I P Jacobsen:

MOGENS

Sommer var det, midt på Dagen, i et Hjørne af Hegnet. Ligefor stod der et gammelt Egetræ, om hvis Stamme man gerne kunne sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den Mangel på Harmoni, der var mellem dens ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede Grene, som mest af Alting lignede groft fortegnede gammelgotiske Arabesker. Bag ved Egen var der frodigt Krat af Hassel med mørkt, glansløst Løv, som var så tæt, at man hverken så Stammer eller Grene. Op over Hasselkrattet steg to ranke, glade Ahorntræer med lystigt takkede Blade, røde Stilke og langt Dingeldangel af grønne Frugtklaser. Bag Ahornene blev det Skov - en grøn, jævnt afrundet Skråning, hvor Fugle kom ud og gik ind som Ellefolk af en Græshøj.

Alt dette kunne man se, når man kom ad Markstien der udenfor Gærdet. Lå man derimod i Skyggen af Egen, med Ryggen mod Stammen, og så den anden Vej - og det var der En, der gjorde - så så man først sine egne Ben, så en lille Plet med kort, kraftigt Græs, dernæst en stor Klynge mørke Nælder, så Tjørnehækken med de store hvide Konvolvolus, Stenten, lidt af Rugmarken udenfor, endelig Justitsrådens Flagstang der borte på Højen, og så Himlen.

Det var trykkende hedt, Luften flimrede af Varme, og så var det så stille; Bladene hang og sov på Træerne, der var ikke Andet, der rørte sig, end Mariehønsene derhenne på Nælderne og lidt vissent Løv, der lå i Græsset og krøllede sig sammen med små, pludselige Bevægelser, som om det krympede sig under Solens Stråler.

Og så Mennesket under Egen; han lå og gispede og så vemodigt, hjælpeløst, op mod Himlen. Han nynnede lidt og opgav det, fløjtede, opgav så også det, vendte sig, vendte sig om igen og lod sine Øjne se på et gammelt Muldvarpeskud, der var blevet ganske lysegråt af Tørke. Pludselig kom der en lille rund, mørk Plet på det lysegrå Muld, een til, tre, fire, mange, flere endnu, hele Tuen var ganske mørkegrå. Luften var lutter lange, mørke Streger, Bladene nikkede og svajede, og der kom en Susen, der gik over til Syden; det øste Vande ned.

Alting glimtede, gnistrede, spruttede. Blade, Grene, Stammer, Alting glinsede af Væde; hver lille Dråbe, der faldt på Jord, på Græs, på Stenten, på hvad som helst, splintredes og stænkedes bort i tusind fine Perler. Små Dråber hang lidt hist og blev til store Dråber, dryppede ned her, samledes med andre Dråber, blev små Strømme, blev borte i små Furer, løb ind i store Huller og ud af små, sejlede bort med Støv, med Splinter og Løvstumper, satte dem på Grund, gjorde dem flot, snurrede dem rundt og satte dem på Grund igen. Blade, der ikke havde været sammen, siden de lå i Knop, samledes af Væde; Mos, der var blevet til Ingenting af Tørke, bruste op og blev blødt, kruset, grønt og saftigt, og gråt Lav, der næsten var blevet til Snus, bredte sig i sirlige Flige, struttende som Brokade og med Glans som Silke. Konvolvolusserne lod deres hvide Kroner fylde til Randen, klinkede med hinanden og hældte Vandet i Hovedet på Nælderne. De tykke, sorte Skovsnegle mavede sig velvilligt frem og så anerkendende op imod Himlen. Og Mennesket? Mennesket stod med bart Hoved midt ude i Regnvejret og lod Dråberne suse ned i Hår og Bryn, Øjne, Næse, Mund, knipsede med Fingrene ad Regnen, løftede engang imellem lidt på Benene, som om han ville til at danse, rystede nu og da Hovedet, når der blev for meget Vand i Håret, og sang af fuld Hals, uden at ane, hvad det var, han sang, så travlt havde han med Regnen:

Havde jeg, o havde jeg en Dattersøn, o ja! Og en Kiste med mange, mange Penge, så havde jeg vel også haft en Datter, o ja! Og Hus og Hjem og Marker og Enge.

Havde jeg, o havde jeg en Datterlil, o ja! Og Høns og Hjem og Marker og Enge, så havde jeg vel også haft en Kæreste, o ja! Med Kister med mange, mange Penge.

Der stod nu han og sang, men henne mellem de mørke Hasselbuske stak der et lille Pigehoved frem. En lang Flig af et rødt Silkesjal havde viklet sig fast i en Gren, der sprang noget længere frem end de andre, og engang imellem kom der en lille Hånd og rykkede i Fligen, men det førte ikke til Andet end en lille Skylregn fra Grenen og dens Naboer. Resten af Sjalet lå stramt hen over det lille Pigehoved og skjulte det Halve af Panden, skyggede over Øjnene, drejede så pludseligt af og tabte sig mellem Bladene, men dukkede atter op i en stor Roset af Folder under Hagen. Det lille Pigeansigt så meget forbavset ud, men det ville snart til at le; Smilet var allerede i Øjnene. Med Et gjorde han, der stod og sang i Regnvejret, et Par Skridt til Siden, så den røde Flig, Ansigtet, de store brune Øjne, den lille, forbavsede, åbne Mund; øjeblikkelig blev hans Stilling forlegen, han så forbavset ned ad sig selv; men i samme Nu lød der et lille Skrig, den fremspringende Green svajede voldsomt, den røde Flig blev borte i et Blink, Pigeansigtet borte, og det raslede og raslede, fjernere og fjernere inde bag Hasselbuskene. Så løb han. Han vidste ikke hvorfor, han tænkte slet ikke, Regnvejrslystigheden kom op i ham igen, og han løb efter det lille Pigeansigt. Det faldt ham ikke ind, at det var en Person, han løb efter, det var kun det lille Pigeansigt. Han løb, det raslede til Højre, det raslede til Venstre, det raslede for, det raslede bag, han raslede, hun raslede, og al den Lyd og selve Løbet gjorde ham ivrig, og han råbte: "Kuk engang, hvor Du end er!" Ingen kukkede. Ved at høre sig selv råbe blev han ligesom lidt beklemt, men løb stadig; så kom der en Tanke, men kun een, og han mumlede, medens han blev ved at løbe: "Hvad skal Du sige til hende? Hvad skal Du sige til hende?" Han kom hen mod en stor Busk; der havde hun skjult sig, han så en Flig af hendes Kjole. "Hvad skal Du sige til hende? Hvad skal Du sige til hende?" blev han ved at mumle, alt medens han løb. Han kom hen til Busken, drejede hurtigt af, løb videre, mumlende det Samme, kom ud på en bred Gang, løb lidt hen ad den, standsede pludseligt og brast i Latter, gik stille smilende et lille Stykke videre og lo så af alle Kræfter, og således blev han ved hele Hegnet igennem.

Så var det en smuk Efterårsdag, Løvfaldet var i fuld Gang, og Vejen ned til Søen var helt dækket af Elmens og Ahornens citrongule Blade, og hist og her var der også Pletter af mørkere Løv. Det var så behageligt, så renligt at gå på dette Tigerskindstæppe og se på, hvorledes Bladene sneede ned, og Birken så endnu finere og lettere ud med så Lidt på Grenene, og Rønnen tog sig så prægtig ud med de tunge røde Bærklaser. Og Himlen var så blå, så blå, og Skoven syntes meget større, man kunne se så langt ind mellem Stammerne. Så var der også det, at det snart var forbi Alt sammen, Skov, Mark, Himmel, fri Luft og det Hele, snart skulle det vige for Lampernes, Gulvtæppernes og Hyacinternes Tid. Derfor gik Justitsråden fra Kap Trafalgar og hans Datter nedad Søen til, medens Vognen blev holdende hos Sognefogedens.

Justitsråden var en Ven af Naturen, Naturen var ganske særdeles, Naturen var en af Tilværelsens skønneste Zirater. Justitsråden protegerede Naturen, han forsvarede den mod det Kunstige; Haver var ikke Andet end fordærvet Natur, men Haver med Stil i det var vanvittig Natur; der var ingen Stil i Naturen, Vorherre havde viseligt gjort Naturen naturlig, ikke Andet end naturlig. Naturen var det Ubundne, det Ufordærvede; men ved Syndefaldet var Civilisationen kommen over Menneskene; nu var Civilisationen bleven til en Fornødenhed, men det var bedre, om den ikke havde været det; Naturtilstanden var noget ganske Andet, ganske noget Andet. Justitsråden skulle ikke have Noget imod at ernære sig af at gå omkring i Lammeskindspels og skyde Harer og Snepper og Brokfugle og Ryper og Dyrekøller og Vildsvin. Nej, Naturtilstanden var nu engang en Perle, formelig en Perle.

Justitsråden og hans Datter gik ned mod Søen. Den havde allerede længe blinket frem mellem Grenene, men nu kom den helt til syne, da de drejede om Hjørnet, hvor den store Poppel står. Der var den, med store Flager af spejlklart Vand med takkede Tunger af gråblåt kruset Vand, med Bælter, der var blanke, og Bælter, der vare krusede, og Sollyset hvilede i det Blanke og flimrede i det Krusede. Den drog Blikket henover sin Flade, førte det langs med sine Bredder ad langsomt rundede Buer, ad hurtigt brudte Linier, svingede det udenom de grønne Næs, slap så Blikket og blev borte inde i store Bugter, men tog Tanken med sig. Sejle! Var der Både at få til Leje?

Nej, der var ikke, sagde en lille Fyr, der havde hjemme i det hvide Landsted og stod og slog Smut nede ved Stranden. Var der slet ingen Både? Jo, det var der rigtignok; der var jo Møllerens, men den kunne ikke fås; Mølleren ville ikke have det, Møllerens Niels havde nær fået Prygl, da han lånte den ud sidst, det kunne slet ikke hjælpe at tænke på den; men der var jo Herren, som boede oppe hos Nikolai Skovløbers, han havde en udmærket Båd, en, der var sort foroven og rød i Bunden, og den lånte han Alle og Enhver.

Justitsråden og hans Datter gik op mod Nikolai Skovløbers. Noget borte fra Huset traf de en lille Pige, som hørte Nikolais til, og hende bad de løbe ind og spørge, om de kunne få Herren i Tale. Hun løb, som om det var ilde fat, løb både med Arme og Ben, indtil hun kom til Døren, så satte hun det ene Ben op på det høje Dørtrin og bandt sit Hosebånd, og styrtede så ind i Huset; kom straks tilbage med to Døre åbne efter sig og råbte, inden hun vel havde nået Dørtrinet igen, at Herren kom øjeblikkelig, så satte hun sig ved Siden af Døren op imod Væggen og tittede under sin ene Arm op på de Fremmede.

