl uden for Sønderjylland

I Sønderjylland:
– kan foretages
Uden for Sønderjylland:
– kan foretages

En person, der er navngivet til et sønderjysk personregister, skal også anmelde navneændring hertil.

En person, der er navngivet til de danske ministerialbøger, og som er bosiddende i Sønderjylland, skal anmelde navneændring til ministerialbogsføreren i bopælssognet.

Navneændring efter navnelovens § 4 (vielsesnavne) skal, for personer der er kirkeligt viede, indgives til ministerialbogsføreren i bopælssognet uanset fødselsregistreringssted.

Ved borgerlig vielse skal anmodning om navneændring indgives til den borgerlige vielsesmyndighed.

En sønderjysk dåbsattest må og kan kun udskrives for en person, der er fødselsregistreret i et sønderjysk personregister og døbt i en sønderjysk kirke/sogn.

Personer, der er fødselsregistreret uden for Sønderjylland og døbt i Sønderjylland, skal dermed have udskrevet en `almindelig' dåbsattest.

En sønderjysk dåbsattest er retsgyldig dokumentation for dåben og evt. medlemskab af folkekirken, men det er ikke retsgyldig dokumentation, hvad angår navne.

3.4.2.2. Navneforandring ved anmeldelse

Personregisterføreren kan tillade fornavne, der er godkendte. Der følges i hovedreglen den samme praksis, som er anført ovenfor under ministerialbogsførerne. Ansøgninger om ikke godkendte fornavne forelægges for Statsamtet Sønderjylland, som eventuelt forelægger sagen for Civilretsdirektoratet.

Personregisterførerne kan tillade de mellemnavne, der er anført i navnelovens § 11, stk. 1, og de efternavne, der er anført i navnelovens §§ 1 og 2. Navneforandringer foretaget ved anmeldelse til personregistret meddeles til CPR.

3.4.2.3. Andre grundlæggende registreringer i personregistret

I personregistreret registreres de samme grundlæggende personoplysninger, som findes i ministerialbøgerne, jf. pkt. 3.4.1.3.

Således registreres fødsler og dødsfald i Sønderjylland i personregistret.

Derimod registrerer personregistrene ikke vielser og navneændringer i forbindelse med vielser. Disse registreres således – som i resten af landet – i vielsesbøgerne hos den kommunale vielsesmyndighed eller i den kirkelige vielsesmyndigheds ministerialbøger.

3.4.3. Statsamterne/Københavns Overpræsidium

3.4.3.1. Statsamternes opgaver vedrørende “svære navnesager“

Statsamterne behandler ansøgninger om navneforandringer, der skal ske ved navnebevis, efter navnelovens § 6, § 8, nr. 1-5, § 9 samt § 11, stk. 2, og § 15.

Ansøges der samtidig om ændring af fornavn og mellemnavn eller efternavn, kan navneforandringen ske ved navnebevis, når et af de ønskede navne kun kan opnås ved navnebevis, jf. § 15, stk. 1.

Når statsamtet har foretaget en navneforandring ved navnebevis, underrettes ministerialbogsføreren (personregisterføreren) i de tilfælde, hvor personen er tilført ministerialbogen eller personregistret, samt CPR.

I praksis er der stor forskel på, hvor sagsbehandlingskrævende de forskellige typer af sager i statsamterne er.

Statsamterne foretager således mange navneforandringer ved navnebevis, som er forholdsvis simple, og som ikke kræver en egentlig sagsbehandling. Det drejer sig f.eks. om:

  1. De ændringer af fornavn, mellemnavn og efternavn, der må ske ved navnebevis, fordi personen ikke er tilført ministerialbogen eller personregistret, jf. pkt. 3.4.3.2.
  2. Fars og mors efternavn sat sammen med bindestreg.
  3. Antagelse af giftenavn efter indgåelse af ægteskab i udlandet.
  4. Ægtefæller, der ønsker at føre deres efternavne med bindestreg.
  5. Genantagelse af et tidligere båret giftenavn.

Heroverfor kan nævnes de mere vanskelige navnesager i statsamterne, som statsamterne i en vis udstrækning forelægger for Civilretsdirektoratet:

  1. Nydannede efternavne efter § 6 (forelæggelse obligatorisk).
  2. Genantagelse af biologisk fars eller mors efternavn fra før adoption.
  3. Bedste- eller oldeforældres efternavn med en anden stavemåde end den, der fremgår af dåbsattesten.
  4. Oldeforældres faktisk førte efternavn, når de er født før dåbsforordningen.
  5. Opsplitning af bindestregsefternavne og dobbelte efternavne.
  6. “Biologisk fars” efternavn for børn født uden for ægteskab før 1938 og (alene) bidragspligtiges efternavn for børn født uden for ægteskab frem til 1960.
  7. Forældres, bedste- og oldeforældres efternavn, når der er mangelfuld dokumentation.
  8. Enker/enkemænds ret til et efternavn, som en afdød ægtefælle kunne have taget.
  9. Børn, der ønskes tillagt en fars/mors tidligere ægtefælles efternavn.
  10. Stedfars/-mors efternavn til udenlandske børn.
  11. Fornavnsændringer til transseksuelle.
  12. Fordanskninger af udenlandske efternavne efter § 8, nr. 3.
  13. Hævdssager.
  14. Drengefornavne som mellemnavne til piger og omvendt.
  15. Bedste- eller oldeforældres atypiske fornavne som mellemnavn.
  16. Plejeforældres efternavne og mellemnavne.
  17. Navnelovens § 8, nr. 4 – samtykker.
  18. Fraskilt eller afdød stedfars/-mors efternavn og et efternavn, som stedfar/-mor er berettiget til at tage.
  19. Når der søges fars, mors eller ægtefælles efternavn med kønsspecifik endelse, f.eks. -ski/ -ska og lignende.
3.4.3.2. Statsamternes opgaver i andre sager

