Venner

af

Per Jespersen

I

”Godnat, Lukas,” sagde far og sendte ham sit varme sil.

Lukas gik op ad trappen til sit værelse. Han tænkte på sine lektier, men kom i tanke om, at han havde lavet dem. Så han satte sig hen til vinduet og så over mod Johannes’ vindue for at få et glimt af sin bedste ven. Der var lys, men han kunne ikke se ham. De havde været sammen hele dagen, så han ville lige sige godnat på deres egen måde. De blinkede altid med deres lommelygter, før de gik i seng. Lukas tog sin lygte og lod den blinke så kraftigt, at den ramte væggen i Johannes’ værelse.

Ingen tegn, så han prøvede igen. Jo, nu kom han. Han modtog et glimt fra Johannes’ lygte og blinkede tilbage. Roligt gik han hen og klædte sig af og gik i seng. Der var ikke noget som at have en ven som Johannes. Det var ikke alle, der var så heldig at have en sådan ven. For Lukas betød venskabet med Johannes alt, og han kunne ikke undvære ham. De to var ligesom et spejl af hinanden.

Han lagde hovedet på hovedpuden og lukkede øjnene. Så hørte han et voldsomt skænderi nede fra stuen. Hans far og mor råbte og skreg. Det havde han aldrig hørt før, så han listede ud af døren for at høre, hvad de dog råbte for, og så hørte han de forfærdelige ord: ”Skal jeg sige det til Lukas? Det burde være dig, for det er dig, der flytter!”

Lukas for i seng og gemte sig under dynen. Nej nej, det måtte ikke være rigtigt, at der skete det samme for ham som for alle de andre børn i klassen: at forældrene blev skilt. Han var eneste barn i familien, og han vidste fra Johannes, at han dengang var blevet spurgt, hvem han bedst kunne lide af sine forældre. Det var jo umuligt at svare på. De havde snakket meget om det dengang, da Johannes havde haft det så svært. Johannes gik dengang på en anden skole, og en af hans lærere havde været en stor hjælp for Johannes. Jo, Lukas havde set Johannes græde så hjerteskærende. Og nu græd han selv, for far kom op på værelset og sagde: ”Ja, Lukas – det er ikke så godt dette her, men jeg flytter i nat. Så må vi finde ud af, hvor du skal bo.”

Grådkvalt sagde Lukas: ”Jeg bor inden i mig selv, og der er jeg nødt til at blive.”

”Skal du da slå alting hen i pjat, Lukas!”

”Det er jo det, det ikke er. I forstår ingenting!”

Faderen gik ned, mens han rystede på hovedet. Lukas gik hen til vinduet og blinkede til Johannes. Så skrev han på et stykke pap: ”Kom herover!”

Åh, bare han dog kunne komme, for han havde ingen andre at snakke med om dette forfærdelige. Han følte, at hele hans liv var ødelagt, fordi to voksne ikke kunne finde ud af at leve sammen. Hvorfor kunne han ikke få lov at beholde den, han var indeni?

Så bankede det på vinduet. Johannes var kravlet op ad nedløbsrøret. Åh, hans bedste ven!

Resten af natten sad de med hinanden i hånden og snakkede om det, der var sket. Hele natten, og Johannes kunne stadig huske, hvordan han selv havde haft det.

”Snak med din klasselærer,” sagde Johannes. ”Det hjalp mig, det ved du.”

”Men han er ikke, som din lærer var.”

”Det kan da godt være. Du er nødt til at prøve, Lukas.”

”Jeg vil bare have lov at beholde ham, der er inden i mig.”

”Selvfølgelig. Det er jo det, det gælder om. Man skal prøve at beholde sit eget jeg på trods af, hvad der sker omkring en.”

”Det ser ud til, at mange har svært ved netop det,” sagde Lukas.

”Ja, især voksne. Desværre.”

De sad længe uden at sige noget. Så rejste Lukas sig og fandt et stykke papir og gav sig til at tegne.

”Hvad tegner du,” spurgte Johannes.

”Det, jeg føler, og den, jeg er.”

”Kan man det?”

”Man kan prøve. Hvis jeg ikke tegner den person, jeg er, mister jeg mig selv.”

”Det ville have hjulpet mig, hvis jeg havde vidst det,” sagde Johannes.

”Hvad gjorde du så?”

”Jeg begyndte at gå til sport.”

”Det er jo det samme, Johannes. Du prøvede at finde dig selv et andet sted, når du ikke kunne finde dig selv hjemme.”

”Det hedder vist et eller andet, det du mener.”

”Ja, men jeg kan ikke huske ordet. Jeg kalder det bare en anden virkelighed.”

”Der findes måske to virkeligheder,” sagde Johannes. ”I alle mennesker. Det er da derfor, de voksne har problemer. De anerkender ikke den indre verden, kun den ydre.”

De sad og tænkte igen. Det var for indviklet, og de følte begge to, hvor kompliceret et menneske kan være. Men Lukas lovede at snakke med sin lærer om det næste dag. Johannes kravlede ud af vinduet igen, og Lukas gik i seng og blev kastet ind i drømme om de to verdener.

Lærervejledning for 6/7 klasse

Venskab

Hvilken betydning har venskab?

Hvad betyder det for os at have venner?

Hvad er en virkelig ven?

Hvordan bliver man, hvis man ingen venner har?

Skilsmisse

Hvorfor bliver flere og flere skilt?

Hvad er det, som voksne ikke kan finde ud af?

Har du prøvet det, som Lukas og Johannes er ude for?

Hvad følte du?

Burde skilsmisser være forbudt?

(Det var det i Danmark før krigen, hvor man skulle ansøge Kongen om tilladelse til skilsmisse)

________________________________________________________________

At være sig selv

Hvad mener Lukas, når han siger, at han bor i sig selv?

Er vi alle en person inderst inde?

Kan man beholde den person for sig selv, så intet udefra kan tage den fra en?

Hvordan?

Hvorfor giver Lukas sig til at tegne?

Kan det hjælpe ham til at beholde sit jeg?

Hvordan?

De to drenge taler om noget, de ikke har ord for.

Ved du, hvad det er?

Kender du ordet?

Virkeligheder

Findes der mere end én virkelighed?

De to drenge mener, at voksne har problemer, fordi de kun lever i én virkelighed.

Hvad mener du?

Lav et referat af kapitel I.

Støt dig til denne vejledning, når du skriver dit referat.

Prøv at lave en lille tilføjelse om de to verdener.