Herren kom, og viste sig at være et højt, kraftigt bygget Menneske på et Par og tyve År. Justitsrådens Datter blev lidt forskrækket, da hun i ham genkendte Mennesket, der havde sunget i Regnvejret. Men han så så rar og fraværende ud; det var tydeligt, at han kom lige fra en Bog, det kunne man se på Udtrykket i hans Øjne, på hans Hår og på hans Hænder, der slet ikke vidste, hvor de vare.

Justitsrådens Datter nejede overgivent for ham og råbte: "Ku kuk" og lo.

"Ku kuk?" spurgte Justitsråden.

Men det var jo det lille Pigeansigt; Mennesket blev ganske rød og søgte at få Noget sagt, da Justitsråden kom med et Spørgsmål om Båden. Jo den stod til Tjeneste.

Men hvem der skulle roe? Jo det skulle han, sagde Frøkenen, hun brød sig ikke om, hvad Fader sagde, det var lige meget, at det gjorde Herren Ulejlighed, for han var undertiden ikke bange for at gøre andre Folk Ulejlighed. Så gik de ned til Båden og gav Justitsråden Forklaring på Vejen. De kom i Båden og var allerede et godt Stykke ude, før Frøkenen havde fået sig sat i Lave og fik Tid til at tale.

"Nå," sagde hun, "det var vist noget meget Lærd, De sad og læste, da jeg kom og kukkede Dem ud at sejle?"

"Ro, mener De. Lærd! Det var "Historien om Ridder Peder med Sølvnøglen og den skønne Magdelone"."

"Af hvem er den?"

"Den er Ingen af; det er den Slags Bøger aldrig. Vigoleis med Guldhjulet er heller ikke af Nogen, og Skytten Bryde lige sådan."

"Jeg har aldrig hørt de Titler før."

"Å, sæt Dem lidt mere til den Side, ellers kan vi ikke komme til at ligge lige. Nej! det er så rimeligt, det er slet ikke fine Bøger, det er nogle, man køber på Markederne af Visekoner."

"Det var da underligt; læser De altid sådanne Bøger?"

"Altid? Jeg læser ikke mange Bøger mellem År og Dag, og jeg holder egentlig mest af den Slags, hvor der er Indianere i."

"Men Digterværker? Oehlenschläger, Schiller og de Andre?"

”Jo, jeg kender dem nok; vi havde et helt Skab af dem hjemme, og Frøken Holm - min Moders Selskabsdame - læste højt af dem efter Frokost og om Aftenen; men jeg kan ikke sige, jeg syntes om dem - jeg kan ikke lide Vers."

"Ikke lide Vers! - De sagde havde, lever Deres Fru Moder ikke?"

"Nej, og min Fader heller ikke."

Dette blev sagt i en noget mut, afvisende Tone, og Samtalen standsede for en Tid, og lod de mange små Lyde, som Bådens Bevægelse gennem Vandet frembragte, høres tydeligt. Frøkenen brød Tavsheden:

"Holder De af Malerier?"

"Altertavler? Å, jeg ved ikke."

"Ja, eller andre Billeder, Landskaber for Eksempel?"

"Maler man også dem? Ja, det er sandt, det ved jeg jo nok."

"De gør vist Nar ad mig?"

"Jeg! Jo, det er nok En af os!"

"Men er De da ikke Student?"

"Student! Hvor skulle jeg være bleven det fra! Nej, jeg er Ingenting."

"Ja, Noget må De da være. De må da bestille Noget?"

"Hvorfor det?"

"Jo, for det - det gør alle Mennesker."

"Bestiller De da Noget?"

"Å ja! Men De er da heller ingen Dame."

"Nej, Gudskelov!"

"Tak!"

Han holdt op at ro, trak Årerne lidt i Vejret, så hende op i Ansigtet og sagde:

"Hvad mener De med det? - Nej, De må ikke være vred på mig; jeg skal sige Dem Noget, jeg er sådan en løjerlig En. De kan slet ikke forstå det. De tror nu, fordi jeg seer fin ud i Klæder, at jeg derfor også skal være en fin Mand. Min Fader var en fin Mand, og det er blevet mig sagt, at han kunne så uhyre Meget, og det kunne han vel også, da han var Amtmand. Jeg kan Ingenting, for Moder og jeg føjede hinanden i Alt, og jeg brød mig ikke om at lære det, man lærer i Skoler, og gør det da heller ikke endnu. Å, De skulle have set min Moder; det var sådan en lille, lille Dame, allerede da jeg var tretten År, kunne jeg bære hende ned i Haven. Hun var så let; i de sidste År sad hun tit på min Arm hele Haven og Parken rundt. Jeg ser hende med sine sorte Dragter og mange brede Kniplinger ...."

Han greb Årerne og roede voldsomt til. Justitsråden blev lidt urolig, da han så Vandet gå så højt op på Bagstavnen, og mente, de måtte se at komme i Land; og indad gik det.

"Sig mig," spurgte Frøkenen, da den stærke Roning var sagtnet lidt, "tager De tit til Byen?"

"Jeg har aldrig været der."

"Aldrig været der! Og De bor her kun tre Mil derfra."

"Jeg boer ikke her altid, jeg bor alle mulige Steder, siden Moder døde, men til Vinter tager jeg til Byen for at lære at regne."

"Matematik?"

"Nej, Trælast," sagde han og lo, "ja, det forstår De ikke; jo, jeg skal sige Dem, når jeg bliver myndig, vil jeg købe en Slup og sejle på Norge, og så må jeg kunne regne for Told og Klarerings Skyld."

"Har De virkelig Lyst til det?"

"Å, der er prægtigt på Søen, der er sådant et Liv i at sejle - så, der har vi Broen."

Han lagde til; Justitsråden og hans Datter steg i Land, efter at have taget det Løfte af ham, at han ville se hen til dem på Kap Trafalgar. Så gik de op til Sognefogedens, men han roede ud over Søen. Oppe ved Poplen kunne de endnu høre Åretagene.

"Hør Kamilla!" sagde Justitsråden, der havde været ude at lukke Yderdøren af, "sig mig," sagde han, idet han slukkede sin Håndlampe med Kammen af Nøglen, "hed den Rose, de havde hos Karisens, Pompadour eller Maintenon?"

"Cendrillon," svarede Datteren.

"Det er rigtig, det hed den også – nå - vi må vel se at komme til Ro; god Nat, min Pige; god Nat og sov vel."

Da Kamilla var kommet op på sit Værelse, rullede hun Gardinet op, støttede sin Pande mod den kolde Rude og nynnede Elisabeths Sang af Elverhøj. Ved Solnedgang var det begyndt at lufte lidt op, og enkelte hvide Småskyer jog, belyste af Månen, hen i mod Kamilla. Hun stod længe og så på dem, fulgte dem langt borte fra og nynnede højere og højere, jo nærmere de kom, tav et Par Sekunder, når de blev borte over hende, søgte nye op og fulgte så dem. Med et lille Suk rullede hun Gardinet ned igen. Hun gik hen til Toiletbordet og støttede Albuerne på det, lænede sit Hoved mod de foldede Hænder og så ind i Spejlet på sit Billede uden egentlig at se det.

Hun tænkte på en høj, ung Mand, der gik med en syg, lille, sortklædt Dame i sine Arme, hun tænkte på en høj, ung Mand, der styrede et lille Fartøj ind imellem Klipper og Skær i en forrygende Storm. Hun hørte en hel Samtale om igen. Hun rødmede: Eugen Karlsen ville have troet, Du gjorde Kur til ham. Ved en lille skinsyg Ideassociation fortsatte hun: Klara ville aldrig blive løbet efter i Regnvejr ude i en Skov, ville ikke have opfordret en Fremmed - ligefrem opfordret - til at sejle med sig oven i købet. "Dame til Fingerspidserne" havde Karlsen sagt om Klara, det var en Reprimande til Dig, lille Kamilla-Bondepige.

Så klædte hun sig af med affekteret Langsomhed, gik i Seng, tog en lille elegant Bog fra Etageren ved Sengen, slog op på den første Side og læste et lille skrevet Digt igennem med en træt, bitter Mine, lod Bogen falde på Gulvet, og brast i Gråd; så tog hun sagtmodig Bogen op igen, lagde den på sin Plads og slukkede Lyset; lå så lidt og så trøstesløs på det månebelyste Rullegardin, og sov endelig ind.

Ikke mange Dage efter begav "Regnvejrsmanden" sig på Vejen til Kap Trafalgar. Han mødte en Bondemand, der kørte med et Læs Rughalm, og fik Lov til at sidde op. Så lagde han sig på Ryggen i Halmen og så op på den skyfri Himmel. Den første halve Mils vej lå han og lod sine Tanker gå og komme som de ville, de var for øvrigt ikke meget forskellige, de fleste kom og spurgte om, hvordan et Menneske kunne være så vidunderligt smukt, og gik og forundrede sig over, at det kunne være en underholdende Beskæftigelse for flere Dage at genkalde sig et Ansigts Træk, Miner og Farveskiftninger, et Hoveds og et Par Hænders små Bevægelser og en Stemmes forskellige Tonefald. Men så pegede Bonden med Pisken efter et Skifertag en Fjerdingvej borte og sagde, at det var Justitsrådens, og så kom den gode Mogens op af Halmen og stirrede ængstelig efter Taget, fik en underlig Følelse af Beklemthed, forsøgte så at forestille sig, at der var Ingen hjemme, men blev hårdnakket trukket ind i den Forestilling, at der var stort Selskab, og kunne ikke komme ud af den igen, uagtet han talte, hvor mange Køer Landlyst havde på Græs og hvor mange Grusdynger han kunne se langs med Vejen. Omsider holdt Bonden stille der, hvor en lille Vej løb ned til Landstedet, og Mogens lod sig glide ned ad Læsset og gav sig til at børste Halmstumperne af sig, medens Læsset knasede langsomt af sted henover Vejens Grus. Han nærmede sig Havelågen Fod for Fod, så et rødt Sjal blive borte bag Balkonvinduerne, en lille forladt hvid Sykurv på Balkonranden og Ryggen af en gyngende, tom Gyngestol. Han trådte ind i Haven, stadig med Blikket fæstet på Balkonen, hørte Justitsråden sige Goddag, vendte Hovedet efter Lyden, og så ham stå og nikke med Favnen fuld af tomme Urtepotter. Så sagde de Et og Andet, og så kom Justitsråden ind på at udvikle, hvorledes man nok på en vis Måde kunne sige, at den gamle Kasteforskel mellem Træsorterne var blevet ophævet ved Podningen, men at denne for øvrigt var ham meget imod. Så kom Kamilla langsomt hen i mod dem med et stikkende blåt Sjal om sig. Hun havde Armene viklet ind i Sjalet og hilste med en lille Hovedbevægelse og et mat Velkommen. Justitsråden gik med sine Urtepotter; Kamilla stod og så over Skulderen op mod Balkonen, Mogens så på hende. Hvordan han havde haft det siden Forleden. Jo, han havde hverken fejlet det Ene eller det Andet. Roet meget? Å ja, som han plejede, måske ikke slet så meget. Hun drejede Hovedet om mod ham, så koldt på ham, holdt Hovedet lidt til Siden og spurgte med halvt lukkede Øjne og et mat Smil, om det da var den skønne Magdelone, der havde lagt Beslag på ham. Han vidste ikke, hvad hun mente, men han troede det næsten. Så stod de nogen Tid og sagde Ingenting. Kamilla gik et Par Skridt hen i mod et Hjørne, hvor der stod en Bænk og en Havestol, hun satte sig på Bænken og bad ham, da hun havde sat sig, idet hun så på Stolen, om at tage Plads, han måtte jo være træt efter den lange, lange Tur. Han satte sig på Stolen.