Personer, der er domicilerede i Danmark, men ikke er tilført ministerialbogen (personregistret), kan ikke opnå navneforandring ved anmeldelse. For at blive tilført en dansk ministerialbog (personregister) skal man være født i Danmark eller være adopteret ved en dansk adoptionsbevilling. Endvidere indføres personer, der døbes i den danske folkekirke / et anerkendt trossamfund i ministerialbogen ved dåben. Det samme gælder for kirkelige vielser, ligesom børn, der adopteres fra udlandet, på begæring kan optages i ministerialbogen.

Ansøgninger om navneforandring for personer, der er domicileret i Danmark, men ikke tilført ministerialbogen (personregistret) skal alle behandles i statsamtet, også selv om der er tale om de såkaldte “simple navneforandringer”, der normalt sker ved anmeldelse. Størstedelen af disse sager omfatter udlændinge, der nu bor i Danmark, men også danskere, der er født uden for Danmark, skal ansøge statsamtet om et navnebevis for at få foretaget en navneforandring.

I forbindelse med, at statsamtet udfærdiger en adoptionsbevilling, kan der endvidere samtidig ske visse navneforandringer, jf. navnelovens §§ 3 og 12.

3.4.4. Civilretsdirektoratet

Civilretsdirektoratet er klageinstans for afgørelser truffet af statsamtet, uanset om sagen forinden afgørelsen har været forelagt for direktoratet.

Statsamterne og andre myndigheder og private forelægger endvidere en række navneretlige spørgsmål for Civilretsdirektoratet.

Ud over de sager, der er omtalt i pkt. 3.4.3.1, drejer det sig navnlig om følgende sager:

  1. Tvangsrettelser i ministerialbøgerne af fejlagtige navngivninger eller navneforandringer. Disse sager forelægges Civilretsdirektoratet af Kirkeministeriet til udtalelse, jf. pkt. 3.5.3.3.3.
  2. Statsamterne forelægger sager om navneændringer i medfør af § 6 for så vidt angår uddøde navne.
  3. Anerkendelse af visse udenlandske navneforandringer f. eks. til brug for indføring i pas, folkeregister/CPR eller ministerialbøger. Disse sager kan f.eks. blive forelagt af politiet i forbindelse med behandlingen af pas-sager, ambassader, folkeregistrene via statsamtet og Kirkeministeriet.
  4. Private virksomheder og borgere anmelder ikke forbeholdte efternavne og firmanavne m.v., jf. navnelovens § 7, stk. 2.
  5. En række offentlige myndigheder, herunder kommuner, statsamter og udlændingemyndigheder forelægger Civilretsdirektoratet spørgsmål om personers rette navn. Disse spørgsmål vedrører især udlændinge, der har mangelfuld dokumentation ved indrejsen i Danmark.

3.4.5. Vielsesmyndigheden

Vielsesmyndigheden er dels de kirkelige myndigheder, jf. ægteskabslovens §§ 16-17, dels den borgerlige vielsesmyndighed, jf. ægteskabslovens § 18.

Uanset hvor vielsen skal finde sted, foretager den kommune, hvor en af parterne bor, en prøvelse af betingelserne for indgåelse af ægteskab, jf. ægteskabslovens § 13, stk. 1. I den forbindelse meddeler parterne, hvilket efternavn de ønsker at bære efter vielsen. Hvis en af ægtefællerne ønsker at tage den anden ægtefælles navn, afgives anmeldelsen herom og det nødvendige samtykke efter navnelovens § 4, stk. 1, på den blanket, der skal udfyldes af parterne i forbindelse med prøvelsen.

Den kirkelige vielsesmyndighed

I forbindelse med en kirkelig vielse registrerer ministerialbogsførerne de navneændringer, der kan opnås efter navnelovens § 4, stk. 1, (giftenavne) i ministerialbogen. Senere navneændringer efter § 4, stk. 2, anmeldes i disse tilfælde til den kirkelige vielsesmyndighed. Hvis den kirkelige vielsesmyndighed er en af folkekirkens sognemenigheder, sker opdateringen af CPR automatisk ved registreringen af giftenavnet i DNK. Registreringen af personens eget efternavn ændres ikke ved antagelse af giftenavn. Personens aktuelle navn (giftenavn) fremgår herefter af vielsesattesten. På personens fødsels- og dåbsattest eller fødsels- og navneattest fremgår giftenavn imidlertid ikke. Her fremgår i stedet personens eget efternavn.

Den borgerlige vielsesmyndighed

I forbindelse med en borgerlig vielse registrerer den borgerlige vielsesmyndighed de navneændringer, der kan opnås efter navnelovens § 4, stk. 1, i vielsesprotokollen. Senere ændringer efter § 4, stk. 2, anmeldes i disse tilfælde til vielsesmyndigheden (borgmesterkontoret).

I begge tilfælde underrettes Folkeregistret/CPR om navneændringen.

3.4.6. Folkeregistrene

Folkeregistrene foretager ikke navneforandringer i henhold til navneloven. Folkeregistrene tager derimod stilling til ansøgninger fra borgere, der ønsker at benytte et såkaldt adresseringsmellemnavn. Adresseringsmellemnavnene har ikke hjemmel i navneloven, men derimod i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse om folkeregistrering, § 5, jf. pkt. 3.2.3.

