VI

Lukas og Johannes fik mere end travlt med at lave to skilte og en plakat til skolen. De arbejdede hurtigt, for de skulle nå ned i burgerbaren igen for at få dem godkendt af servitricen. Det gik nu meget nemt, og hyggekrogen ville blive etableret dagen efter. Det var lidt sværere at få plakaten hængt op på skolen, men de fik den da lavet.

”Og hvad så,” sagde Lukas.

”Vi hænger den bare op,” svarede Johannes.

”Den går ikke. Vores skole er for digital, og det ved du godt.”

”Netop. Vi sender bare en mail til alle lærere; så er den klaret.”

”Kender du den adresse?”

”Ja, tror du ikke, jeg har øjnene med mig?”

”Du er fantastisk!”

”Fortæl lige lærer Hansen det. Jeg tror faktisk ikke, han er klar over det.”

Lukas lo, og følte sig allerede bedre tilpas. ”Tænk,” sagde han. ”Jeg føler ikke engang trang til at tegne eller brænde noget af. Det er din skyld.”

”Åh,” sagde Johannes. ”Nu mangler vi det ord igen. Hvad pokker er det, det hedder? Jeg har faktisk hørt det en gang. Det er noget med s.”

”Nå ja, substantiv,” sagde Lukas. ”Nå nej, det er vist noget andet. Hvad hjælper det i grunden, at vi kender ordet, når vi begge to ved, hvad det er?”

”Det er rigtigt,” sagde Johannes. ”Man kan godt føle noget eller gøre noget, der ikke er ord for. Det er bare så irriterende, at man glemmer det. Så gamle er vi da ikke endnu!”

”Vi skal lige – eller du skal lige have sendt den mail.”

”Nå ja.” Johannes for over computeren. Bare nogle få ord, og alle lærere havde den samme besked. ”Når skolen kan benytte sig af det pjat, kan vi lige så godt misbruge systemet.”

”Ja, for det kan hjælpe andre. Det er det, det hele går ud på.”

De to venner overnattede sammen denne nat, og de havde plakaten til skolen liggende under sengen, så der ikke kunne ske den noget. Begge drenge drømte søde drømme, så det var en rigtig god nat.

Næste morgen stod de i skolens hall og hængte plakaten op, da de så lærer Hansen komme farende. ”Hvad bestiller I her?”

”Nå, du har nok ikke tjekket din mail i dag,” sagde Johannes tørt.

Nu kom Nadja forbi. ”Hvad i alverden laver I?”

”Det kan du vel se.”

”Det er faktisk en god ide,” svarede Nadja. ”Jeg kommer i hvert fald!”

”Åh nej,” sagde Lukas.

”Næh nej,” sagde Johannes. ”Hvis vi mener noget med dette her, så gælder det også for piger. Også sådan en som Nadja.”

”Hun er bare så streng.”

”Lukas, det er der ikke noget, der hedder, når man vil hjælpe. Så må man sætte sin personlige forelskelse til side.”

”Hold da op. Jeg er sgu ikke forelsket.”

”Jo, du er. Og du kan være sikker på, at hun ved det. Jeg kan faktisk også godt lide hende.”

Et væld af følelser kom op i de to venner – også følelser, der ikke har noget navn. De stod nærmest som stumme og gloede efter Nadja, der svansede op ad trappen til klassen. Så tog de sig sammen og sjoskede op mod klasseværelset.

”Skal vi have Hansen nu?”

”Nej, først i anden time,” sagde Johannes.

”Nå, gudskelov,” sagde Lukas og åbnede døren.

Og der stod Nadja. Hun for Lukas om halsen og kyssede ham, og Johannes fik samme tur. ”I kan tro, jeg kommer, for jeg har noget, jeg gerne vil snakke om.”

Men Lukas og Johannes lå nede på gulvet, totalt overrumplede af Nadjas kærtegn.

Så klappede hele klassen, drengene rødmede, og Nadja tegnede tre hjerter på tavlen.

Hele klassen klappede endnu engang, og Lukas hviskede: ”Nu kan vi slet ikke huske, hvad det er for et ord, vi mangler.”

Lærervejledning til kapitel VI for 6/7 klasse

Hvad synes I om ideen med hyggekrogen?

Kunne man lave sådan en på skolen?

Er der behov for den?

Hvad mener I om den måde, Johannes klarer ophængningen af plakaten på?

Er det hele virkelig så computerstyret?

Tænk om alle regeringskontorer var styret sådan!

Eller et sygehus!

Hvorfor føler Lukas ikke behov for at tegne?

Er det venskabet med Johannes, der gør det?

Mangler vi igen et ord for, hvordan man får afløb for sine følelser?

Kan man ligefrem forestille sig, at hvis børn og unge ikke får vendt deres følelser med andre, kan narkotika senere give en en fornemmelse af, at man får sine følelser på plads?

Er det dybest set grunden til, at misbrug af denne art breder sig?

At vi lever i en tid, hvor rigtigt mange mennesker har dette problem?

Hvis det virkelig er sådan, er det meget vigtigt, at der opstår ”hyggekroge” overalt.

Hvad kan det være for et ord, der begynder med s?

Altså: Et ord, der beskriver det, at man med sig selv kan omsætte sine følelser til noget andet?

Kan man virkelig tænke og føle noget, der ikke er ord for?

Tænk på et lille barn, der endnu ikke har et sprog.

Tænker det alligevel?

Hvordan går det til?

Hvis et lille barn kan tænker uden ord, kan vi vel også?

Hvorfor drømmer de to venner gode drømme?

Hvilken rolle spiller drømme egentlig?

Hvordan skal vi fortolke dem?

I gamle dage fandtes der drømmetydningsbøger, hvor man kunne slå op, hvad de forskellige drømme betød.

Kan man det?

Hvad mener I om Nadjas reaktion?

Hvad kan grunden være?

____________________________________________________________