Troede han der blev Noget af den påtænkte Forbindelse? Det var ham måske ligegyldigt? Naturligvis brød han sig ikke om Kongehuset? Han hadede selvfølgelig Aristokratiet? Der var kun få unge Herrer, der ikke troede, at Demokratiet var Gud ved hvad. Han var sagtens af dem, der ikke tiltroede Kongehusets Familieforbindelser nogen som helst politisk Betydning? Måske han dog tog Fejl. Man havde dog set .... Hun standsede pludselig forundret over, at Mogens, der i Begyndelsen havde været lidt forskrækket over alt det Meget, nu så helt fornøjet ud. Han skulle da ikke sidde og more sig over hende? hun blev ganske rød.

"Interesserer De Dem meget for Politik?" spurgte hun ængsteligt.

"Ikke det Mindste."

"Men, hvorfor lader De mig så sidde og politisere en Verdens Tid?"

"Å, De siger det så smukt Alt Sammen, det er lige meget, hvad De så taler om."

"Det er virkelig ingen Kompliment."

"Jo, d e t er det," forsikrede han ivrigt, da han syntes, hun så helt fornærmet ud.

Kamilla brast i Latter, sprang op og løb sin Fader i møde, tog ham under Armen og fulgte så med ham hen til den forbavsede Mogens.

Da Middagen var overstået og de havde drukket Kaffe oppe på Balkonen, foreslog Justitsråden en Spadseretur. De gik da alle Tre ad den lille Vej, over Hovedlandevejen og ad en smal Sti, hvor der var Rugstubbe på begge Sider, over Stenten ind i Hegnet. Der stod Egen og alt det Andet, der var endog Konvolvulus i Tjørnehækken endnu. Kamilla bad Mogens tage nogle af dem til hende. Han rev dem af alle sammen og kom tilbage med hele Hånden fuld.

"Tak, jeg skal ikke have så mange," sagde hun, tog nogle få og lod Resten falde på Jorden.

"Så vilde jeg ønske, jeg havde ladet dem sidde," sagde Mogens alvorligt.

Kamilla bukkede sig ned og begyndte at samle dem op igen. Hun havde ventet, at han ville have hjulpet hende, og så forbavset op efter ham, men han stod ganske rolig og så ned på hende. Ja, hun var nu engang begyndt på det, så hun måtte blive ved, og samlede blev de; men så talte hun rigtignok heller ikke til Mogens en lang, lang Tid, ja så ikke engang til den Side, han var. Men de må være blevne forligte, thi da de på Hjemvejen kom til Egen igen, gik Kamilla hen under den og så op i dens Krone, trippede fra den ene Side til den anden og slog ud med Hænderne og sang, og Mogens måtte gå hen i Hasselbuskene og se, hvorledes han havde taget sig ud. Med Et løb Kamilla hen imod ham, men Mogens faldt ud af Rollen og glemte både at skrige og løbe, og så erklærede Kamilla leende, at hun var meget misfornøjet med sig selv og at hun ikke havde tiltroet sig den Dristighed at blive stående, når sådan et forfærdeligt Menneske, og så pegede hun på sig selv, kom stormende imod hende. Men Mogens erklærede, at han var meget godt fornøjet med sig.

Da han mod Solnedgang skulde hjem, fulgte Justitsråden og Kamilla ham på Vej. Og da de gik hjemad, sagde hun til sin Fader, at de vist burde bede det ensomme Menneske ret tit i den Måneds Tid, der endnu kunne være Tale om at blive på Landet, for han kendte jo slet ingen Mennesker herude, og Justitsråden sagde ja, og smilede over at blive antaget for så godtroende, men Kamilla gik og så blidt alvorlig ud for ikke at komme til at tvivle på, at hun jo var Medlidenheden i egen skære Person.

Det blev nu virkelig så mildt Efterårsvejr, at Justitsrådens blev på Kap Trafalgar en hel Måned endnu, og Medlidenheden førte til, at Mogens kom der to Gange i den første Uge og omtrent hver Dag i den tredje.

Det var en af det gode Vejrs sidste Dage, det havde regnet tidlig om Morgenen og været overtrukkent til langt hen på Formiddagen, men nu var Solen kommen frem, og den skinnede så stærkt og varmt, at de våde Havegange, Græsplænerne og Træernes Grene stod i een fin let Damp. Justitsråden gik og skar Asters af, Mogens og Kamilla var henne i et Hjørne af Haven for at plukke nogle sene Vinteræbler ned. Han stod oppe på et Bord med en Kurv på Armen, hun stod på en Stol og holdt i Fligene af et stort hvidt Forklæde.

"Nå, hvad blev det så til!" råbte hun utålmodigt til Mogens, der havde brudt af i det Eventyr, han fortalte, for at få fat i et Æble, der hang højt oppe.

"Jo," fortsatte han," så begyndte Bonden da at løbe tre Gange rundt om sig selv og synge: "til Babylon! til Babylon! med en Jernring gennem mit Hoved." Så fløj han og hans Kviekalv, hans Oldemor og hans sorte Hane; de fløj over Have, så brede som Arup Vejle, over Bjerge, så høje som Jannerup Kirke, hen over Himmerland og gennem det Holstenske lige til Verdens Ende. Der sad Trolden og spiste Davre; han var lige færdig, da de kom.

"Du skulle være lidt gudfrygtig, Fa'erlil," sagde Bonden, "ellers kunne det være, Du kom Himmerig forbi."

Ja, han vilde gerne være gudfrygtig.

"Så må Du læse fra Bords," sagde Bonden .... "Nej, jeg vil ikke fortælle mere," sagde Mogens utålmodigt.

"Nå, ja så lad være," sagde Kamilla og så forbavset op på ham.

"Jeg kan ligeså gerne sige det straks," vedblev Mogens, "jeg vil spørge Dem om Noget, men De må ikke le ad mig."

Kamilla hoppede ned af Stolen.

"Sig mig! – nej, jeg vil selv sige Noget, - her er Bordet og der er Gærdet, vil De ikke være min Kæreste, så springer jeg min Vej med Kurven over Gærdet og bliver borte. En."

Kamilla skottede op til ham og så Smilet forsvinde fra hans Ansigt.

"To."

Han var ganske bleg af Bevægelse.

"Ja," hviskede hun, slap Fligene af Forklædet, så Æblerne trillede til alle Verdens Kanter, og så løb hun.

Men hun løb ikke fra Mogens.

"Tre," sagde hun, da han nåede hende, men han kyssede hende alligevel.

Justitsråden blev forstyrret i sine Asters, men Amtmandens Søn var en alt for mageløs Blanding af Natur og Civilisation, til at Justitsråden skulle ville gøre Vanskeligheder.

Det var sidst på Vinteren; det store, tykke Snelag, der skyldtes en hel Uges idelige Fygen, var raskt i Færd med at smelte bort. Luften var fuld af Sol og af Genskin fra den hvide Sne, der i store, funklende Dråber dryppede ned forbi Vinduerne. Derinde i Stuen var alle Former og Farver vakte, alle Linier og Omrids vare som levende: det Flade bredte sig, det Buede krummede sig, det Skrå gled og det Brudte brødes. Alle grønne Toner myldrede mellem hinanden på Blomsterbordet lige fra de blødeste mørkegrønne til det skarpeste Gulgrønt. De brunrøde Toner flød i Flammer henover Mahognibordets Plade, og Guld gnistrede og funklede fra Nips, fra Rammer og Lister, men på Gulvtæppet brødes alle Farver i een lystig, lysende Tummel.

Kamilla sad ved Vinduet og syede, og hun og Gratierne på Konsollen vare helt indhyllede i et rødligt Lys fra de røde Gardiner, og Mogens, der vandrede langsomt frem og tilbage på Gulvet, gik hvert Øjeblik ud og ind af skrå Lysstøtter af svagt-regnbuefarvet Støv.

Han var i et snaksomt Hjørne.

"Jo," sagde han, "det er et eget Slags Folk, dem I omgås; der er ikke den Ting

til mellem Himmel og Jord, de ikke er færdige med i en Håndevending, det er lavt og det er ædelt, det er det Dummeste, der er gjort siden Verdens Skabelse, og det er det Klogeste, det d e r er så grimt, så grimt, og det d e r er så kønt, så det ikke kan siges, og Alt det er de Alle Sammen enige om, det er, ligesom de havde en bestemt Tabel eller sådan Noget, som de regnede det ud efter, for de får Alle Sammen det samme Facit, i hvad det så er. - Hvor de ligner hinanden, de Mennesker! Alle Sammen ved de det Samme og taler de om det Samme, de har Alle Sammen de samme Ord og de samme Meninger."

"Du vil da ikke," indvendte Kamilla, "sige, at Karlsen og Rønholt mener det Samme?"

"Ja, de er nu de Dejligste af dem Alle Sammen, de hører til forskellige Partier! deres Grundanskuelser er så forskellige som Nat og Dag! nej, de er ikke, de er så enige, så det er en Lyst, måske der er en lille Stump, de virkelig er uenige om, måske det blot er en Misforståelse, men det er Gud hjælpe mig en ren Komedie at høre dem, det er ligesom de havde aftalt at gøre alt Muligt for ikke at blive enige, de begynde med at råbe højt, så taler de sig straks hidsige, så siger den Ene i Hidsighed Noget, han ikke mener, så siger den Anden det stik Modsatte, som han heller ikke mener, og så angriber den Ene det, den Anden ikke mener, og den Anden det, den Ene ikke mener, og så er Spillet gående."

"Men hvad har de da gjort Dig?"