Anmeldelse af adresseringsmellemnavne sker ofte i forbindelse med en vielse eller umiddelbart herefter.

3.5. Øvrige bestemmelser m.v.

3.5.1 Høring af børn

Efter § 14, stk. 1, kræver forandring af et barns navn samtykke fra barnet, hvis det er fyldt 12 år. Bestemmelsen indebærer f.eks., at børn, hvis de er fyldt 12 år, ikke uden at have samtykket kan tillægges et nyt navn.

Statsamtet kan dog efter bestemmelsens stk. 3 ved navnebevis tillade navneforandring, selv om samtykke fra barnet ikke foreligger, hvis særlige grunde taler for det. Sådanne grunde kan f.eks. være, at barnet på grund af et mentalt handicap er ude af stand til at give samtykke, eller at navneforandringen skal ske i forbindelse med adoption, og der efter § 6 i adoptionsloven fritages for at indhente samtykke fra barnet.

Barnets samtykke meddeles normalt skriftligt, men dette er ikke et krav. Fra Civilretsdirektoratets praksis kan således nævnes et eksempel, hvor en 15-årig psykomotorisk retarderet dreng skulle have sin stedfars efternavn. Han kunne ikke skrive, og det kunne være vanskeligt for nogen at forstå, hvad han sagde. Navneforandringen kunne normalt gives ved anmeldelse, men på grund af det manglende samtykke fra barnet skulle der udfærdiges navnebevis (mod gebyr), jf. § 14, stk. 3. Sagen blev forelagt Civilretsdirektoratet, som meddelte statsamtet, at statsamtet kunne udfærdige et navnebevis, hvis det ved en samtale med barnet kunne udlede, at drengen var indforstået med navneforandringen.

Er barnet under 12 år, skal der i henhold til § 14, stk. 2, foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte navneforandring i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte navneforandring.

Bestemmelsen i stk. 2 blev indsat ved lov nr. 233 af 2. april 1997. Af bemærkningerne til forslaget fremgår, at baggrunden for forslaget bl.a. var en udtalelse fra januar 1995, som FN's Komite om barnets rettigheder afgav i anledning af Danmarks første rapport fra juli 1993 om FN's børnekonvention. I udtalelsen udtrykte komiteen tilfredshed med den danske udvikling på en række punkter. Komiteen gav imidlertid også udtryk for bekymring over, at bl.a. konventionens artikel 12 om børns mulighed for at blive hørt ikke tilstrækkeligt blev afspejlet i dansk lovgivning og planlægning. Der henvises til Folketingstidende1996-97, Tillæg A, side 1859 ff.

Barnets holdning skal i henhold til bemærkningerne til bestemmelsen tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder. Der er ikke tale om en ubetinget høringspligt, idet barnet ikke skal sættes i en situation, som det ikke kan overskue eller har forudsætninger for at tage stilling til.

Der henvises endvidere til Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse til statsamterne af 29. oktober 1997 om lovændringen og Skarrildhus-beretningerne 1998, side 85 ff., og 1999, side 65.

3.5.2. Gebyr

Efter § 17a skal der betales et gebyr på 3.000 kr. til statsamtet for udfærdigelse af navnebevis. Betaling sker samtidig med indgivelsen af ansøgning om navnebevis. Udfærdiges navnebevis ikke, tilbagebetales beløbet.

Omfatter en ansøgning flere personer, skal der betales for hver ansøger. Der skal dog kun betales 3.000 kr., hvis ansøgningen omfatter ægtefæller, mindreårige søskende, eller forældre og mindreårige børn.

Bestemmelserne om mindreårige søskende og børn finder tilsvarende anvendelse på mindreårige sted- eller plejebørn.

Der skal ikke ske betaling for udfærdigelse af navnebevis for et barn, hvis ansøgning indgives inden 6 måneder efter barnets fødsel eller inden 6 måneder efter adoption af barnet.

Efter § 17 b skal der på ny indbetales et gebyr på 3.000 kr. til statsamtet, hvis et afslag påklages.

Navngivning og navneændring i ministerialbogen er i dag gebyrfri.

Reglerne om gebyr for udfærdigelse af navnebeviser blev oprindeligt fastsat ved bekendtgørelse nr. 877 af 20. december 1989 om brugerbetaling inden for det familieretlige område. Gebyret blev fastsat til 3.000 kr. Gebyret blev lovreguleret ved ændring af navneloven ved lov nr. 386 af 20. maj 1992. Ved denne lovændring blev det som noget nyt gebyrfrit at få et navnebevis til børn under 6 måneder. Baggrunden for ændringen var, at mange forældre klagede over, at de skulle betale gebyr for et navnebevis til deres nyfødte barn, hvis barnet skulle have et navn, der ikke kunne tillades ved anmeldelse til ministerialbogen, men krævede navnebevis. Det var især børn, der skulle have et efternavn bestående af fars og mors efternavn sat sammen med bindestreg, eller opsplitning af dobbelte efternavne, der gav anledning til kritik. Mange havde ældre børn, som havde fået det ønskede efternavn uden betaling af gebyr. For søskende født efter 1990 skulle der nu betales 3.000 kr. for det samme navn.

