IX

Selvfølgelig gik Lukas og Johannes ned på burgerbaren efter skoletid. Om ikke andet ville de to snakke med hinanden og æde et par burgere. Og det kunne jo være, at Nadja dukkede op. Man vidste aldrig med hende.

”Hun skal nok komme,” sagde Johannes. ”Hun ved jo, at du kommer, så hun kommer også!”

”Man kan aldrig vide med piger,” svarede Lukas.

”Nej, men med Nadja er det noget andet. Lukas, jeg tror, hun kommer for din skyld.”

”Ha ha. Og den skulle jeg tro på!”

”Ja, hun sagde jo, at du var smuk, og det er du jo også.”

”Det er vi vel begge to, når det kommer til stykket. Der findes ikke noget smukkere end to drenge, der er venner.”

”Nej, det er rigtigt, for sådan føler jeg det også.

De gik ind ad døren til burgerbaren og blev straks modtaget af servitricen, som havde gjort klar til dem og dækket flere borde op.

”Det er ikke sikkert, at der kommer så mange,” sagde Lukas.

”Det er bare en fornemmelse, jeg har,” svarede servitricen.

”I hvert fald er vi to,” sagde Johannes.

”Nå, vi er vel tre,” grinede servitricen.

De to drenge satte sig og gav sig til at snakke. Der var så meget, de endnu ikke havde fortalt hinanden, og så meget, de gerne ville diskutere.

Johannes begyndte: ”Kan du huske, da du brændte dine tegninger af? Kan du huske, at der fløj en sort engel ud af røgen?”

”Ja, det var underligt, ikke.”

”Den har garanteret det ord, vi ikke kan komme på. Jeg mener, når man gør et eller andet, som kommer af det, man ikke kan finde ud af, så skabes der noget nyt. Åh nej, hvad er det, det hedder?”

”Det begynder med ”s”,” lo Lukas.

”Ja, det ved jeg. Men der er vist flere bogstaver i ordet. Men vi kan da bare kalde det ”s”, indtil vi har ordet.”

”Jeg tror faktisk, at al kunst skyldes netop den ting, vi ikke kan komme på. Alle kunstnere har lidt meget eller haft det svært. Hvis de havde haft det godt, havde de ikke haft behov for at skabe kunst. Så kunst kommer af menneskelig lidelse. Og der leves ikke noget liv, uden at der følger lidelse med.”

”Nu igen, Lukas. Jeg må sige, du har tænkt noget over tingene den sidste tid.”

”Det kan man vel ikke lade være med.”

Nu kom Nadja ind. Hun satte sig med et forsøg på et smil, indtil tårerne løb ned ad hendes kinder.

”Hvad nu,” sagde Johannes. ”Der er da ingen grund til at græde, når du sidder til bords med to kønne drenge.”

”Nej, ” sagde Nadja. ”Men der er mere i verden end smukke drenge.”

”Tænk, er der virkelig,” sagde Johannes.

Så så han Lukas tage hendes hånd, og tårerne stoppede. Burgerne kom på bordet, colaerne også, og så kom Nadjas ord som en sand strøm. Hun fortalte om sine forældre, som hun følte havde forrådt hende fuldstændigt. ”Og når jeg spiller fræk, er det bare for at dække over noget. Jo frækkere, jo flere dumme tanker har jeg den dag. Jeg ved ikke hvorfor, men det er bare sådan.”

”Det er jo det samme, som vi prøver,” sagde Lukas. ”Vi prøver at gemme os bag noget andet, så de andre endelig ikke opdager, at der er noget galt. For i vores åndssvage samfund må man ikke have problemer, eller man må i hvert fald ikke vise det. Kors, hvor er det falsk!”

Så gik døren, og alles øjne var rettet mod indgangen. Hvem kunne mon nu komme? Måske var deres lille hyggekrog netop stedet, hvor man kunne komme af med alle de dumme tanker, man gik med.

Men det var Hansen.

”Åh nej,” sukkede Lukas. ”Hvem som helst – bare ikke ham!”

”Skal vi smide ham ud,” hviskede Johannes.

Men Hansen kom hen, hilste og satte sig. ”Nå, I hygger jer vist,” sagde han.

”Det gjorde vi i hvert fald, inden du kom,” sagde Johannes, der dårligt kunne skjule sin vrede. Denne digitale lærer. Det var bare ikke til at bære!

”Må jeg give en omgang,” sagde Hansen.

Nå!

”Jo tak,” fik Lukas fremstammet. Hvad skulle de dog stille op med Hansen?

Men en halv time efter var det hele glemt, for Hansen begyndte at fortælle om sin egen barndom, som havde været meget streng. ”Aldrig måtte jeg det, jeg havde lyst til,” sagde han. ”Altid var de over mig. Men så døde min mor, og min far blev alene med mig og forkælede mig så meget, at jeg faktisk måtte det hele. Og ved I, hvad det resulterede i? Jeg kunne ikke finde ud af noget som helst mere.”

”Nej, og det kan du stadig ikke,” sagde Johannes, mens Nadja og Lukas rødmende tog hinandens hænder igen.

”Jeg er ikke fri for at være lidt misundelig på jer. Men det skal ændre sig. Jeg vil bede jer om at stille jer neden for lærerværelsets vinduer i morgen klokken fem minutter i otte.” Han rejste sig. ”Er det en aftale?”

”Ja, det er en aftale,” sagde de alle tre. ”Vil du springe ud af vinduet?”

”Vi får se. Men I må hellere kigge op.” Han rejste sig. ”Ja, så vil jeg bare sige jer tak!”

”For hvad?”

”For at I er, som I er.”

Og så gik han, og de tre venner stod måbende og kiggede på hinanden.

Lærervejledning til Kapitel IX for 6/7 klasse

Kan du huske, hvad der skete, da Lukas brændte sine tegninger i haven?

Var der en sort engel?

Hvad er forklaringen?

Igen søger de to venner et ord!

Kan I hjælpe dem?

Hvad kan det være?

Hvad mener I om Lukas’ forklaring på, hvad kunst er?

”Kunst kommer af menneskelig lidelse”

Hvad mener I om det?

Er I enige?

Har Lukas ret, når han siger, at alle oplever en form for lidelse?

Nævn kunstnere, der kendte lidelse?

Kan I nævne nogle, der ikke kendte den?

Hvad med H C Andersen?

Hvilken form for lidelse ved vi, han har kendt?

Når Nadja spiller fræk, så ---------- ?

Er det sådan?

Kender I det?

Prøver vi alle at skjule vores problemer?

Hvordan kan man skjule dem?

Prøv at give eksempler.

Hvordan gør voksne?

Hvordan gør børn?

Hvorfor kan de ikke holde Hansen ud?

Men han er forandret!

Hvad er der sket?

Hvad har han oplevet i sin barndom?

Det har han skjult godt!

Hvordan har han skjult det?

Er hans computerfiksering en måde at skjule sin egen svaghed på?

Hvorfor er han misundelig på de tre venner?

Hvad tror du, han vil gøre for at ændre det?

Så alle voksne kan overraske!

Er problemet i den moderne verden, at vi skjuler os over for hinanden?

Diskuter!

Hvad kan vi gøre for at afhjælpe det?

Der er kun ét kapitel tilbage, så nu må vi få det manglende ord!

Måske finder I det først!