"De ærgre mig, disse Karle, når man ser dem i Ansigtet, er det ligesom man fik Brev på, at der for Eftertiden ikke skal ske noget Mærkeligt i Verden."

Kamilla lagde Sytøjet fra sig, gik hen og tog fat i Fligene af hans Frakkekrave og så skælmsk spørgende op på ham.

"Jeg kan ikke fordrage den Karlsen," sagde han gnavent og slog med Hovedet.

"Nå! og så?"

"Og så er Du så meget, meget sød," mumlede han komisk kælent.

"Og så?"

"Og så," brusede han op, "så seer han på Dig og hører på Dig og taler med Dig på en Måde, jeg ikke kan lide, han skal lade være, skal han, for Du er m i n og ikke hans. Ikke sandt! Du er ikke hans, slet ikke hans. Du e r min, Du har forskrevet Dig til mig, som Doktoren til Fanden, Du er min med Sjæl og Krop, med Hud og Hår, lige lukt ind i al Evighed."

Hun nikkede lidt ængsteligt op imod ham, så trofast op på ham, fik Tårer i Øjnene og gemte sig så ind til ham, og han slog Armene om hende, bøjede sig ned over hende og kyssede hende på Panden.

Samme Dags Aften fulgte Mogens Justitsråden til Posten, der var nemlig kommet en pludselig Ordre til Justitsråden om en Embedsrejse, han skulle foretage. Næste Dags Morgen skulle Kamilla derfor tage ud til sin Tante og blive der, til han kom igen.

Da Mogens havde fået sin tilkommende Svigerfader af sted, gik han hjemad og tænkte på, at han ikke skulde se Kamilla i flere Dage. Han drejede ned ad den Gade, hvor hun boede. Den var lang og smal og kun lidet befærdet. En Vogn rumlede bort i den fjerneste Del af den; den Vej var der også Lyd af Fodtrin, der tabte sig. Nu hørte han kun en Hund gø inde i Bygningen bagved sig. Han så op ad Huset, hvor Kamilla boede: der var som sædvanlig mørkt i den nederste Etage, og de hvidtede Ruder fik kun lidt uroligt Liv ved det flagrende Skær fra Lygten på Nabohuset. I anden Etage stod Vinduerne åbne, og i et af dem stak der en hel Tylvt Brædder frem over Karmen. Hos Kamilla var der mørkt, ovenover var der mørkt, kun i det ene Kvistvindue var der et hvidgyldent Skær fra Månen. Oven over Huset var Skyerne i vild Flugt. I Bygningerne på begge Sider var Ruderne oplyste.

Det mørke Hus gjorde Mogens sørgmodig, det stod der så forladt og trøstesløst; de åbne Vinduer klirrede med deres Kroge, Vandet løb monotont trommende ned i Tagrenden, nu og da faldt der et Sted, han ikke kunne se, en Smule Vand med en hul, blød Lyd, og Luften susede tungt gennem Gaden. Det mørke, mørke Hus! Mogens fik Tårer i Øjnene, det trykkede ham for Brystet, og der kom en underlig dunkel Forestilling om, at han havde Noget at bebrejde sig over for Kamilla. Så kom han til at tænke på sin Moder og fik Længsel efter at lægge sit Hoved i hendes Skød og græde ud.

Således stod han længe, med Hånden trykket mod Brystet, indtil en Vogn kom kørende i skarpt Trav gennem Gaden, så gik han efter den og hjem. Han måtte længe stå og ruske i Gadedøren, før den gik op, så løb han nynnende op ad sine Trapper, og da han var kommen ind, kastede han sig på Sofaen med en af Smollets Romaner i Hånden og læste og lo til over Midnat.

Endelig blev det for koldt i Værelset, han sprang op og gik trampende frem og tilbage for at få Kulden bort. Han standsede ved Vinduet: Himlen var på den ene Kant så lys, at de snedækte Tage smeltede sammen med den; på den anden Kant drev der nogle lange Skyer, og under dem havde Luften et underlig rødligt Skær, et usikkert bølgende Skær, en rød rygende Tåge; han rev Vinduet op, der var Ildløs hen ad Justitsrådens til. Ned ad Trappen, hen ad Gaden, så hurtigt han kunne; ned ad en Tværgade, gennem en Sidegade, og så ligefrem; endnu kunne han Intet se, men da han drejede omkring Hjørnet, så han det brandrøde Skær. En Snes Mennesker klamprede enkeltvis ned ad Gaden. Idet de løb forbi hinanden, spurgte de, hvor Ilden var. Der blev svaret: Raffinaderiet. Mogens blev ved at løbe ligeså hurtigt som før, men langt lettere om Hjertet. Endnu et Par Gader, der blev flere og flere Folk, og de talte om Sæbefabrikken. Den lå lige overfor Justitsrådens. Mogens løb som rasende. Der var kun en skrå Tværgade tilbage, den var aldeles fyldt med Folk, rolige, velklædte Mandfolk, pjaltede, gamle Koner, der stod og talte i en langsom klynkende Tone, råbende Læredrenge, udmajede Piger, der hviskede til hinanden, Sjovere, der stod støt og sagde Vittigheder, forbavsede Drukkenbolte og Drukkenbolte, der skændtes, hjælpeløse Politibetjente og Drosker, der hverken kunne komme frem eller tilbage. Mogens vred sig gennem Hoben. Nu var han ved Hjørnet; Gnisterne dalede langsomt ned over ham. Op ad Gaden; det føg med Gnister, Ruderne glødede på begge Sider, Fabrikken brændte, Justitsrådens brændte, og Nabohuset brændte også. Alting var Røg, Ild og Forvirring, Råben, Banden, Tagsten, der raslede ned, Øksehug, Træ, der splintredes, Ruder, der klirrede, Stråler, der hvislede, spruttede og plaskede, og mellem Alt dette Pumpeslagenes regelmæssige, dumpe Hulken. Møbler, Sengeklæder, sorte Hjelme, Stiger, blanke Knapper, oplyste Ansigter, Hjul, Reb, Sejldug, underlige Instrumenter; Mogens styrtede mellem det, over det, under det Alt Sammen, fremad mod Huset.

Facaden var stærkt oplyst af Flammerne fra den brændende Fabrik, Røgen piblede frem mellem Tagstenene og væltede ud af første Sals åbne Vinduer; derinde buldrede og knitrede Ilden; der kom en langsomt bragende Lyd, der gik over til Rullen og Knækken og endte med et dumpt Drøn; Røg, Gnister og Flammer pintes voldsomt ud af alle Husets Åbninger, og så begyndte Luerne at spille og smælde med dobbelt Styrke og dobbelt Klarhed. Det var den midterste Del af Førstesals-Loftet, der faldt. Mogens greb med begge Hænder fast i en stor Brandstige, der støttede op mod den Del af Fabrikken, der endnu ikke stod i Flammer. Et Øjeblik holdt den sig lodret, men så faldt den fra ham over på Justitsrådens Hus og stødte en Karm ind oppe på anden Sal. Mogens sprang op ad Stigen og ind gennem Åbningen. Det første Øjeblik måtte han lukke Øjnene for den skarpe Trærøg, og den tunge kvælende Em, der steg op fra det forkullede Tømmer, som Vandstrålerne havde nået, tog Vejret fra ham. Han var i Spisestuen. Væggen ind til Dagligstuen var næsten helt falden. Dagligstuen var et stort glødende Dyb, Luerne nede fra Grunden af Huset slog engang imellem næsten op mod Loftet, de få Fjæl, der vare blevne hængende, da Gulvet faldt, brændte med klare hvidgule Flammer, Skygger og Flammeskær bølgede over Væggene, Tapetet rullede sig hist og her sammen, fængede og fløj i brændende Flager ned i Dybet, og op ad løse Lister og Skilderiernes Rammer slikkede vævre gule Flammer. Mogens krøb over Brokker og Brudstykker af den indstyrtede Væg hen til Randen af Dybet, der nede fra bølgede kolde og hede Luftstrømme skiftevis mod hans Ansigt; ovre på den anden Side var så meget af Væggen faldet, at han kunne se ind i Kamillas Værelse, medens det Stykke, der gemte for Justitsrådens Kontor, endnu stod. Det blev hedere og hedere, Huden i Ansigtet strammede, og han mærkede, at hans Hår krøllede sig. Noget Tungt strøg over hans Skulder og blev liggende over Ryggen og trykkede ham ned mod Jorden, det var Vekselbjælken, der langsomt var gledet ned fra sin Plads. Han kunne ikke røre sig, hans Åndedræt blev tungere og tungere, og hans Tindinger bankede voldsomt; til Venstre for ham plaskede en Vandstråle mod Spisestuemuren, og han gik op i det ene Ønske, at de kolde, kolde Dråber, der spredtes til alle Sider, måtte stænke hen på ham. Da hørte han det stønne ovre på Dybets anden Side, og han så noget Hvidt bevæge sig på Gulvet i Kamillas Værelse. Det var hende. Hun lå på sine Knæ og holdt, idet hun vuggede sig i Hofterne, en Hånd på hver Side af Hovedet. Hun rejste sig langsomt og kom hen til Randen af Dybet. Hun stod stift oprejst, Armene hang slapt ned og Hovedet ligesom vaklede på Halsen; ganske, ganske langsomt sank hendes Overkrop forover, hendes lange dejlige Hår fejede mod Gulvet, et kort, stærkt Blus, og det var borte, i næste Nu styrtede hun ned i Flammerne.

Mogens udstødte en klagende Lyd, kort, dyb og stærk, som et vildt Dyrs Brøl, og gjorde i det Samme en voldsom Bevægelse som for at komme bort fra Dybet; han kunne ikke for Bjælken; hans Hænder famlede over Murbrokkerne, så ligesom stivnede de i et voldsomt Greb om dem, og så begyndte han i regelmæssig Takt at hugge Panden mod Gruset og stønnede: Herre Gud, Herre Gud, Herre Gud!