Ved lov nr. 361 af 20. maj 1999 blev det bestemt, at der ikke skal ske betaling for udfærdigelse af navnebevis i medfør af § 15, stk. 2. Navnbeviser efter denne regel omfatter de navneforandringer, der ikke kan ske ved anmeldelse til ministerialbogen eller vielsesmyndigheden, fordi ansøgeren ikke er tilført den danske ministerialbog eller viet af en dansk vielsesmyndighed. Denne ændring skete ligeledes på baggrund af talrige klager fra personer, der fandt det urimeligt at skulle betale 3.000 kr. for et navnebevis til en navneforandring, som for de fleste var gratis. Efter ændringen er personer, der har domicil i Danmark, men er født i udlandet eller har indgået ægteskab i udlandet, gebyrmæssigt ligestillet med personer, der er født i Danmark eller gifter sig i Danmark.

I 1999 – 2003 udfærdigede statsamterne henholdsvis 2.377, 3.192, 2.803, 3.236 og 3.178 navnebeviser.

Efter at reglen om fritagelse for betaling af gebyr for navnebeviser i henhold til navnelovens § 15, stk. 2, blev gennemført, er det ikke Civilretsdirektoratets indtryk, at ansøgere forsøger at omgå gebyrreglerne i samme omfang som tidligere. Ministerialbogsførerne er derimod fra tid til anden ude for, at der for at spare et gebyr “skydes et mellemled ind” ved en efternavnsændring. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person, der ønsker sin mormors efternavn som sit efternavn, lader sin mor anmelde, at hun antager navnet først, hvorefter ansøgeren gratis kan anmelde navnet. Moderen kan herefter ved anmeldelse gebyrfrit genantage sit oprindelige efternavn.

3.5.3. Navnebeskyttelse m.v.

3.5.3.1. Straf

Efternavne/mellemnavne

Den, der uberettiget benytter et navn, straffes efter navnelovens § 16, stk. 1, med bøde. Påtale finder efter bestemmelsen kun sted, når en forurettet begærer det, eller hvis almene hensyn kræver det.

Der er hjemlet straf for enhver uberettiget benyttelse af et navn, f.eks. også som mellemnavn. Også brugen af pseudonymer eller kunstnernavne vil efter omstændighederne kunne stride mod § 16, stk. 1.

Det er en betingelse for straf efter stk. 1, at den pågældende anvender navnet som sit eget, jf. Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 1262 V, hvor der var rejst tiltale for overtrædelse af navnelovens § 16, stk.1, ved at have benyttet navnet Løvehjerte som kennelmærke, selv om navnet var forbeholdt som efternavn for en anden person. Landsretten frifandt tiltalte, da hun ikke havde brugt navnet som sit eget, hvorfor forholdet ikke var omfattet af navnelovens § 16, stk. 1.

Fornavne

Overtrædelse af pligten i § 10, stk. 2, til at navngive et barn med et fornavn straffes i henhold til navnelovens § 16, stk. 3, med bøde. Retten kan endvidere i medfør af retsplejelovens § 997, stk. 3, pålægge forældrene tvangsbøder, der løber, indtil navngivning sker.

Den praktiske kontrol med navngivning

Kontrollen med, at navngivningen sker rettidigt, påhviler ministerialbogsføreren i bopælssognet (i Sønderjylland personregisterføreren på fødselsregistreringsstedet). Ministerialbogsføreren adviseres af DNK, såfremt et barn ikke er navngivet efter 5 måneder. Er navngivningen ikke sket inden 6 månedersfristens udløb, får barnet ifølge loven det efternavn, moderen bar ved barnets fødsel, jf. § 1, stk. 3.

Der sendes meddelelse til forældrene om, at barnet har fået et efternavn i medfør af § 1, stk. 3. Samtidig mindes forældrene om, at de under bødeansvar, jf. § 16, stk. 3, er pligtige at give barnet et fornavn, og at der vil blive afgivet indberetning til statsamtet (Overpræsidiet), såfremt tillæggelse af fornavn ikke har fundet sted inden udløbet af en frist på 4 uger. Er der gået 6 uger, uden at forældrene har reageret, sendes indberetningen til statsamtet (Overpræsidiet). Der henvises til Kirkeministeriets cirkulære nr. 24 af 1. marts 1982 om ændring af lovgivningen om personnavne, samt til pkt. 13.2 i DNK-Håndbogen. Bestemmelsen anvendes sjældent i praksis.

3.5.3.2. Beskyttelse mod uberettiget brug

Den, der kan godtgøre, at en anden uberettiget benytter vedkommendes navn eller et navn, der har en sådan lighed hermed, at forveksling let kan ske, kan ved dom få den anden tilpligtet at ophøre med brugen af navnet, jf. navnelovens § 16, stk. 2.

Fører retssagen til domfældelse, og fortsætter domfældte med brugen af navnet, efter at denne er forpligtet til at ophøre dermed, finder reglerne i retsplejeloven kapitel 48 om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav anvendelse.

Fra praksis kan nævnes Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 2078, hvor en person blev dømt efter navnelovens § 16, stk. 2, for uberettiget at have anvendt sit mellemnavn som efternavn. Sagsøgte, der gennem en længere årrække havde brugt sit mellemnavn Hareskov som efternavn, havde i 1991 fået afslag fra statsamtet på at få udfærdiget navnebevis på navnet Hareskov som efternavn på hævdsgrundlag efter § 8, nr. 5. Sagsøgte blev ved dommen tilpligtet at ophøre med brugen af navnet Hareskov som efternavn.

Bestemmelsen tilsigter at værne såvel efternavne som mellemnavne og kunstnernavne. Navneretten kan – i modsætning til efter § 16, stk. 1 – ikke blot krænkes ved uhjemlet benyttelse af navnet som efternavn eller mellemnavn, men også på anden måde, f.eks. ved at det anvendes som en del af et forretningsnavn, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, side 1103, hvor der dog konkret ikke blev fundet at være tale om en krænkelse.

Bestemmelsen beskytter således også mod uberettiget navnebrug på Internettet. I internetadresser har Civilretsdirektoratet konstateret en øget brug af forbeholdte efternavne. Klage herover kan indgives til Klagenævnet for Domænenavne, der er et uafhængigt klagenævn nedsat med den opgave at behandle tvister om retten til registrerede domænenavne under det danske .dk-domæne. Nævnet, der er nedsat af Dansk Internet Forum (DIFO), har en højesteretsdommer som formand. DIFO har udformet regler om domæneregistrering. Reglerne kan læses på adressen: www.difo.dk., hvor der også findes afgørelser fra klagenævnet.

Fra klagenævnets praksis kan nævnes nævnets J.nr.: 2000-096: En person med mellemnavnet Lillienskjold havde oprettet domænenavnet “lillienskjold.dk”. Et medlem af familien von Lillienskjold, der er et forbeholdt efternavn, indbragte en sag for Klagenævnet for Domænenavne med påstand om, at vedkommende skulle tilpligtes at anerkende, at domænenavnet “lillienskjold.dk” blev slettet og overført til klageren. Klagenævnet afgjorde, at indklagede skulle anerkende, at registreringen af domænenavnet “lillienskjold.dk” er i strid med gældende dansk ret, og at registreringen af navnet skulle slettes og overføres til klageren. Klagenævnet fandt herved, at indklagedes adgang til at benytte betegnelsen Lillienskjold som mellemnavn ikke kunne antages at omfatte en adgang til at benytte betegnelsen isoleret i kommercielt øjemed. Den beskyttelse, som § 16, stk. 2, giver klageren som bærer af slægtsnavnet, fandtes således også at måtte gælde over for en benyttelse, hvor indklagede – der ingen rettigheder havde til betegnelsen som efternavn – havde registreret det som domænenavn og brugt det som hovedbetegnelse for sin virksomhed. Benyttelsen fandtes herefter at være uberettiget i forhold til klageren.

3.5.3.3. Prøvelse af navnemyndighedernes afgørelser

Navneloven indeholder ikke regler om domstolsprøvelse af navnemyndighedernes afgørelser. Bestemmelsen i lovens § 16, stk. 2, kan således ikke begrunde et selvstændigt krav på annullation af et allerede udfærdiget navnebevis, f.eks. under påberåbelse af, at det tilladte navn har for stor lighed med sagsøgerens efternavn.

Navnemyndighedernes afgørelser kan imidlertid prøves ved domstolene i henhold til de almindelige principper for domstolenes adgang til at prøve administrationens afgørelser, jf. grundlovens § 63.

3.5.3.3.1. Annullation af navnebeviser

Domstolene annullerer efter almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger en forvaltningsafgørelse, hvis den lider af en retlig mangel, der må anses for væsentlig, medmindre der foreligger særlige forhold, der med styrke taler for at opretholde afgørelsen, uanset at der foreligger en væsentlig retlig mangel. Hjemmelsmangler anses normalt i sig selv for væsentlige, jf. Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret, 2. udg., 2002, side 849-50.

Nogle domme tyder dog på, at afgørelser, hvorved der skabes en retlig status, og som derfor af offentligretlige grunde bør have en særlig bestandighed, kan forventes opretholdt, selv om der har foreligget mindre graverende hjemmelsmangler ved deres udstedelse, jf. Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret, 2. udg., 2002, side 852, hvor også følgende afgørelse nævnes: I Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1973, side 852, blev et navnebevis udstedt på baggrund af navnehævd ikke fundet ugyldigt, selvom det efterfølgende viste sig, at hævdsbetingelserne ikke var opfyldt. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at afgørelsen om navnebevis ikke lå uden for grænserne for skønnet om “en ganske særlig tilknytning”, jf. den daværende § 8, nr. 7 (nuværende § 8, nr. 5). Det forhold, at navnebeviset blev meddelt på grundlag af ufuldstændige og urigtige oplysninger, kunne heller ikke medføre ugyldighed.

Bliver statsamterne eller Civilretsdirektoratet opmærksom på, at et navnebevis lider af en hjemmelsmangel, skal det, inden der kan træffes afgørelse om annullation, overvejes, om der er hensyn til borgeren, der taler imod rettelse, uanset om afgørelsen lider af hjemmelsmangler, jf. Folketingets Ombudsmands Beretning 1996, side 173, hvor ombudsmanden endvidere udtalte, at det i forbindelse med denne vurdering bør tillægges betydning, at en ændring (annullation) af en begunstigende afgørelse i en navnesag i almindelighed må betegnes som ganske indgribende, i hvert fald når der er hengået en vis tid, i hvilken den pågældende har indrettet sig i tillid til afgørelsen. Den nævnte ombudsmandsudtalelse er gennemgået under pkt. 3.5.3.3.3.

3.5.3.3.2. Tilbagekaldelse af navnebeviser

Om tilbagekaldelse af navnebeviser gælder de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om tilbagekaldelse af forvaltningsakter.

Efter disse regler kan en forvaltningsmyndighed ikke tilbagekalde en begunstigende afgørelse, der har beroet på en skønsmæssig vurdering, blot med henvisning til, at afgørelsen er truffet på et urigtigt faktisk grundlag, og at afgørelsen ikke ville være blevet truffet (eller i hvert fald ikke ville have fået samme indhold), hvis man havde været klar over det rette forhold.