Således lå han. Efter nogen Tids Forløb mærkede han, at der var Noget, der stod og tog på ham; det var en Brandsvend, der havde kastet Bjælken til Side og nu ville bære ham ud af Huset; Mogens mærkede med en stærk Følelse af Uhygge, at han blev løftet op og ført af sted. Svenden bar ham hen til Åbningen; da fik Mogens en klar Fornemmelse af, at der var blevet gjort ham Fortræd, og at Svenden, der bar ham, ville ham til livs, han rev sig løs af hans Arme, greb en Lægte, der lå på Gulvet, huggede Svenden med den i Hovedet, så han tumlede tilbage, kom ud af Åbningen og løb oprejst ned ad Stigen, holdende Lægten over sit Hoved. Gennem Tumlen, Røgen, Menneskehoben, gennem tomme Gader, over øde Pladser, ud på Marken. Dyb Sne alle vegne, lidt borte en sort Plet, det var en Grusdynge, der ragede op over Snelaget, han huggede efter den med Lægten, huggede igen og igen, blev ved at hugge efter den, ville hugge den ihjel, så den blev rent borte, ville også løbe langt bort, løb så rundt om den og huggede efter den som rasende, den ville ikke, ville ikke blive borte, han slyngede Lægten langt bort og kastede sig over den sorte Dynge for at gøre det af med den, han fik Hænderne fulde af Småsten, det var Grus, det var en sort Grusdynge; hvorfor lå han ude på Marken og rev i en sort Grusdynge, han lugtede Røgen, Flammerne blinkede om ham, han så Kamilla synke ned i dem, han skreg og styrtede af sted over Marken. Han kunne ikke blive fri for Synet af Flammerne, han holdt sig for Ørnene: Flammer, Flammer! kastede sig på Jorden og trykkede Ansigtet ned i Sneen: Flammer! sprang op, løb tilbage, løb frem, drejede af: Flammer overalt; af sted stod det hen over Sneen forbi Huse, forbi Træer, forbi et forfærdet Ansigt, der stirrede ud gennem en Rude, udenom Stakke og gennem Gårde, hvor Hunde tudede op og sled i deres Lænker. Han løb omkring en Forhus-Længe og stod pludseligt foran et stærkt og uroligt oplyst Vindue, det Lys gjorde ham godt, Flammerne veg for det; han gik hen til Vinduet og så ind, det var et Bryggers, en Pige stod ved Gruen og rørte i Kedlen; Lyset, hun holdt i Hånden, skinnede lidt rødligt i den stærke Em, en anden Pige sad og plukkede Fjerkræ, og en tredje sved det over en storflammet Ild af Langhalm; Flammerne ble ve mindre, så kom der ny Halm til, og de blussede op igen, så blev de atter mindre, mindre endnu, gik ud. Mogens stødte vredt en Rude ind med Albuen og gik langsomt bort, Pigerne skreg derinde. Så løb han til igen, løb længe i en stille Klynken. Der kom spredte Glimt af Erindringer fra den gode Tid, og det blev dobbelt mørkt, når de var forbi, han kunne ikke udholde at tænke på, hvad der var sket, det måtte ikke være sket, han kastede sig på Knæ og vred sine Hænder mod Himlen, idet han tiggede om at få det Skete gjort tilbage igen. Længe slæbte han sig af sted på Knæene og holdt Øjnene vedholdende fæstede på Himlen, som om han frygtede, at den ville smutte bort, for at undgå hans Bønner, når han ikke blev ved at se på den. Så kom Billederne fra den gode Tid svævende, flere og flere i tågelyse Rækker; også var der Billeder, der skød op om ham i pludselig Glans, og andre svang forbi, så ubestemt, så fjernt, at de var borte, før han vel vidste, hvad det var. Han sad stille i Sneen, betagen af Lys og Lød, af Liv og Lykke, og den dunkle Angst, han i Begyndelsen havde haft for, at der skulle komme Noget og slukke det Alt Sammen, var forsvunden. Det var så stille om ham, så roligt i ham, Billederne vare borte, men Lykken var der. Så stille! der var ingen Lyd; men Lyde spøgte. Og der kom Latter og Sange, og lette Ord kom, og lette Fjed og Pumpeslagenes dumpe Hulken. Jamrende løb han sin Vej, løb langt og længe, kom til Søen og fulgte dens Bredder, indtil en Trærod fik ham til at falde, og da var han så træt, at han blev liggende.

Med en blød klukkende Lyd skvulpede Vandet over Småstenene, stødvis susede det let i de nøgne Grene, enkelte Krager skreg ude over Søen, og Morgenen kastede sit grelle, blå Skær over Skoven og Søen, over Sneen og over det blege Ansigt.

Ved Solopgang blev han funden af Hegnsmanden fra Naboskoven og båret op til Nikolai Skovløbers, og der lå han i Uger og Dage mellem Liv og Død.

Omtrent ved den Tid, Mogens blev ført op til Nikolais, var der Opløb om en Vogn for Enden af den Gade, hvor Justitsråden boede. Kusken kunne ikke forstå, hvorfor Politibetjenten ville forhindre ham i at udføre sit lovlige Hverv, og derfor skændtes de. Det var den Vogn, der skulde hente Kamilla til hendes Tante.

"Nej! siden den stakkels Kamilla kom så ynkeligt af Dage, har vi ikke set det Ringeste til ham."

"Ja det er mærkeligt, hvad der kan være skjult i et Menneske. Man anede Ingenting. Så stilfærdig og forlegen, næsten kejtet. Ikke sandt, Frue, De anede ikke det Mindste?"

"Om Sygdommen! jo Gud, hvor kan De spørge! - nå De mener, - jeg forstod Dem ikke rigtigt - det skulle have været Noget, der lå i Blodet, noget Arveligt? - ja jeg husker, der var Noget med, at Faderen blev ført til Aarhus. Var det ikke sådan, Hr. Karlsen?"

"Nej! - jo, men det var for at blive begravet, hans første Kone ligger der. Nej, jeg tænkte på, De ved, det forfærdelige eller - ja det forfærdelige Liv, han har ført i disse to eller halvtredie Aar."

"Så, næ - næ - Nej! - det ved jeg slet ikke Noget af."

"Nå - ja - næ - det er jo ikke af de Ting, man gerne taler om, man vil jo ikke .... nå! De forstår; Hensyn til Næsten. Justitsrådens Familie ...."

"Ja, det har naturligvis sin Berettigelse, det, De siger, - men på den anden Side - sig mig ganske oprigtigt, er der ikke i Tiden en falsk, en - pietistisk Bestræbelse efter at tilsløre, at tilhylle sine Medmenneskers Svagheder, og - jeg forstår mig naturligvis ikke på den Slags Ting - men tror De ikke, at Sandheden eller den offentlige Moral, jeg mener ikke sådan Moralitet, men - Moral, Tilstand, hvad De vil, at den lider derunder?"

"Ganske vist! og det glæder mig overordentligt så aldeles at være enig med Dem, og i dette Tilfælde .... Sagen er ligefrem den, at han har hengivet sig til Excesser af alle mulige Slags, har levet på den mest ryggesløse Måde med den allerlaveste Pøbel, med Folk uden Ære, uden Samvittighed, uden Stilling, Religion eller Noget som helst, Dagdrivere, Gøglere, Krogæster og - og i Sandhedens Navn: letfærdige Fruentimmer."

"Og det efter at have været forlovet med Kamilla, Gud i Himlen, og efter at have ligget af Hjernebetændelse i tre Måneder!"

"Ja - og hvad forudsætter det ikke for Tilbøjeligheder, og hvordan mon hans Fortid har været, hvordan tror De?"

"Ja, og Gud ved, hvordan det egentlig forholdt sig med ham i selve Forlovelsestiden. Han var noget fordægtig. Det er nu min Anskuelse."

"Undskyld, Frue, og undskyld De også, Hr. Karlsen, De har taget det Hele lidt abstrakt, meget abstrakt; jeg har tilfældigvis meget konkrete Beretninger fra en Ven derovre i Jylland og kan fremstille Sagen i sine Detailler."

"Hr. Rønholt! De vil da ikke ...."

"Give Detailler! jo jeg vil, Hr. Karlsen, med Fruens Tilladelse. Tak. Han har ganske vist ikke levet, som man bør leve efter en Hjernebetændelse. Han har flakket Markederne rundt med et Par Svirebrødre, og skal heller ikke have været uden Berøring med tros og Bissekræmmer, bekendt og frygtet Gøglertrupperne og da navnlig med deres kvindelige Personale. Måske det var det Klogeste, om jeg løb ovenpå og hentede min Vens Brev. Hvis De tillader? Skal være her på Øjeblikket."

"Synes De ikke, Hr. Karlsen, at Rønholt er sjældent elskværdig i Dag?"

"Ja! - unægtelig, men Fruen må også erindre, at han har udtømt al sin Galde i en Artikel i Morgenavisen. At tænke sig, at man vover at fremsætte - det er rent ud Oprør, Foragt for Loven, for - hm ...."

"De fandt Brevet?"

"Jo jeg gjorde. Må jeg begynde? Lad mig se - ja: "vor fælles Ven, som vi mødte i fjor i Mønsted, og som Du sagde, Du kendte ovre fra København, har i de sidste Måneder huseret her i Egnen, han ser ganske ud som den Gang, han er den samme blege, triste Ridder af den bedrøvelige Skikkelse. Han er den løjerligste Blanding af forceret Kådhed og stille Håbløshed, er affekteret hensynsløs og brutal overfor sig selv og Andre, er stille og ordknap, og synes, skønt han ikke gør Andet end svire og sværme, aldeles ikke at more sig; det bliver ved det, jeg allerede den Gang sagde, at han har den fikse Ide at anse sig for personlig fornærmet af Tilværelsen. Hans Omgang var her navnlig en Pranger, Krodegnen kaldet, fordi han altid synger og altid er på Svir, og en forsoren, opløben Mellemting af Matros og Bissekræmmer, bekendt og frygtet under Navn af Peer Styrløs, desuden Skøn Abelone; i den sidste Tid måtte denne dog vige Pladsen for et mørkt Fruentimmer, der hørte til en Gøglerbande, som i længere Tid har lyksaliggjort os med Forestillinger i Kraftkunst og Linjedans. Du har set det Slags Fruentimmer, med skarpe, gule, tidligt ældede Ansigter, Mennesker, der er ødelagte af Brutalitet, Armod og fattige Laster og til Overflod altid klædte i luvslidt Fløjl og smudsigt Rødt. Der har Du Banden. Jeg forstår ikke vor Vens Passion, det er godt nok, at Kæresten kom så ynkeligt af Dage, det forklarer dog ikke Sagen. Du skal dog endnu høre, hvordan han forlod os. Vi havde Marked et Par Mil herfra; han, Styrløs, Prangeren og Fruentimmeret sad i et Værtshustelt og svirede til langt ud på Natten. Klokken tre eller så blev de endelig færdige til at tage af sted. De kom da på Vognen, og det går så meget godt, men så drejer vor fælles Ven af fra Landevejen og kører af sted med dem over Marker og Heder, alt hvad Hestene springe kunne. Vognen slynges fra den ene Side til den anden. Det bliver omsider Prangeren for broget, og han råber, at han vil af. Da han er kommet af, pisker vor fælles Ven på igen og lader stå til lige mod en stor Lyngbakke; så bliver Fruentimmeret bange og kommer af, nu går det op ad Bakken og nedad den så susende vildt, at det er et Mirakel at ikke Vognen kom ned før Hestene. På Opkørselen havde Peer imidlertid listet sig af Vognen, og til Tak for Kørslen sendte han sin store Foldekniv efter Kuskens Hoved."