Baggrunden herfor er, at det påhviler vedkommende forvaltningsmyndighed at drage omsorg for at tilvejebringe de oplysninger, der er fornødne for at træffe afgørelse i foreliggende sager. Hvis det senere viser sig, at de faktiske forudsætninger, hvorpå den trufne afgørelse byggede, var urigtige, men ansøgeren ikke har været skyld i eller i øvrigt har forårsaget myndighedens vildfarelse, må risikoen for det passerede derfor som regel placeres hos det offentlige, medmindre afgørelsen for en efterfølgende vurdering ligefrem må anses for at falde uden for de rammer for skønsudøvelsen, loven sætter, eller væsentlige offentligretlige hensyn kan begrunde tilbagekaldelsen.

Adgangen til at tilbagekalde en forvaltningsakt til ugunst for borgeren efter almindelige retsgrundsætninger beror således på en afvejning af interesser, hvor hensynet til borgerens berettigede forventninger indgår med betydelig vægt.

Betingelserne for, at en forvaltningsmyndighed kan tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt, er endvidere beskrevet forskellige steder i den juridiske litteratur, bl.a. Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret, 2. udg., 2002, side 942ff.

Der kan i den forbindelse henvises til Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 313, der vedrørte Civilretsdirektoratets afgørelse om at annullere et statsamts afgørelse om tilbagekaldelse af et navnebevis. Statsamtet udfærdigede i november 1995 et navnebevis på efternavnet Gaulshøj efter navnelovens § 8, nr. 5, på hævdsgrundlag. En fætter til den pågældende, der bar efternavnet Gaulshøj, klagede til statsamtet over afgørelsen og krævede navnebeviset annulleret, idet han henviste til, at han havde gjort indsigelse over for den pågældendes brug af navnet. Klager havde dog i 1973 afgivet en erklæring om at være indforstået med, at den pågældende bar navnet. Statsamtet tilbagekaldte navnebeviset i februar 1996. Der blev klaget til Civilretsdirektoratet over statsamtets afgørelse om at tilbagekalde navnebeviset. Civilretsdirektoratet ophævede statsamtets afgørelse, så navnebeviset fortsat stod ved magt, idet der efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke forelå en væsentlig retlig mangel, da statsamtet udfærdigede navnebeviset, ligesom der ikke var tale om, at retsgrundlaget for at udstede navnebeviset ikke var opfyldt. Statsamtet havde derimod været i en vildfarelse om, at brugen af navnet ikke havde været påtalt i hævdsperioden. Hævdsgrundlaget forekom ganske vist spinkelt, men direktoratet fandt ikke, at dette i sig selv var tilstrækkeligt til at tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt. Sagen blev indbragt for Landsretten. Landsretten fandt ikke, at statsamtet havde haft grundlag for at tilbagekalde navnebeviset. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, da erklæringen fra 1973 fortsat var bindende i 1995, hvor navnebevis blev udstedt.

3.5.3.3.3. Tvangsrettelse i ministerialbøgerne

Hvis ministerialbogsførerne tillader et navn ved anmeldelse, som efter navneloven ikke kan opnås ved anmeldelse, opstår spørgsmålet om, hvorvidt tilladelsen skal annulleres eller tilbagekaldes, jf. ovenfor .

I praksis sker annullation og tilbagekaldelse ved en afgørelse om tvangsrettelse af navnet. I Kirkeministeriets cirkulære af 13. december 2001 om folkekirkens ministerialbog, § 5, stk. 1, er der herom anført:

“§ 5. Fejl i ministerialbogen (DNK) kan berigtiges af ministerialbogsføreren under forudsætning af, at fejlen er klart dokumenteret. I alle andre tilfælde kan rettelse kun ske med tilladelse fra Kirkeministeriet.”

Der henvises desuden til § 12 i Kirkeministeriets cirkulære af 14. august 1987 om folkekirkens og de anerkendte trossamfunds ministerialbog for så vidt angår de anerkendte trossamfund:

§ 12. Fejl i ministerialbøgerne, der opdages under indskrivningen eller senest ved den i § 11, stk. 1, omtalte konferering eller det i § 11, stk. 2, omtalte gennemsyn kan berigtiges af ministerialbogsføreren under forudsætning af, at fejlen er klart dokumenteret. I alle andre tilfælde kan rettelse kun ske med tilladelse fra Kirkeministeriet.

Som det fremgår, er det ministerialbogsføreren eller Kirkeministeriet, der afgør, om rettelsen skal ske. Efter praksis forelægges sagen ofte for Civilretsdirektoratet, inden der tages stilling. Afgørelsen træffes på baggrund af almindelige forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om partshøring, jf. også DNK-Håndbogens pkt. 48.3 og pkt. 50.2.

Disse sager giver anledning til meget besvær, dels for de pågældende borgere, dels for myndighederne, og kompetencespørgsmålet er uklart for de fleste borgere.

Civilretsdirektoratet får af og til forelagt sager via Kirkeministeriet eller statsamtet med spørgsmål om, hvorvidt en fejlagtig navngivning, der er sket ved dåb, kan forblive, som den er.

Forældrene ønsker f.eks. barnet tillagt et efternavn bestående af forældrenes efternavne med bindestreg. Det kræver udfærdigelse af navnebevis, men i visse tilfælde kan præsten have foretaget navngivningen og henvist forældrene til at søge navnebevis hos statsamtet efterfølgende eller i andre tilfælde at få navngivningen “godkendt af Civilretsdirektoratet”, jf. nedenfor. Sagen sendes, når fejlen opdages efter navngivningen, via statsamtet eller Kirkeministeriet til Civilretsdirektoratet. Da man ikke kan udfærdige et navnebevis lydende på et navn, som barnet allerede har fået ved dåb eller navngivning, giver det ikke mening at bede statsamtet om at udfærdige et navnebevis.

Hjemmelsmangler anses som nævnt normalt i sig selv for væsentlige. Kun i sjældne tilfælde vil sådanne mangler ikke føre til ugyldighed. Dette kan være tilfældet, hvis det viser sig, at en påberåbt hjemmel for en afgørelse ikke holder stik, men det samtidig oplyses, at afgørelsen kunne være truffet i medfør af en anden bestemmelse, jf. Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret, 2. udg., 2002, side 852.

Herudover kan hensynet til den berørte i visse tilfælde medføre, at en sådan afgørelse ikke annulleres, jf. pkt. 5.3.3.1.

Sådanne overvejelser ligger til grund for praksis i de tilfælde, hvor barnet kunne have opnået navnet ved navnebevis inden dåb/navngivning til ministerialbogen. I praksis træffer Kirkeministeriet kun sjældent afgørelse i sådanne sager uden forinden at have hørt Civilretsdirektoratet. Direktoratet har ofte meddelt, at navngivningen efter omstædighederne kan forblive, som den er, da det ellers ville kræve en rettelse af navnet i ministerialbogen og en efterfølgende udfærdigelse af et navnebevis. Barnet vil ofte være over ½ år gammelt, og så skal der betales gebyr for navnebeviset.

Er der tale om en navngivning, der ikke kunne opnås med hjemmel i navneloven, henstiller Civilretsdirektoratet som hovedregel til Kirkeministeriet, at der sker rettelse i ministerialbogen. Hvis der undtagelsesvist foreligger andre særlige grunde, som uanset den pågældende hjemmelsmangel med styrke taler imod at anse afgørelsen som ugyldig, henstiller Civilretsdirektoratet imidlertid, at navnet opretholdes. Som eksempler herpå kan nævnes følgende sager:

To srilankanske statsborgere søgte statsamtet om tilladelse til, at deres 4. barn fik samme efternavn som tre ældre børn. Navnet var faderens 1. fornavn Antony. Anthony er et forbeholdt efternavn. De tre ældste børn var født i Danmark i h.h.v. 1988, 1991 og 1995 og var navngivet ved dåb i en romersk-katolsk menighed og uretmæssigt tillagt faderens fornavn som efternavn. Ved det tredje barns navngivning reagerede ministerialbogsføreren i barnets fødselssogn på den forkerte navngivning i forbindelse med dåben, og sagen blev forelagt statsamtet, som fejlagtigt udtalte, at man intet havde imod, at barn nr. 3 fik samme efternavn som de ældre børn. Da barn nr. 4 skulle navngives/døbes, reagerede ministerialbogsføreren. Sagen blev sendt til statsamtet med ansøgning om, at barnet fik samme efternavn som de øvrige børn. Sagen blev forelagt for Civilretsdirektoratet, som overvejede at indstille til tvangsrettelse af de ældste børns efternavn. Det er Landsarkiverne, der fører tilsyn med de anerkendte trossamfunds ministerialbøger og foretager rettelser og tilføjelser, hvis der er skrivefejl o.l. Dette sker under overtilsyn af Rigsarkivet, jf. cirkulære af 14. august 1987 om folkekirkens og de anerkendte trossamfunds ministerialbøger. Landsarkivet blev hørt. I de tre børns anmærkningsrubrik var noteret, at de var navngivet “efter hjemlandets navneskik”. Da der var begået fejl flere steder undervejs, undlod Civilretsdirektoratet at henstille tvangsrettelse af de tre ældste børns navne og tillod i medfør af § 8, nr. 5, at der blev udfærdiget navnebevis på efternavnet Antony til det 4. barn efter sagens særlige omstændigheder.

I sagen gengivet i Folketingets Ombudsmands Beretning 1996, side 173, fik 2 søstre født i henholdsvis 1972 og 1975 ved anmeldelse til ministerialbogen tillagt deres fars 2. fornavn Hartvig som mellemnavn. Hartvig er et forbeholdt efternavn, og ingen andre i familien havde navnet som for-, mellem- eller efternavn. Sagen blev forelagt Civilretsdirektoratet af Kirkeministeriet, som mente, at der burde ske rettelse af navnet, så Hartvig blev slettet. Civilretsdirektoratet udtalte, at der ikke var hjemmel til at tillægge søstrene navnet Hartvig som mellemnavn og var enig med Kirkeministeriet i, at der burde ske rettelse. Der blev foretaget rettelse af navnet 9 måneder efter, at anmeldelsen havde fundet sted. Sagen blev indbragt for Ombudsmanden, som bad Kirkeministeriet genoptage sagen med henblik på at vurdere, om der forelå sådanne særlige forhold, at navneændringen burde opretholdes. Kirkeministeriet svarede, at det var uundgåeligt, at der skete fejl, og at de kirkelige myndigheders kontrol og mulighed for at korrigere fejl ville blive afgørende svækket, hvis synspunktet om begunstigende forvaltningsakter skulle anlægges for navneændringer i strid med gældende lovgivning, når navneændringen er foretaget af en ministerialbogsfører, uden at der foreligger godkendelse fra Kirkeministeriet. Ombudsmanden udtalte herefter, at de kirkelige myndigheder ved “rettelse af konstaterede fejl” i hvert enkelt tilfælde er nødsaget til at overveje, om der er hensyn til borgere, der taler imod rettelse, også selv om afgørelsen lider af hjemmelsmangler. Ombudsmanden henstillede herefter til Kirkeministeriet at genoptage sagen. Kirkeministeriet fastholdt sit afslag.