"Det stakkels Menneske! men det e r dog stygt med det Fruentimmer."

"Afskyeligt, Frue, decideret afskyeligt. Mener De virkelig, Hr. Rønholt, at denne Fremstilling skulle stille dette Menneske i et bedre Lys?"

"Nej, men i et sikrere; De ved, i Mørke kan man let antage Ting for større, end de er."

"Kan der da tænkes noget Værre?"

"Hvis ikke, er det det Værste, men De ved, man skal aldrig tro det Værste om Folk."

"Ja, De mener egentlig, at det ikke er så slemt det Hele, at der er noget Rask ved det, noget i eminent Forstand Plebejisk, som tiltaler Deres Hang til det Demokratiske."

"Ser De da ikke, at han forholder sig ret aristokratisk til sine Omgivelser?"

"Aristokratisk! nej, det er dog vel paradokst. Hvis han ikke er Demokrat, så ved jeg virkelig ikke, hvad han er."

"Ja, der er jo for resten andre Bestemmelser."

Hvide Hægebær, blålige Syringer, Rødtjørn og strålende Guldregn blomstrede og duftede udenfor Huset. Vinduerne stod åbne og med nedrullede Persienner. Mogens lænede sig ind over Karmen, Persiennen lå ham ned ad Ryggen. Det var velgørende for Øjet efter al den Sommersol på Skov og Vand og i Luft at se ind i Stuens dæmpede, bløde, rolige Lys. En høj, fyldig Dame stod derinde med Ryggen til Vinduet og satte Blomster i en stor Vase. Bluselivet på hendes blegrøde Morgenkjole samledes højt oppe under Brystet af et sort glinsende Læderbælte, på Gulvet bag ved hende lå en snehvid Friserkappe, hendes store, meget blonde Hår hang i et højrødt Natnet.

"Du er noget bleg efter Sviren igår," var det Første, Mogens sagde.

"Godmorgen," svarede hun og rakte, uden at vende sig, Hånden og de Blomster, hun havde i den, hen imod ham. Mogens tog en af Blomsterne. Laura drejede Hovedet halvt om imod ham, åbnede Hånden lidt og lod Blomsterne i små Partier falde ned på Gulvet. Så gav hun sig igen til at sysle med Vasen.

"Syg?" spurgte Mogens.

"Træt."

"Jeg spiser ikke Frokost hos Dig i Dag."

"Ikke!"

"Vi kan heller ikke spise til Middag sammen."

"Du skal fiske?"

"Nej! - Farvel!"

"Når kommer Du igen?"

"Jeg kommer ikke igen."

"Hvad skal nu det sige?" spurgte hun, rettede på sin Kjole, kom hen til Vinduet og satte sig på Stolen der.

"Jeg er ked af Dig. - Det er det Hele."

"Nu er du ond, hvad er der i Vejen? hvad har jeg dog gjort?"

"Ingenting, men da vi hverken er gifte eller gale af Kærlighed til hinanden, kan jeg ikke se, at der er noget Mærkeligt i, at jeg går min Vej."

"Er Du jaloux?" spurgte hun ganske sagte.

"På En som Dig! Vorherre bevare min Forstand!"

"Men hvad skal det sige Alt Sammen?"

"Det skal sige, at jeg er træt af din Skønhed, at jeg kan din Stemme og dine Bevægelser udenad, og at hverken dine Luner eller din Dumhed eller din Listighed kan more mig mere. Kan Du så sige mig, hvorfor jeg skulle blive?"

Laura græd. "Mogens, Mogens, hvor kan Du nænne det! O, hvad skal jeg, skal jeg, skal jeg, skal jeg gøre! Bare bliv i Dag, bare i Dag, Mogens, Du må ikke gå fra mig."

"Å, det er jo Løgn, Laura, Du tror det ikke engang selv; det er ikke, fordi Du gør så forskrækkelig ad mig, at Du er bedrøvet; det er blot lidt Befippelse over Forandringen, Du er ængstelig for en Smule Forstyrrelse i dine daglige Vaner. Jeg kender det så godt, Du er ikke den Første, jeg er bleven ked af."

"O, bliv bare hos mig i Dag, så skal jeg ikke plage Dig om at blive så meget som en Time til."

"I er nogle Hunde, I Fruentimmer! I har ikke Ære skabt i Livet, om man så sparker Jer bort, kommer I krybende tilbage igen."

"Ja, ja vi gør, men så bliv i Dag - hvad - bliv!"

"Bliv, bliv! nej"

"O, Du har aldrig elsket mig, Mogens."

"Nej."

"Jo, Du har, Du elskede mig den Dag, det blæste så stærkt, o, den rare Dag dernede ved Stranden, da vi sad i Ly af Båden."

"Tossede Tøs!"

"Bare jeg var en ordentlig Pige af fine Forældre og ikke sådan En, som jeg er, så blev Du nok hos mig, så nænnede Du ikke at være så hård - og jeg, der elsker Dig sådan!"

"Det skal Du ikke."

"Nej, jeg er ligesom det Støv, Du træder på, mere bryder Du Dig ikke om mig. Ikke et godt Ord, bare hårde Ord; Foragt, det er godt nok til mig."

"De Andre er hverken bedre eller værre end Du. Farvel, Laura!"

Han rakte Hånden til hende, men hun boldt Hænderne på Ryggen og klynkede: "nej, nej, ikke Farvel! ikke Farvel!"

Mogens løftede Persiennen, gik et Par Skridt tilbage og lod den falde ned for Vinduet. Laura bøjede sig hurtigt under den udover Karmen og bad: "kom hen til mig! kom og ræk mig din Hånd."

"Nej."

Da han var kommet noget bort, råbte hun klagende: "Farvel! Mogens."

Han vendte sig mod Huset med en let Hilsen. Så gik han videre: "og sådan en Pige tror endnu på Kærligheden! - nej, hun gør ikke."

Ude fra Havet trak Aftenvinden ind over Landet, og Marehalmen svang sine blege Økse og løftede lidt på de spidse Blade, Sivene duvede, Klitsøen mørknede af tusinde fine Furer, og Åkandebladene rykkede uroligt i deres Stilke. Så tog Lyngen til at slå med de dunkle Toppe, og på Sandmarkerne svajede Rødknæet ledeløst omkring. Indover Landet! Havrenegene dukkede, den unge Kløver skælvede på Stubmarken, og Hveden blev høj og lav i tunge Bølger, Tagene gav sig, Møllen knagede, Fløjene svang rundt, Røgen slog ned i Skorstenene, og Ruderne duggede.

Det susede i Glamhullerne, i Herregårdens Popler og peb i det forblæste Krat på Bredbjerg Grønhøj. Mogens lå deroppe og så ud over den mørke Jord. Månen var ved at få Glans, Tågerne drev dernede i Engen. Det var så sørgeligt det hele Liv, tomt bagved, mørkt foran. Men sådan var Livet. De, der gik og var lykkelige, de vare også blinde. Han havde lært at se af Ulykken, Alt var uretfærdigt og løgnagtigt, den hele Jord var een stor rullende Løgn; Troskab, Venskab, Barmhjertighed, Løgn var det, Løgn hver en Stump; men det, der kaldtes Kærlighed, det var dog det Huleste af det Hule, Lyst var det, flammende Lyst, ulmende Lyst, osende Lyst, men Lyst og aldrig Andet. Hvorfor skulle han vide dette? hvorfor havde han ikke fået Lov til at blive i Troen på alle disse lueforgyldte Løgne? hvorfor skulde han se, og de Andre være blinde? han havde Ret til Blindhed, han havde troet på Alt, hvad der kunne tros på.

Lysene tændtes nede i Byen.

Dernede var Hjem på Hjem. Mit Hjem! mit Hjem! og min Barnetro på alt det Dejlige i Verden! - Og om de nu havde Ret de Andre! om Verden var fuld af bankende Hjerter og Himlen fuld af en kærlig Gud! Men hvorfor ved jeg da ikke det, hvorfor ved jeg noget Andet? og jeg ved noget Andet så skærende, bittert, sandt ....

Han rejste sig op, Mark og Eng lå i fuldt Månelys for ham. Han gik ned mod Byen ad Stien langs med Herregårdshaven, gik og så ind over Stengærdet. Inde på en Plæne i Haven stod der en Sølvpoppel, Månelyset faldt skarpt på de skælvende Blade, snart vendte de den mørke Side til, snart den hvide. Han lagde Albuerne på Gærdet og stirrede ind på Træet, det så ud, som Bladene rislede ned over Grenene. Han troede at kunne høre den Lyd, Løvet frembragte.

Pludselig lød det nærved med en dejlig Kvindestemme:

"Du Blomst i Dug! Du Blomst i Dug! Hvisk mig Drømmene dine. Er der i dem den samme Luft, Den samme sælsomme Elvelandsluft, Som i mine? Og hvisker, sukker og klager det der Gennem døende Duft og blundende Skær, Gennem vågnende Klang, gennem spirende Sang: I Længsel, I Længsel jeg lever!"

Så kom Stilheden igen. Mogens trak Vejret dybt og lyttede spændt: ingen Sang; oppe ved Gården blev der gået med en Dør. Nu hørte han tydeligt Lyden af Sølvpoplens Blade. Han bøjede Hovedet mod sine Arme og græd.

Den næste Dag var en af dem, på hvilken Eftersommeren er så rig. Dag med rask kølig Vind, med mange store, hurtigt ilende Skyer, med evindelig Bliven mørkt og Bliven lyst, alt som Skyerne drev forbi Solen. Mogens var gået op på Kirkegården, Herregårdshaven stødte op til den. Der så temmelig bart ud deroppe, Græsset var nylig slået, bag et gammelt firkantet Jerngitter stod der en bred, lav Hyld og flagrede med sine Blade, om enkelte Grave var der Trærammer, de fleste var ellers kun lave firkantede Tuer, nogle af dem havde Blikopstillinger med Indskrifter, andre Trækors, hvor Malingen var skallet af, andre havde Vokskranse, Størstedelen havde slet Ingenting. Mogens gik og søgte efter et Sted, hvor der var Læ, men det syntes at blæse på alle Sider af Kirken. Han kastede sig ved Diget og tog en Bog op af Lommen; det blev dog ikke til Noget med Læsningen; hver gang der gik en Sky for Solen, syntes han, det blev for koldt og tænkte på at rejse sig, men så kom Lyset igen og fik ham til at blive liggende. En ung Pige kom langsomt gående, en Mynde og en Hønsehund løb legende foran hende. Hun standsede og syntes at ville sætte sig, men da hun fik Øje på Mogens, fortsatte hun sin Gang tværs over Kirkegården ud ad Lågen. Mogens rejste sig og så efter hende; hun gik dernede på Landevejen, Hundene legede endnu. Så gav Mogens sig til at læse Indskriften på et af Gravstederne, den fik ham snart til at smile. Med Et kom der en Skygge over Graven og blev liggende. Mogens så til Siden. Der stod en ung solbrændt Mand, den ene Hånd i sin Jagttaske, i den anden Hånd en Bøsse.

"Den er ikke så tosset, den," sagde han og nikkede mod Indskriften.

"Nej," sagde Mogens og rejste sig fra den bøjede Stilling.

"Sig mig," vedblev Jægersmanden og så til Siden, som om han søgte Noget, "De har været her et Par Dage, og jeg har gået og undret mig over Dem, men er ikke kommet Dem på nær Hold før nu; De går og driver så alene omkring, hvorfor har De ikke set op til os? og hvad i Alverden forslår De Tiden med? for De gør jo ikke Forretninger her i Egnen?"

"Nej, jeg ligger her for min Fornøjelse."

"Ja, det er her rigtignok Meget af," udbrød den Fremmede og lo, "går De ikke på Jagt? har De ikke Lyst til at følge med mig? jeg skal alligevel ned til Kroen og have nogle Hagl, og medens De gør Dem i Stand, kan jeg gå over og skælde Smeden ud. Nå! De går med?"

"Ja, gerne."

"Men det er sandt - Thora! har De ikke set en Pige?" han sprang op på Diget, "jo der går hun, det er min Kusine, jeg kan ikke præsentere Dem for hende, men kom, lad os gå efter hende, vi have væddet, nu kan De være Dommer; hun skulle have været på Kirkegården med Hundene, og så skulle jeg gå forbi med Bøsse og Taske og måtte hverken kalde eller fløjte, og dersom Hundene så alligevel gik med mig, så havde hun tabt, nu skal vi se."

Lidt efter nåede de Damen; Jægeren så lige ud, men kunne ikke bare sig for at smile, Mogens hilste, idet de gik forbi. Hundene så forbavsede efter Jægeren og knurrede så småt, så så de op på Damen og gøede, hun ville klappe dem, men de gik ligegyldigt fra hende og gøede efter Jægeren; Skridt for Skridt gik de længere og længere bort, skottede om til hende og satte så på een gang af sted efter Jægeren og blev, da de nåede ham, aldeles ustyrlige med at springe op ad ham og med at pile af til alle Sider og tilbage igen.

"Tabt," råbte han til hende; hun nikkede smilende, vendte sig om og gik.

Jagten varede til langt ud på Eftermiddagen; Mogens og Villiam kom godt ud af det med hinanden, og Mogens måtte love at komme op på Gården om Aftenen; det gjorde han da også og kom der så næsten hver Dag siden, men blev, alle gæstfri Tilbud uagtet, boende i Kroen.

Det blev en bevæget Tid for Mogens. I Begyndelsen vakte Thoras Nærværelse alle tunge og sørgelige Erindringer til Live; ofte måtte han pludseligt give sig i Tale med Andre eller gå sin Vej, for at hans Bevægelse ikke helt skulle få Magt over ham. Hun lignede slet ikke Kamilla, men dog hørte og så han kun Kamilla. Thora var lille, fin og spinkel, let til Smil, let til Tårer og let til Begejstring, talte hun længere alvorligt til Nogen, så var det ikke som en Tilnærmelse, snarere som om hun blev borte i sig selv; fortalte eller udviklede En Noget for hende, udtrykte hendes Ansigt, hele hendes Skikkelse den inderligste Tillidsfuldhed og nu og da vel også Forventning. Villiam og hans lille Søster behandlede hende ikke ganske som Kammerat, men dog langtfra som Fremmed, Onklen og Tanten, Karle, Piger og Egnens Bønder, Alle gjorde de Kur til hende, men så forsigtigt og næsten ængsteligt; - de var overfor hende, omtrent som Vandreren i Skoven, der nær ved sig ser en af disse små, nydelige Sangfugle, med klare, kloge Øjne, med små yndige Bevægelser; han er så glad ved dette lille levende Væsen, vil så gerne, det skal komme nærmere og nærmere, men tør ikke røre sig, næppe drage Ånde, for at det ikke skal blive bange og borte.

Som Mogens tiere og tiere så Thora, kom Erindringerne sjældnere og sjældnere, og nu begyndte han at se hende, som hun var. Det blev en Tid med Fred og Lykke, når han var hos hende, stille Længsel og stille Vemod, når han ikke så hende. Senere talte han med hende om Kamilla og sit forbigangne Liv, og det var næsten med Forbavselse, at han så tilbage på sig selv, og undertiden blev det ham næsten uforståeligt, at det var ham, der havde tænkt, følt og gjort alt det Underlige, han fortalte om.

En Aften stod han og Thora oppe på en Høj i Haven og så på Solnedgangen. Villiam og hans lille Søster legede Tagfat rundt om Højen. Der var lette, lyse Farver i Tusindvis, stærke, strålende i Hundredvis. Mogens vendte sig fra dem og så på den dunkle Skikkelse ved sin Side: hvor uanseelig tog hun sig dog ikke ud mod al denne glødende Pragt, han sukkede og så igen på de farverige Skyer. Det kom ikke som en virkelig Tanke dette, fjernt og flygtigt kom det, var et Sekund og forsvandt, det var, som om det var Øjet, der tænkte.

"Nu er Troldene i Grønhøj glade, nu Solen er helt nede," sagde Thora.

"Så--å!"

"Ja! ved De ikke nok, at Troldene elske Mørket?"

Mogens smilte.

"Ja, De tror ikke på Trolde, men det skulle De dog gøre. Det er så dejligt at tro på det Alt Sammen, på Højfolk og Elverpiger. Jeg tror også på Havfruer og på Hyldekvinden, men Nisser! hvad skal man med Nisser og Helheste? Det bliver gamle Maren vred over, når jeg siger det; for det, siger hun, er der ingen Gudfrygtighed i at tro på, det, som jeg tror på, sådan Noget, som ikke kommer Folk ved; men Varsler og Kirkegrimer de er med i Evangelium, siger hun. Men hvad siger De?"

"Jeg? ja jeg ved ikke, - hvordan mener De egentlig?"

"De holder bestemt ikke af Naturen?"

"Jo, tværtimod!"

"Ja, jeg mener ikke Naturen, sådan som man ser den fra Udsigtsbænke og Bakker med Trapper opad, hvor den bliver højtideligt anrettet, men Naturen hver Dag, altid. Holder De sådan af Naturen?"

"Ja netop! hvert Blad, hver Kvist, hvert Lysskær og hver Skygge kan jeg glæde mig ved. Der er ingen Bakke så nøgen, ingen Tørvegrav så firkantet, ingen Landevej så kedelig, at jeg ikke et enkelt Øjeblik kan forelske mig deri."

"Men hvad Fornøjelse kan De da have af et Træ eller en Busk, når De ikke forestiller Dem, at der bor et levende Væsen i dem, som åbner og lukker Blomsterne og glatter Bladene. Når De ser en Sø, en dyb og klar Sø, er det så ikke derfor, at De holder af den, fordi De tænker Dem, at dybt, dybt nede der lever der Væsner, der have deres Glæder og Sorger, deres eget underlige Liv med underlige Længsler, og hvad kønt er der for Eksempel ved Bredbjerg Grønhøj, når De ikke forestiller Dem, at det derinde myldrer og summer med små, små Skikkelser, der sukker, når Solen står op, men begynde at danse og lege med deres skønne Skatte, når Aftenen kommer."

"Hvor det er underlig smukt! og det seer De?"

"Men De?"

"Ja, jeg kan ikke forklare det, men det ligger i Farven, i Bevægelsen og i den Form, det har, og så i det Liv, der er i det, Safterne, der stiger op i Træer og Blomster, Solen og Regnen, der får dem til at vokse, og Sandet, der fyger sammen i Bakker, og Regnskyllene, der furer og kløver Skrænterne, å! det kan slet ikke forstås, når jeg skal forklare det."

"Og er det nok for Dem?"

"Å! det er sommetider for meget! – alt for meget! Og når der nu både er Form og Farve og Bevægelser så yndige og så lette, og der så bag Alt dette er en sælsom Verden, der lever og jubler og sukker og længes og som kan sige og synge det Alt Sammen, så føler man sig så forladt, når man ikke kan komme den Verden nær, og Livet bliver så mat og så tungt."

"Nej! nej! sådan må De ikke tænke på Deres Kæreste."

"Å, jeg tænker ikke på min Kæreste."

Villiam og Søsteren kom op til dem, og de fulgtes ad ind.

En Formiddag flere Dage senere spadserede Mogens og Thora i Haven. Mogens skulle se Vinhuset, der havde han endnu ikke været; det var et temmelig langt, men ikke meget højt Drivhus, Solen funklede og spillede hen over dets Glastag. De trådte derind, Luften var lun og fugtig og havde en underlig dump og krydret Lugt, som af frisk Muldjord. De skønne, bugtede Blade og de tunge, duggede Drueklaser, gennemstrålede, oplyste og beskinnede af Solen, bredte sig under Glasdækket i een stor, grøn Salighed. Thora stod og så lykkelig derop, Mogens var urolig og stirrede nu og da bedrøvet på hende, nu op i Løvet.

"Hør!" sagde Thora glad, "nu tror jeg, jeg begynder at forstå det, De sagde forleden oppe på Højen om Form og Farve."

"Forstår De ikke Mere?" spurgte Mogens sagte og alvorligt.

"Nej," hviskede hun, så hurtigt på ham, sænkede Blikket og rødmede, "ikke dengang."

"Dengang!" gentog Mogens blidt og knælede ned for hende: "men nu, Thora?"

Hun bøjede sig mod ham, rakte ham den ene Hånd og holdt den anden for sine Øjne og græd. Mogens trykkede Hånden mod sit Bryst, idet han rejste sig, hun løftede Hovedet, og han kyssede hende på Panden. Hun så op på ham med strålende våde Øjne, smilte og hviskede: "Gudskelov!"

Mogens blev endnu en Uge; Aftalen faldt sådan, at Brylluppet skulle stå ved Midsommertid. Så rejste han, og så kom Vinteren med mørke Dage, lange Nætter og en Sne af Breve.

Lys i alle Herregårdens Vinduer, Løv og Blomster over alle Porte, pyntede Venner og Bekendte i tæt Stimmel på den store Stentrappe, Alle Sammen stirrende ud i Skumringen - Mogens var kørt bort med Bruden.