3.5.4. Forholdet til fremmed navnelovgivning og interprovinsiel ret

3.5.4.1. Forholdet til fremmed ret (domicilprincippet)

Danmark følger domicilprincippet, hvilket betyder, at personer, der har domicil i Danmark, er omfattet af den danske navnelov. Ved domicil forstås i dansk ret den stat eller det territoriale retsområde, som en person har bopæl eller ophold i, i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt.

Efter domicilprincippet kan danske statsborgere med udenlandsk domicil ikke få navneforandring efter den danske navnelov.

Der gøres dog en undtagelse fra domicilprincippet, hvis danske statsborgere i domicillandet udelukkes fra at få foretaget navneændringer på grund af, at de er danske statsborgere. Dette kan forekomme, hvis bopælslandet ikke anvender domicilprincippet, men i stedet statsborgerskabsprincippet og derfor ikke anser sig som kompetent til at træffe afgørelse om de pågældende danskere.[15] Der er tale om en snæver undtagelse, der kun gælder i de tilfælde, hvor navneændring i udlandet er udelukket på grund af statsborgerskabet. Undtagelsen giver således ikke mulighed for, at danskere i udlandet efter dansk ret kan opnå navneændringer, som de ikke ville kunne få i deres bopælsland, blot fordi de dér gældende regler ikke giver denne mulighed. Undtagelsen finder kun anvendelse, hvor det på grund af ansøgerens danske statsborgerskab er umuligt at få en navneændring i bopælslandet.

Efter domicilprincippet kan udlændinge med dansk domicil ikke navngives efter hjemlandets navneskik, hvis der ikke er hjemmel hertil i den danske navnelov. Det gælder også, hvis den pågældende f.eks. gifter sig i sit hjemland. Om forholdet til konkrete udenlandske navnetraditioner henvises til pkt. 5.2.3.

Herudover kan der i praksis være særlige problemer for herboende udlændinge i de tilfælde, hvor hjemlandet ikke anvender domicilprincippet, men derimod statsborgerskabsprincippet. Disse lande anser sig for kompetente til at foretage navneændringer i henhold til landets egen lovgivning for deres statsborgere, herunder personer med dansk domicil. Domicilprincippet kan således f.eks. være til hinder for, at en herboende udlænding kan få et navn, der svarer til navnet på den pågældendes pas, hvis ansøgeren har taget et nyt navn i henhold til navnelovgivningen i hjemlandet og fået et nyt pas lydende på dette navn.

Efter § 18, stk. 1, kan regeringen indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om personnavne, herunder om navnebeskyttelse. Sådanne overenskomster er endnu ikke indgået.

Efter § 18, stk. 2, kan justitsministeren endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om personnavne, herunder om navnebeskyttelse. Denne bestemmelse er udnyttet til udstedelse af bekendtgørelse nr. 96 af 24. februar 1988 og cirkulæreskrivelse af 5. juli 1988, der giver mulighed for, at islændinge, der opholder sig midlertidigt i Danmark, kan få tilladelse til at navngive deres børn efter islandsk navneskik.

3.5.4.2. Interprovinsiel ret

Navnelovgivningen på Færøerne

Navneloven gælder ikke for Færøerne.

Den 1. januar 1992 overgik administrationen af navneloven til det færøske landsstyre. Landsstyret har vedtaget lagtingslov nr. 142, der trådte i kraft den 16. oktober 1992. Loven adskiller sig på en række punkter væsentligt fra den danske navnelov. Indtil lagtingslovens ikrafttræden var den danske navnelov fra 1904 gældende.

Navnelovgivningen i Grønland

Ved anordning nr. 549 af 21. august 1986 blev navneloven – med visse afvigelser – sat i kraft i Grønland med virkning fra 1. januar 1987.

De væsentligste afvigelser består i, at 6-månedersfristen for navngivelse er ændret til 1 år, og at der tillige tages hensyn til grønlandsk sprogbrug.

Forholdet mellem dansk og færøsk/grønlandsk navnelovgivning

I forholdet mellem dansk og færøsk/grønlandsk navnelovgivning finder domicilprincippet tilsvarende anvendelse som mellem dansk og udenlandsk navnelovgivning. Spørgsmålet er dog navnlig af betydning for forholdet mellem dansk og færøsk navnelovgivning.

Afgørende for, om en person kan navngives eller få foretaget en navneændring efter den danske navnelov, er således, om den pågældende må anses for at have domicil her i landet.

§ 18 i navneloven giver ikke hjemmel til at fastsætte regler om forholdet mellem dansk og færøsk/grønlandsk navnelovgivning.

De færøske sogne anses både for at være danske og færøske myndigheder, og de færøske ministerialbøger anses således også for at være danske ministerialbøger. Navneforandring efter navnelovens § 2 og §§ 10-11 for personer, der er tilført ministerialbogen på Færøerne, men som har domicil i Danmark, kan ske ved anmeldelse til ministerialbogen på Færøerne, jf. navnelovens § 15, stk. 2.