Vognen rumlede og rumlede, de lukkede Vinduer klirrede, Thora sad og så ud ad det ene, på Landevejsgrøften, på Smedens Bakke, hvor der var Primulaer om Foråret, på Bertel Nielsens store Hyldebuske, på Møllen og Møllerens Gæs, på Dalum Banke, som hun og Villiam for ikke så mange År siden havde kørt nedad i Slæde, på Dalum Enge, på Hestenes lange, urimelige Skygger, der jog over Grusdyngerne, over Mosehullerne, over Rugmarken. Hun sad og græd ganske stille; engang imellem, når hun tørrede Duggen af Ruden, skottede hun om til Mogens. Han sad bøjet forover, Rejsetøjet stod åbent om ham, Hatten lå og vuggede på Forsædet, Hænderne holdt han for sit Ansigt. Alt det han tænkte på! Det havde været en underlig Dag for ham, og Afskeden havde næsten helt taget Modet fra ham. Der havde hun måttet sige Farvel til alle sine Slægtninge og Venner, til en Evindelighed af Steder, hvor Minder og Erindringer lå ovenpå hinanden, helt op til Himlen, og det for at rejse med ham. Og han var en sikker Mand at give sig i Vold, han med sin Fortid af Råhed og Udsvævelser. Det var ikke så sikkert, det var Fortid endda, nok var han jo forandret og havde ondt ved at forstå, hvad han selv havde været, men man løb aldrig sådan helt fra sig selv, det var der nok Alt Sammen, og her havde han fået dette uskyldige Barn at vogte og vare, Gudskelov! han havde da fået sig selv ned i Dyndet til over Hovedet, det vilde nok også lykkes ham at få hende derned med. Nej! - nej, hun skulle ikke - nej, hun skulde få Lov til at leve sit lyse, lette Pigeliv til trods for ham. Og Vognen rumlede og rumlede, Mørket var faldet på, nu og da skimtede han gennem de helt tilduggede Ruder Lysene i Gårde og Huse, de kørte forbi. Thora blundede. Hen ad Morgen kom de til det nye Hjem, en Herregård, Mogens havde købt. Hestene dampede i den kolde Morgenluft, Spurvene kvidrede i de store Lindetræer på Gårdspladsen, og Røgen bugtede sig langsomt ud af Skorstenene. Thora så smilende og fornøjet på det Alt Sammen, da Mogens havde hjulpet hende ud; men det hjalp ikke, hun var søvnig og for træt til at kunne skjule det. Mogens fulgte hende til hendes Værelse og gik så selv ud i Haven, satte sig på en Bænk og troede, han så på Solopgangen, men han nikkede for stærkt til at kunne holde sig i Troen. Men ved Middagstid, så mødtes han og Thora igen, glade og friske, og der blev en Visen omkring og en Falden i Forbavselse, og der blev lagt Råd og truffet Bestemmelser, og der gjordes de tåbeligste Forslag, der eenstemmigt erklæredes for praktiske, og hvor Thora anstrengte sig for at se klog og interesseret ud, da Køerne præsenteredes for hende, og hvor det holdt hårdt at lade være med at blive alt for upraktisk glad over den lille lådne Hundehvalp; og Mogens, hvor talte han ikke om Dræning og Kornpriser, medens han stod og spekulerede på, hvorledes Thora ville se ud med de røde Kornvalmuer i Håret. Og så om Aftenen, da de sad i deres Havestue, og Månen så grangiveligt aftegnede Vinduerne på Gulvet, hvad var det så ikke for en Komedie med ham, der alvorligt forestillede hende, at hun burde gå til Ro, virkelig gå til Ro, da hun m å t t e være træt, medens han blev ved at holde hendes Hånd i sin, og med hende, der så erklærede, at han var styg og ville af med hende, at han fortrød, at han havde giftet sig en Kone til, og så kom der naturligvis en Forsoning, og så lo de, og sådan blev Klokken mange. Endelig gik da Thora til sit Værelse, men Mogens blev siddende i Havestuen, aldeles ulykkelig over, at hun var gået, og så lavede han sorte Fantasier om, at hun var død og borte, og han sad her ganske ene i Verden og græd over hende, og så græd han virkelig, så blev han vred på sig selv, spankede op og ned ad Gulvet og skulle være fornuftig. Der var en Kærlighed, ren og ædel, uden al grov, jordisk Lidenskabelighed, jo der var, og var der det ikke, så skulle der komme det, ja, Lidenskab ødelagde Alting, og den var så styg, så umenneskelig, hvor han hadede Alt det i Menneskenaturen, der ikke var skært og rent, fint og let! Han havde været kuet, tynget, plaget af dette Stygge og Stærke, det havde været i hans Øje og hans Øre, forpestet alle hans Tanker. Han gik ind i sit Værelse. Han ville læse og tog en Bog, han læste, men han anede ikke hvad, - hun skulle dog ikke være kommet Noget til! nej, hvor skulle hun det? Han blev alligevel bange, det kunne dog være, - nej, han kunne ikke udholde det; han listede sig stille hen til hendes Dør; nej, der var så tyst og så fredeligt; når han nøje lyttede, syntes det ham, at han kunne høre hendes Åndedrag, - hvor hans Hjerte bankede, han syntes, han kunne høre det med. Han vendte tilbage til sit Værelse og sin Bog. Han lukkede Øjnene: hvor han så hende tydeligt, han kunne høre hendes Stemme, hun bøjede sig mod ham og hviskede, - hvor han elskede hende, elskede hende, elskede hende. Det sang indeni ham, det var, ligesom hans Tanker kom i Rytmer, og så tydeligt han kunne se Alt, hvad han tænkte på! Stille, stille lå hun nu og sov, med Armen under sin Nakke, med Håret løst, med Håret løst, Øjet var lukket, hun åndede så let - Luften skælvede derinde, den var rød som af Genskin af Roser - som en klodset Faun, der efterligner Nymfens Dans, gengav Tæppet i plumpe Folder hendes fine Skikkelse.

- Nej, nej! han ville ikke tænke på hende, ikke tænke sådan på hende, ikke for Alt i Verden, nej, og der kom det igen Alt Sammen, det var ikke til at holde borte, men det skulle bort, bort! Og det kom og gik, kom og gik, til Søvnen kom og Natten gik.

Som Solen den næste Dags Aften var gået ned, spadserede de omkring i Haven sammen. Arm i Arm gik de ganske langsomt og ganske tavse op ad den ene Gang, ned ad den anden, ud af Resedaduft, gennem Rosenduft, ind i Duft af Jasminer; enkelte Natsværmere fløj dem svirrende forbi, Knaranden skreg derude i Kornet, ellers kom den meste Lyd fra Thoras Silkekjole.

"Som vi kan tie!" udbrød Thora.

"Og som vi kan gå," fortsatte Mogens, "vi har vist gået en Mil nu."

Så gik de endnu en Tid og tav.

"Hvad tænker Du på?" spurgte hun.

"Jeg tænker på mig selv."

"Det er netop, hvad jeg gør."

"Tænker Du også på Dig selv?"

"Nej - på Dig selv - Dig, Mogens."

Han drog hende nærmere ind til sig. De gik op mod Havestuen, Døren stod åben; der var meget lyst derinde, og Bordet med den snehvide Dug, Sølvfadet med mørkerøde Jordbær, den strålende Sølvkande og Armstagerne gjorde et helt festligt Indtryk.

"Det er ligesom i Eventyret, hvor Hans og Grethe kommer til Kagehuset ude i Skoven," sagde Thora.

"Vil Du ind?"

"Du glemmer nok, at der er en Heks derinde, som vil stege og spise os ulykkelige små Børn. Nej, det er meget bedre, vi modstår Sukkervinduerne og Pandekagetaget og tager hinanden i Hånden og går ud i den sorte, sorte Skov."

De gik bort fra Havestuen. Hun lænede sig tæt op til Mogens og vedblev: "Det kan også være Stortyrkens Palads, og Du er Araberen ude fra Ørkenen, der vil bortføre mig, og Vagten er efter os, det blinker med krumme Sabler, og vi løber og løber, men de have taget din Hest, og så tager de os med og putter os i en stor Sæk, og der sidder vi sammen og blive druknede i Havet. - Lad mig se, hvad kan det være mere ....?"

"Hvorfor må det ikke være, hvad det er?"

"Jo det må det nok, men det er for lidt .... dersom Du vidste, hvor jeg elsker Dig, men jeg er så ulykkelig - jeg ved ikke, hvad det er - der er så langt imellem os - nej -"

Hun slog Armene om hans Hals og kyssede ham heftigt og trykkede sin brændende Kind imod hans: "Jeg forstår det ikke, men sommetider er jeg nærved at ønske, at Du vilde slå mig - jeg ved, at det er barnagtigt, og at jeg er så lykkelig, så lykkelig, men jeg er alligevel så ulykkelig."

Hun lagde Hovedet ind til hans Bryst og græd, og så begyndte hun, alt mens Tårerne randt, at nynne, først ganske sagte, men så højere og højere:

"I Længsel, I Længsel jeg lever!"

"Min egen lille Hustru!" og han løftede hende op på sin Arm og bar hende ind.

Om Morgenen stod han ved hendes Seng. Lyset kom roligt og dæmpet gennem de nedrullede Gardiner, og alle Linier derinde gjorde det stilfærdige, alle Farver mættede og fredsommelige. Det var Mogens, som om Luften, med hendes Bryst, steg og sank i stille Dønninger. Hendes Hoved hvilede lidt skævt på Puden, Håret lå ned over den hvide Pande, den ene Kind havde stærkere Rødme end den anden, nu og da sitrede det svagt i de roligt hvælvede Øjelåg, og Mundens Linier vuggedes umærkeligt frem og tilbage mellem ubevidst Alvor og slumrende Smil. Mogens stod længe og så på hende, lykkelig og rolig, den sidste af Skyggerne fra hans Fortid var forsvunden. Så listede han sig sagte ud og satte sig i Dagligstuen og ventede stille på hende. Han havde siddet en Stund, da han mærkede hendes Hoved på sin Skulder og hendes Kind mod sin.

De fulgtes ad ud i den friske Morgen. Sollyset jublede henover Jorden, Duggen funklede, tidligt vågne Blomster strålede, Lærken kvidrede højt oppe under Himlen, Svalerne jog gennem Luften. Han og hun gik bort over den grønne Toft mod Banken med den gulnende Rug, de fulgte Stien, der løb der igennem; hun gik foran, ganske langsomt, og så, over Skulderen tilbage på ham, og de talte og lo. Jo længere de kom ned ad Banken, jo mere kom Kornet imellem, snart kunde de ikke ses mere.

I P Jacobsen:

Mogens

Skole-forum.dk

Tilbage